Gratis halsedisse 🥳 Brug koden: "HURRA"
Udsalget slutter om:
Skiferie med børn – Redaktørens favoritter

Skiferie med børn – Redaktørens favoritter

Når man er på skiferie med børn, er det vigtigt, at det foregår på deres præmisser. Her finder du de skiområder min familie har testet.

Nedenfor kan du ved hvert område se:

  • Begge børns alder
  • Begge børns erfaring på ski (uger)

Så kan du let kan finde den alder/niveau, der passer til jeres familie.

Fra vinteren 2012/2013 stod den på skiferie med et barn på 1 år, og i efteråret 2014 kom nummer to til.

Her ser du vores skiferier med børn:

Alder (klik på alder for at hoppe til afsnit)Erfaring Område
23 månederDebut (ældste)Hopfgarten
2 år1 ugeSkeikampen 
3 år2 ugerSerfaus-Fiss-Ladis
4 og 1,5 år5 ugerGålå
5 og 2,5 år6 og 0 ugerLofer
5 og 2,5 år

6 og 0 uger

Kvitfjell
6 og 3,5 år8 og 2 ugerKleinwalsertal
6 og 3,5 år9 og 3/4 ugerHovden
7 og 4,5 år10 og 4/5 ugerWaidring/Steinplatte
7 og 4,5 år11 og 5/6 ugerAlpendorf
7 og 4,5 år 12 og 6/7 ugerObertauern
8 og 5 år 13 og 7/8 ugerSölden
8 og 5 år 14 og 8/9 ugerSchladming
10 og 7 år 15 og 9/10 uger Dachstein West
10 og 7,5 år 16 og 11 uger Leogang
11 og 8 år 17 og 12 uger Cervinia
11 og 8 år 18 og 13 uger Ischgl
11 og 8 år 19 og 14 uger Mayrhofen
12 og 9 år 20 og 15 uger Westendorf
12 og 9 år 21 og 16 uger St. Anton

Klik på den alder, du vil læse mere om.

Derfor valgte vi disse skiområder til børn

Nedenfor har jeg kort beskrevet de områder, som vi har besøgt på vores skiferier med børn.

Når vi valgte et skiområde, var det ofte vigtigt at indkvartering var tæt ved liften. Grunden til det er, at vi er klar over, at der vil gå mange timer med børnene i hytten eller på hotellet fra eftermiddag frem til sengetid. Derfor var indkvartering på enrimelig beliggenhed vigtig for os. Samtidigt giver det naturligvis muligheden for, at den ene kan smutte en tur på ski, mens den anden lytter efter barnevogn under middagsluren. 


De første ture på børnebakken og op med liften/rullebåndet

23 måneder gammel – Hopfgarten i Østrig

Uger på ski: Ældste barn debut


Første gang på ski som barn/forældre

Vi prioriterede at finde et sted hvor børn var mere end velkomne på hotellet. Derfor endte vi på et såkaldt Familotel i Hopfgarten. Skiområdet var rigelig stort, ambitionen var at forældrene skulle stå en del på ski hver for sig, men vi må også erkende at samværet på en ferie ikke helt er det samme når man sidder alene i en to-stol. Skulle vi gøre noget om, så havde vi måske rejst med et hold venner/familie, evt. nogle i samme situationen, så der kunne deles i en formiddagsgruppe der havde skifri uden unger, og omvendt om eftermiddagen.

Niveau: Nogle turer mellem benene, leg i sneen og for alt i verden, målet var bare at få snuset til sneen.

