Singles' Weekend: Spar op til 20% på ski og støvler 🎿
Obertauern – som en perle i en muslingeskal

Obertauern – som en perle i en muslingeskal

Den gemte perle Obertauern, som er et af Østrigs mest snesikre skiområder skiller sig ud i forhold til andre skiområder. Her er snesikkert, børnevenligt og udfordrende pister til alle niveauer.

Skirejsebureauer der tilbyder Obertauern: DANSKI, Nortlander, Snowtrex

Forholdsvist impulsivt blev det en søndag aften besluttet, at vi i påsken 2019 skulle en tur på ski. Valget faldt på Obertauern. Et valg vi på ingen måder fortrød. Faktisk var Obertauern en positiv oplevelse på samtlige parametre – og nej, vi havde ikke kun sol og kaiserwetter hele ugen, som ellers kan have en vældig afsmittende effekt på ens objektive vurdering. Obertauern kan bare noget, vi ikke har fundet andre steder i Østrig.


Se videoanmeldelse af Obertauern her:




Den glade testfamilie

Og hvor er det så lige, at dette område skiller sig ud? Byen toner frem i det fjerne, beliggende som en perle i en muslingeskal, omgivet af en bred vifte af pister og lifter i én stor samsurium. Men byen ligger ikke kun som grå betonklodser, midt i alt det hvide. Her ligger store fine hoteller og huse indimellem både rå bjergskråninger og masser af træer, så charmen er reelt bevaret.

For selvom Obertauern faktisk byder på skiløb helt op i 2.313 meters højde (hvilket er ret godt for snesikkerheden), så er Obertauern ikke som en klassisk satellitby. Byen kan også prale af fornem historie med besøg og koncert af The Beatles tilbage i marts 1965. En koncert de faktisk spillede på det hotel vi boede på – hotellet kommer vi tilbage til. Udover koncerten så var formålet med opholdet at få optaget ”sne-scenerne” til filmen Help. Metal-silhuetter af de 4 band medlemmer midt på pisten, vidner da også om en vis stolthed over besøget. Pisterne, de er dog det, der gør hele denne fortælling så pokkers positiv og som Obertauern bør være allermest stolt af. 


Beatles spillede koncert på det hotel vi boede på

For sikke et utroligt spændende, sammenhængende og varieret område der her er at finde. Næsten uanset hvor du vælger at indkvartere dig i byen, har du skiløbet tæt omkring dig. Byens hovedvej har flere broer henover, som på fineste måde skaber sammenhæng mellem den ene og den anden bjergside for skiløberne.

På de i alt 100 km pister, er der nærmest uendelige muligheder for at cruise rundt dagen lang på ene gode pister og få de nødvendige løft i gode, solide stolelifter/gondoler – næsten alle af nyere dato. Faktisk har man på pistekortet highlightet en tur, hvor man kommer rundt om hele byen, denne kaldes ”Tauernrunde” og kan fint anbefales som en god introtur.


Der er god skiltning af Tauernrunde

Vores dage startede ofte med en tur til toppen med gondolen ”Zehnerkar 1”, for at varme op med en tur ned af den meget brede blå piste nr. 1a, for at søge længere ind i dalen via blå 14a/18d. Der er her faktisk tale om et meget langt stykke med skiløb, uden liftkørsel, som man på den måde starter dagen med. 


Zehnerkar liften, den perfekte start på dagen for os

På modsatte bjergside er den største del af området beliggende. Her finder man mange virkeligt gode røde pister i toppen af området. Vi blev især vilde med 5a og når 8-stols liften ”Seekarspitz” lydløst og komfortabelt løftede os til toppen på ingen tid, var der virkelig megen god reel skiløbstid, at få foræret her.

Bibo-Bär Familienpark, som vi fandt ned langs den blå piste nr. 18a, er et lille område for børn- og barnlige sjæle med forhindringer, porte, slalomspor og til sidst en kæmpe plastikhånd at give high-five til. Her fik vi et par ture med ungerne, men til dels også fordi der herinde var bedre plads, idet piste nr. 18a må siges at være en rigtig skiskole-piste, med mange lange ”ski-slanger” på vej nedover.


Der er super sjove funparks til de unge

De første to dage havde vi lidt skyer og tåge at tumle i. Her blev den blå piste nr. 21a et dejligt sted at holde til, idet den er yderst børne- og begyndervenlig. Beliggende lidt i læ ved en bjergkam og ved bunden af pisten har man både flere hyggelige restauranter og lifter der går i flere nye retninger – eller retur til toppen, at vælge mellem.

Tilbage på modsatte bjergside finder man bjergtoppen Gamsleitenspitz i 2.357 meters højde. Den noget langsomme og vel også ret udtjente 2-stolslift ”Gamsleiten” tager de modige med til den sorte piste nr. 26a. En piste der er både stejl og til tider smal og dermed akkurat så sort, som angivet på pistekortet. Solens stråler når aldrig rigtigt at kysse denne piste, hvorfor den er god når som helst på dagen.