- Læs mere/se video fra turen her 
- Læs mere om skiferie i Hopfgarten her 

Her i Skeikampen var der masser af plads på på "pisten" og det "rullende fortov" - Perfekt til træning med en skisele

24 måneder – Skeikampen i Norge

Uger på ski: Ældste barn 1 uge 


Mere ski og mere erfaren

Klogere og belærte af første skiferie med børn, samt ikke mindst I skarp alliance med bedsteforældre satte vi kursen mod en skiferie i Norge. 4 voksne til 1 barn, udsigterne til mere skitid var større. Det spillede ret godt, en lejlighed med plads til hygge og spil, når barnet var gået kold efter dagens strabadser i sneen. Det blev til langrend, alpin, hundeslæde og meget mere. Konklusionen på at være sammen med bedste-/svigerforældre er: At det spiller når man kan lide at være sammen i en uge.

Niveau: Vi fik gang i skiselen og det blev til en del ture op og ned. Men 2 år er ikke meget når man skal i gang med at stå på ski.

- Læs mere/se video fra turen her
- Læs mere om skiferie i Skeikampen her

Serfaus-Fiss-Ladis er et fantastisk skiområde til familier. Her var vi i 4 uger

3 år, og en lillesøster på 6 måneder - Serfaus-Fiss-Ladis i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 2 uger


4 uger i himmerige

En drøm skulle udleves. En måned i et skiområde, basen for masser af udflugter til nærliggende skiområder, samt et kæmpe (og også for stort) skiområde henset til at den største var 3 år. Serfaus-Fiss-Ladis er virkelig et lækkert skiområde, børnene skulle have været en del mere erfarne for det maksimale udbytte af de mange km. pister. Men noget helt særligt kan Serfaus-Fiss-Ladis når det handler om oplevelser for børnene, særligt i den enorme skiskole som er særdeles meget lagt an på børnenes præmisser. Der var heller ikke noget brok ved liften, når vi dag efter dag fyldte en gondol med barnevogn med den mindste og underholdning til en dag på bjerget til den der havde barnepassertjansen.

Niveau: Vi kom ikke særlig langt omkring, vi taler trods alt stadig 3 år og en alder hvor mange ikke har haft ski på endnu. Hvis man skal have fuld valuta af skiområdet, ville det passe bedre til en familie med minimum 4-6 ugers skierfaring. Men ellers et genialt sted på så godt som alle parametre.

- Læs mere/se video fra turen her 
- Læs mere om skiferie i Serfaus Fiss Ladis her

Gålå skulle vise sig, at være det helt rigtige valg

4 og 1,5 år - Gålå i Norge

Uger på ski: Ældste barn 5 uger


Vi gentager bedsteforældre-successen

En uge med samvær og hygge på tværs af 3 generationer, som vi havde i Skeikampen året forinden, gjorde ikke beslutningen om at gentage sådan en familietur svær. Gålå bød på en skiferie med børn med masser af langrend, hvor kræfterne kunne bruges for de voksne og så fik pigen på 4 år godt gang i skiene. Området var ikke stort, men det havde den ene stolelift som gjorde at benene blev hvilet mellem hver tur til toppen, og mere var der som sådan ikke behov for.

Niveau: Skiselen er nu smidt og der glides stille og roligt ned gennem skoven med hvin og hyl. Kapløb med bedstefaren på de alpine ski, alle var glade og der begynder at tegne sig billedet af at endnu en skifan for alvor har fundet lysten. Den mindste på 1,5 år holder vi til kælkning og hygge med farmoren.

- Læs mere/se video fra turen her
- Læs mere om skiferie i Gålå her


De danske skilærere var en succes i Lofer

5 og 2,5 år – Lofer i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 6 uger – Yngste barn debut


Debut til den mindste

Nu gælder det igen skiferie med små børn - og vi er nu på 5. skiuge for den 5 årige.

Lofer ramte rimelig plet, kunne godt være gemt et år eller to, men vi syntes den ramte ret godt. Et lille kompakt område hvor mange af pisterne ender i den samme gryde, som også er mødestedet for skiskole.

Det gør området særdeles velegnet til familier der har børn med lidt skierfaring, hvor det kan være hyggeligt at mødes til frokost og eftermiddagspause omkring restauranten midt gryden.

Niveau: Skal man have fuld udnyttelse af området her, og tager man udelukkende børnenes briller på, så skal der være et par uger i benene.

Områdets størrelse gør at man også kan komme lidt rundt sammen, men det er ikke et ”Skiamadé” eller ”Skiwelt” med 100-vis af km.

Men et område der er gået forholdsvis all-in på børnefamilier og begyndere, og måske et af Østrigs største udvalg af danske skilærere i forhold til områdets størrelse. Vi boede på Hotel Mühlpointhof.

- Læs mere/se video fra turen her
- Læs mere om skiferie i Lofer her 

Kvitfjell er et godt område, med masser af plads på pisterne og flot åbent landskab

5 og 2,5 år – Kvitfjell i Norge

Uger på ski: Ældste barn 7 uger – Yngste barn 1 uge


Endnu en bedsteforældre succes

Den snu læser har nok luret at bedsteforældrene har en præference for Norden, og at vi derfor igen denne gang ender i Norge.

Kvitfjell var området der blev brugt til de alpine konkurrencer under OL i 1994, så der er en del stejle pister på den ene side af bjerget. Men på Vestsiden-siden går der hyggelige pister gennem skoven, som var perfekte til familieski.

Hvis man kan sige at vi lavede en fejl på denne tur, så var det at placere os i en hytte på den stejle side af bjerget, det gav lidt udfordring for den mindste når vi skulle tilbage til skihytten efter en god skidag, eller hjem og nyde frokosten med farmoren som har parkeret alpinskiene.

Niveau: Den store kommer fint rundt selv, den lille var i skisele, da det trods alt blot var hendes 2. uge på ski. Siden vores besøg er skiområdet udvidet yderligere med området Värden og bestemt ikke blevet dårligere af den grund er vi sikre på.

- Læs mere/se artikler fra Kvitfjell her. (Dette er ikke en artikel fra skituren)
- Læs mere om skiferie i Kvitfjell her


Kleinwalsertal får de de varmeste anbefalinger som familiedestination

6 og 3,5 år – Kleinwalsertal i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 8 uger – Yngste barn 2 uger


Den ældste er selvkørende

Jagten på hygge og lidt færre danskere er sat ind på denne skiferie med børn. Vi tog Kleinwalsertal for at komme et sted hen hvor der var lidt færre danskere i området og fordi vi fandt et hotel der skulle have et ekstra godt køkken.

Skiområdet var fint, selvom det på pistekortet virker stort, så er det fortsat med en del transportstykker og ikke helt sammenhængende.

Skibus er bare bøvlet når børnene ikke er større, vil næsten tendere til at sige et no-go når man skal slæbe ski for den mindste. Vil til Kleinwalsertal anbefale at det mindste barn har lidt mere erfaring end vores havde, i fald man selv ønsker at kører med barnet.

Skal barnet på skiskole det meste af tiden, kan sagen naturligvis være en hel anden.

Niveau: Den store pige er nu selvkørende på ski, de røde pister kan give lidt sved på panden, men vi kom fint rundt overalt. Den lille er stadig i sele på de fleste pister.

- Læs mere artikel fra Kleinwalsertal her (Dette er ikke en artikel fra skituren)
- Læs mere om skiferie i Kleinwalsertal her


I Hovden var der mulighed for en sjov tur med hundeslæde

6 og 3,5 år – Hovden

Uger på ski: Ældste barn 9 uger – Yngste barn 3/4 uger


Vandland, langrend, alpin og kælkning

Der er dømt bedsteforældre påhæng igen. Fin hytte fundet tæt på langrendsspor og i gåafstand fra alpinanlægget.

Hovden har mange fordele for børnefamilien:

1) Forholdsvis tæt afstand til færge
2) To gode stolelifte
3) Indkøbsmuligheder 
4) Vandland/svømmehal.