Da vi fandt områdets funpark, følte vi os faktisk lidt på udebane. Måske mest af alt fordi vi ikke kunne køre ud af parken, men var tvunget til at gennemføre vores ”run”. Mor, far og to mindre børn, forsøgte efter bedste evne at navigere ned gennem funparken, som i Obertauern er et mini-område for sig. Beliggende i den allerførste del af dalen, byder man her på en hel ”tarzan-lignende” sti, hvor boardere og skiløbere fornøjer sig med utallige hop, rails og ramper, på en piste der ligger skjult bag en mindre bjergtop, med træer på begge sider. Det foregår blot alt sammen ved at køre på piste nr. 7b. Så er du til netop dette, er det blot at sætte kursen herimod – som nybegynder og børnefamilie vil vi dog ikke anbefale en tur på denne piste.

Har man lidt ekstra skidage og mod på mere, er det faktisk også muligt at besøge skiområdet Grosseck Speriereck, også kendt som Mauterndorf/St. Michael som liftkort udstedt til mere end 2 dage også gælder til.

Et af Østrigs mest snesikre skiområder

Ordet snesikkerhed bliver kastet i flæng fra skiområder overalt i verden. Naturligvis fordi sneen er et utal af alpebyers levebrød, og uden sne, ingen turister og penge. Investeringerne i snekanoner har været enorme overalt i verden. I Obertauern, som er den højest beliggende skiby i Salzburgerland med en beliggenhed 1740 meter over havet, kan man pryde sig af også at have forskernes bevis på at det er snesikkert. I 2016 offentliggjorde man et forskningsstudie der kigger på snedata fra mere end 100 år tilbage. En anden interessant observation i det store forskningsstudie er at man ikke ser en tendens til at der falder mindre sne, trods de konstante snakke om klimaforandringer.


Forskning i snemængder kårer Obertauern til det mest snesikre sted i Østrig

Restauranter i området

Intet godt skiområde, uden gode steder at tanke op med energi. Her har Obertauern både gode og mindre gode bud. ”Flubachalm” blev vores redning, efter turen gennem funparken. En lille fin solterasse, hvor man sidder med den skønneste udsigt til byen og bjergene omkring. Der er færre mennesker her og så serverer de en pokkers god kaffe og kaiserschamrrn.


Tid til pause og optankning af batterierne

De fleste dage spiste vi frokosten ved den meget imødekommende og hyggelige ejer på ”Dikt’n Alm.” Et noget mindre sted, men med service og smil hver dag. På den anden side af bygningen finder man det mere fancy ”Kringsalm,” hvor der serveres gode burgere på en stor, solterrasse med dj, høj musik og festlig stemning. Stedet er ret populært, så forvent mange mennesker fra frokost og frem.

Solterrassen ved Kringsalm

Hvis man gerne vil nyde pomfritter, som næsten alle steder nu til dags tilbyder, skal man imidlertid ikke tage til ”Hochalm”. Her er udvalget noget begrænset og heller ingen fritter at få. Om eftermiddagen var der liv og glade dage ved Gamsmilchbar på toppen ved Zehnerkarbahn. Solstole, musik og glade mennesker med en øl eller kaffe ved hånden. Vi, i en flok på 8 personer, ville gerne joine, men måtte desværre droppe tanken og køre videre. Årsagen var, at vi ikke havde nok kontanter og dermed gerne ville betale med kreditkort. Men her vil de ikke tage imod kreditkort, når man køber for et mindre beløb – og det beløb var vel at mærke højere end vi 8 mand høj kunne sammensætte en ordre for… Undskyld Østrig, på det her punkt må I altså snart finde ud af at vi er langt forbi årtusindeskiftet.

Byen og indkvartering

Vi boede, som tidligere nævnt, på hotellet som også tidligere har huset selveste The Beatles. Hotel Marietta som kan findes hos Danski er da også et flot og meget stort hotel, som ligger blot få hundrede meter fra en piste, med adgang til alle herlighederne. Desuden byder hotellet på pool, spa og wellness-afdeling, fitnessrum med diverse træningsmaskiner og meget mere. 

Generelt er bybilledet præget af mange større hoteller, men også lejligheder og pensioner findes her. Byen er centreret omkring den ene hovedvej, som bryder op igennem landskabet, i bunden af dalen, med skiløb på begge sider – ja selv hen over vejen. Der er dog også enkelte butikker, supermarkeder og små hyggelige caféer, hvis man ellers kommer lidt længere ind i dalen og dermed ind i byen. 


3 gode:

- Ski in/out, næsten uanset hvor i byen du bor

- Højt beliggende skiløb og dermed god snesikkerhed

- Gode lifter – et minimum af slæbelifter

3 dårlige:

- To bjergsider, skygge/sol-side

- Restauranterne i området varierer meget – dyrt og fancy vs. småt og ringere udvalg

- Tag selv dertil og find på en 3. Det er faktisk et ret fedt sted. 


Morgentåge og perfekte sneforhold i