En kombination af ting der samlet set for os ender med at betyde en del.

I svømmehallen kunne farmoren, der ikke står på ski, have det sjovt med ungerne.

Skiområdet byder på rigtig fine muligheder med de små, og det er nemt at øge sværhedsgraden ved blot at starte længst til højre når man kigget på pistekortet, og så bare bevæge sig mod venstre efterhånden som niveauet stiger.

Niveau: Den mindste har nu 4 uger i benene fordelt på to år. Det glider rimelig fornuftigt, men der er stadig sele i hende.

- Læs artikel fra Hovden her 
- Læs mere om skiferie i Hovden her


Waidring/Steinplatte er godt til børn i alle aldre og niveauer

7 og 4,5 år – Waidring/Steinplatte

Uger på ski: Ældste barn 10 uger – Yngste barn 4/5 uger


Her voksede børnenes selvtillid

Så begynder det for alvor at spille. Her rammer vi et skiområde som nok ud fra evner hos børnene er ret perfekt. Skiområdet virker på pistekortet ikke så stort, men de 40 km pister rammer for langt størstedelens vedkommende perfekt niveaumæssigt. Den store pige løber uden problemer i det meste af området. Der er nærmest kun en ting der kunne have været bedre ved området her: Turen til og fra området sker i en gondollift for at komme op til det plateu som skiområdet ligger på, kunne man have kørt på ski ned havde det været endnu mere perfekt. Vi boede på Hotel Sendlhof.

Niveau: Der var stor udvikling skimæssigt og området indbyder til masser af skiløb – også uden skisele for den mindste. Et rigtigt selvtillids-booster område.

- Læs mere/se video fra turen her
- Læs mere om skiferie i Waidring her


Ski Amadé er bare det ultimative børneområde

7 og 4,5 år - Alpendorf / Ski amadé

Uger på ski: Ældste barn 11 uger – Yngste barn 5/6 uger


Børnevenligt område med flere pistekilometer

Vi nærmer os de 11 ugers skiløb for den største af børnene. Det har så været mere eller mindre effektivt, men vi vil gerne prøve større områder. 40 km pister forslår ikke længere til 6 dage. Så dansker-mekkaet Skiamadé skal prøves. Vi bor i Alpendorf på Hotel Rothirsch, et stenkast fra liften. Skiområdet er skønt, dagsturer til Wagrain og videre til Flachau – men vi synes bare der er (for) mange mennesker, vi rejste til området her i uge 10.

Niveau: Vi kæmper stadig lidt med at få skiselen vristet fra den mindste. Hun finder tryghed i at have den på, men skimæssigt kommer hun fint med omkring uden den også.

- Læs mere/se video fra turen her
- Læs mere om skiferie i Alpendorf/Skiamadé her


I Obertauern er der masser af sjov for de mindste - samtidigt er der yderst snesikkert

7 og 4,5 år - Obertauern

Uger på ski: Ældste barn 12 uger – Yngste barn 6/7 uger


Her kunne små og voksne have det sjovt

Vi rejser med venner og det større område giver muligheder, masser af skiløb og mulighed for at en voksen stikker med en gruppe andre voksne på tur. Obertauern området gav igen rigelige udfordringer til børnene. Skiområderne bliver også valgt ud fra at forældrene også skal have det sjovt og får udfordringer, det fik vi her, og alt gik - synes vi – op i en højere enhed. Vi boede på Hotel Marietta, hvor der var mange andre danske familier, børnene fandt sammen med andre og legede og hyggede efter skiløbet.

Niveau: Et godt skiområde, ungernes niveau gjorde at de kom fint med rundt i det meste af området.

- Læs mere/se video fra turen her
- Læs mere om skiferie i Obertauern her


I Sölden er der moderne lifte og brede pister

8 og 5,5 år - Sölden

Uger på ski: Ældste barn 13 uger – Yngste barn 7/8 uger


Et godt område til børn fra 8 års alderen

Vi hooker op med et hold med lidt ældre børn, skiområdet må gerne være større. Jeg har personligt besøgt Sölden utallige gange, og vi vælger det igen, nu som familiedestination. Området virkede fint nok, måske lige lidt overkill med nogle ret lange nedfarter fra gletscheren der kunne suge al energi ud af den mindste på 5,5 år.

Niveau: Begge børn er nu så øvede at vi kommer rundt uden skisele på den mindste, det skyldes nok primært erfaringen, hvor der er blevet kørt mange uger sammenlignet med børn der først starter i 5 års alderen. Så hvis man skal til Sölden med unge/børn, vil jeg for det meste sige at man ligeså godt kan vente til de er 8-10 år hvis man vil have fuld valuta for pengene – området er dyrere end gennemsnitsområderne.

- Læs mere/se video fra turen her 
- Læs mere om skiferie i Sölden her


Schladming var en stor succes - måske fordi, at vi havde vores egne private swimmingpool :)

8 og 5,5 år – Schladming i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 14 uger – Yngste barn 8/9 uger


Swimmingpool var en stor succes

Vi faldt pladask for muligheden for at få vores helt egen skihytte. Skiløb næsten til døren og et stort skiområde, et område som vi havde besøgt ca. 10 år tidligere og havde mange gode minder fra. Området er præget af skønne pister i skoven, de ”4 bjergtoppe” som området strækker sig over, kan gøre det svært at nå fra ende til anden med den mindste. Lidt samme udfordring som vi havde i Alpendorf året forinden. Vi nappede en dag bilen og kørte til den modsatte ende af området og startede dagen. Det gjorde at vi oplevede mere af området og det blev mindre et kapløb om at nå længst ud i området hver dag. Vi boede på Chalet Hauser Kaibling.

Niveau: Børnene kom fint med rundt. Selve området havde ganske få steder der gav udfordringer for den mindste. Desværre var et af disse steder pisten det sidste stykke ned mod vort chalet, som grundet uheldige vejrforhold var blevet lidt meget iset.

- Læs mere/se video fra turen her
- Læs mere om skiferie i Schladming her

10 og 7,5 år – Dachstein West i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 15 uger – Yngste barn 9/10 uger


Masser af plads på pisterne i uge 7

Vi valgte at tage til Dachstein i uge 7. Det gjorde vi med ønsket om ikke at ramme ind i resten af Danmarks børnefamilier, der valfarter til de mest populære destinationer i vinterferien. Den plan lykkedes ret godt. Der var masser af plads på pisterne og ingen liftkø. Det eneste lille minus ved turen var, at vi ramte området en ”varm” uge, det betød lidt tung sne.

Niveau: Børnene kom fint med rundt. Området har dog et par t-lifte som er lidt lange, så det er en klar fordel hvis man har trænet kørsel i sådan en.

- Læs mere/se video fra turen her

- Læs mere om skiferie i Dachstein her

Her er et stort legebarn... Og min datter er også på billedet ;)

10 og 7,5 år – Leogang i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 16 uger – Yngste barn 11 uger


Bagdøren til Skicirkusset

I Leogang havde vi en skiferie med sol, masser af pistekilometer, sjove funparks og hop.

Skal man sætte en finger, og her taler vi småting, så kan man sige, at Leogang er i udkanten af området, så skulle vi nå hele vejen rundt i Saalbach var der et stykke vej.

Det er et fedt område, når børnene har evner og energi til en masse skiløb.

- Læs mere om skiferie i Leogang her

Pigerne har det sjovt med skiguiden

11 og 8 år – Cervinia i Italien

Uger på ski: Ældste barn 17 uger – Yngste barn 12 uger


Snesikkerhed i verdensklasse

Vi tog flyet for en gangs skyld, da Cervinia er noget længere at køre.

Skiområdet er godt - og det har masser af højdemeter.

Vi synes, at restauranterne på den schweiziske side var dyrere og dårligere end dem på den italienske side. Hvis man vil tage højde for det, skal man lave tidlig eller sen afstikker til Schweiz og komme tilbage til Italien og spise.

Bordreservation var på mange restauranter nødvendigt, med mindre man kom tidligt, fra kl. 13 vil schweizere og italienerne nemlig bare sidde i solen og nyde Aperol.

- Læs mere om skiferie i Cervinia her

Der var blå himmel og sol i Cervinia

11 og 8 år – Ischgl i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 18 uger – Yngste barn 13 uger


90 % over 2.000 meter

Ischgl er et fedt skiområde, når børnene er erfarne og kan komme godt rundt i terrænet. Her er der masser af pister i forskellig sværhedsgrader, og en tur rundt på smuglerrunden til Samnaun i Schweiz er et must.

Byen er egentligt ikke særlig børneegnet… det er fest og farver, afterski og masser af drinks. Men vi spillede spil på hotellet og havde så stor fornøjelse af det gode skiterræn.

- Læs mere om skiferie i Ischgl her


11 og 8 år – Mayrhofen i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 19 uger – Yngste barn 14 uger


Et stenkast fra liften og snesikker dal med masser af udflugter

Jeg har besøgt Zillertal mange gange tidligere. Men det har altid været med det formål at tage på sen snesikker skiferie på Hintertux Gletscheren.

Denne gang hyggede vi os med tur til Kaltenbach, Hintertux og i selve Mayrhofen. Her var der en overraskende hyggelig gågade med masser af cafeer/butikker med mulighed for shopping og afterski.

Turen var så god, at vi genbesøgte Mayrhofen året efter, da pigerne var 12 og 9 år.

- Læs mere om skiferie i Mayrhofen her


12 og 9 år – Westendorf i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 20 uger – Yngste barn 15 uger


Skiwelt i uge 7, lidt crowded men stort…

Dette var vores første tur i elbil - og så var det også et specielt gensyn med den bakke, som den ældste havde debut på for 10 år siden i Hopfgarten.

I uge 7 handler det helt sikkert om at kunne komme ud i afkrogene af området, hvor der er færre mennesker. Der var total flaskehals ved den ene lift for at komme op om morgenen, næsten uanset hvornår man ramte liften.

- Læs mere om skiferie i Westendorf her

Hos os er både børn og voksne vilde med spisepauserne

12 og 9 år – St. Anton i Østrig

Uger på ski: Ældste barn 21 uger – Yngste barn 16 uger


Vi nærmer os teenage-årene

... Men det var nu ikke derfor vi valgte St. Anton, som er kendt for masser af god afterski og et snesikkert område med masser af offpiste.

Jeg var lidt skeptisk inden turen og bekymret for, om området var for udfordrende for ungerne - men det her blev virkelig en god tur.

Vi boede lidt fra centrum på lækkert hotel. Vi tog en shuttle til liften hver dag, det virkede perfekt.

Et lille tip til de pæne dage med høj sol og gode temperature: Smut i delikatessen i Spar supermarkedet og køb et par sandwiches og tag med på bjerget.

Så kan du med lidt bedre samvittighed nappe en frokost på en af de dyrere restauranter, du kan finde i området.

- Læs mere om skiferie i St. Anton her

Hvor skal vi på ski med børn næste gang?

Vi skal nok tilføje de kommende rejsemål til listen med lidt ord på valget og hvorfor vi tog destinationen. Håber du kan bruge det som inspiration, og skriv mig gerne en besked, hvis du synes jeg har overset et område eller at min opfattelse af et sted slet ikke passer med det du oplevede.

Guide til en succesfuld skiferie med børn

Når man tager på skiferie med børn, så er det vigtigt at det foregår på deres præmisser. Man plejer at sige, at hvis barnet har en god skiferie, så får I en god skiferie. Nedenfor, kommer vi med vores tips til at få en succesfuld skiferie med børn. 

Der er en verden til forskel mellem at tage på ski uden børn og med børn. Måske plejede du at stå på ski fra morgen til aften – køre mindst 10 ture op med liften hver dag uden andre forpligtelser end at nå en bestemt frokostrestaurant kl 13 og så i øvrigt hamre videre på afterski, når lifterne lukkede.

Pludselig befinder du dig i færd med at plove i slowmotion ned ad en blå piste med dit barn i en sele foran dig, mens folk fræser forbi med brede grin i hele fjæset. Og pludselig føles det som ét stort spild af liftkort, ja af penge til skirejsen.

1. Gør dig klar mentalt til en børnevenlig skiferie

Ok, det er meget hårdt trukket op. Men pointen er, at du er nødt til at træffe nogle klare valg, når børnene skal med på egne ski for første gang.

Det allerførste råd er derfor: Gør dig mentalt klar til, at du (sandsynligvis) ikke får stået nær så meget på ski, som du plejer.
Fokuser i stedet på at tilrettelægge skirejsen, så du i videst muligt omfang tilgodeser dit barn/dine børn. Og nyd, at du sandsynligvis hjælper dem til at få et livslangt og sundt kærlighedsforhold til vintersport.

- Sådan løser du de 10 største udfordringer med børn på skiferien

Hvis børnene har det sjovt, så får I en god skiferie

2. Vælg et mindre skiområde til børn

Når man vælger et skiområde til en skiferie med børn, så afhænger det meget af, hvilket niveau og alder, som børnene har. Det er også derfor, at jeg i denne artikler forsøger at beskrive, hvor gamle børnene er, samt hvilket niveau de har, så du let kan finde det område der passer til jer. Der er nemlig ingen grund til at have +100 pistekilometer, hvis børnene er mellem 1-4 år. 

Gode områder til skiferie med børn i Sverige og Norge

Rigtigt mange skiglade danskere har trådt deres barneskistøvler i Norge eller Sverige. Det er der en god grund til. I Norden finder du et hav af steder, hvor indkvarteringen er børnevenlig, hvor terrænet er overskueligt og roligt, og hvor børnene gradvist kan udvikle deres skiløb.

Ved skiområderne i Norden har man stort set Ski-in/ski-out alle steder, hvilket bare gør skiferien med børn meget lettere. Her kan man let gå uden for døren og lege i sneen, kælke, have sneboldkamp og lave en snemand, hvis børnene er trætte af ski, eller har brugt alt deres energi. Det bliver ikke meget mere børnevenligt end det.

Det er faktisk lettere at nævne de områder i Norge og Sverige som IKKE er børnevenlige, kontra at nævne dem som er! For jeg vil mene at næsten ALLE skiområder i Norden er børnevenlige og velegnet til en familieskiferie. Jeg vil selvfølgelig ikke anbefale Riksgränsen, Åre, Narvik etc. hvilket skyldes både afstand og niveau, men på de fleste andre skiområder er man næsten garanteret en børnevenlighed af høj klasse. 

Opsumering: Det er superlet at finde skiferier med børn i Norge og Sverige - som eksempelvis i Sälen, Trysil, Geilo, mfl.   


Gode områder til skiferie med børn i Østrig, Italien og Frankrig

Alpendorf, Østrig
Wagrain, Østrig
Lofer, Østrig
Maria Alm, Østrig
Schladming, Østrig
Waidring/Steinplatte, Østrig
Obertauern, Østrig
Livigno, Italien
Passo Tonale, Italien
Valloire, Frankrig

Mange forældre vælger at tage børnene til Alperne fra starten. Det kan man også sagtens. Men her skal man som forældre huske at skubbe sine egne ski-ambitioner i baggrunden. Vælg et skisportssted, der er kendt for sine børnevenlige rammer. Og vælg gerne et lille og roligt skisportssted, hvor børnene føler sig trygge, og hvor du som forælder føler dig tryg ved, at ungerne ikke bliver væk. Husk, at små skisportssteder som regel også er de billigste. Du bør prioritere disse, hvis du vil finde en billig skiferie med børn.

Børnevenlige skihoteller og lejligheder

 Widmoss, Wagrain, Østrig
 Grafenberg Resort, Wagrain, Østrig
 Hotel Dax, Lofer, Østrig
 Hotel Adamello, Passo Tonale, Italien
 Hotel Planai, Schladming, Østrig
 Chalet Hauser Kaibling, Schladming, Østrig
 Hotel Sendlhof, Waidring, Østrig

- Se 21 oversete skiområder til familierne her (Her er 13 områder med under pistekilometer og 8 med +50 pistekilometer)
- Disse skiområder anbefaler rejsebureauerne til den første skiferie
- Ski-in/ski-out her bor du på pisten
- Se skihoteller med all inclusive

Jo bedre faciliteter der er i området, nu lettere bliver det for dig og børnene

3. Det skal skiområdet kunne

Særligt i Alperne skal du være opmærksom på, hvordan skisportsstedet er “bygget op”. For børn betyder det rigtigt meget, at det ikke er for besværligt at komme til og fra skiterrænet. Hold derfor øje med skiområder, hvor I kan bo tæt på børneområdet/skiområdet. Jo færre minutter jo bedre.

Kan I undgå at tage en skibus, er det kun godt. Her anbefales en indkvartering med ski-in/ski out.

Er dine børn så små, at de skal blive i børneområdet hele ugen, er det et plus, hvis dette ikke ligger isoleret fra de voksnes pister. Har far eller mor fået frie hænder til lidt solokørsel, er det fint, hvis han eller hun kan smutte indenom og sige hej mellem turene. I børneområdet er det et plus, hvis der er “rullende tæppelifte”, så børnene undgår at bakse med slæbelifte.

For et barn er skiløb meget sjældent lig med en hel dag på pisterne. Overvej derfor en skidestination, hvor der for eksempel er et badeland for børn, gode indendørs legefaciliteter, en skøjtebane, en kælkebane osv.

Bor man tæt på børneområdet, kan man let komme hjem til frokost. Samtidigt er børneområder ofte gratis

4. Kør i egen bil, når du skal på skiferie med børn

Selv om det bliver stadig mere populært at tage flyveren på skiferie, vil de fleste børnefamilier nok foretrække bilen. Man kan blive træt bare ved tanken om at skulle slæbe udstyr til en hel børnefamilie ud og ind af lufthavne og busser.

Det er én ting. Noget andet er, at det med egen bil er lettere at sige: “Vi kører, når vi er klar. Og vi holder pauser, når børnene trænger til det”.

Går turen fra Jylland til Norge, er man nødt til at køre om morgenen for at nå middagsfærgerne. Kører I langt op i Sverige eller til Alperne, kan I eventuelt vælge at køre om natten, så børnene kan sove i bilen, og så I undgår den værste trafik.

 Se skirejser med fly
 Se skirejser med tog
 Se guide til skirejser med egen bil (kør-selv)
 Se skirejser med færge til Norge
 Se skirejser med færge til Sverige

Det er skønt med masser af plads, når i er en familie på skiferie. Her kan en stor hytte være en fordel

5. Indkvartering – sørg for god plads

Der findes hotelværelser med god plads til en familie. Men de hænger ikke på træerne. Så generelt er det en god ide for børnefamilier at vælge en lejlighed – evt. en hotellejlighed. Eller en hytte, hvis det er i Norden.

Indholdet fra fire kufferter fylder en del. For slet ikke at snakke om, hvis der også skal være plads til skiudstyr og vådt skitøj, der hænger til tørre.

Udgivet af: Rasmus Skov

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen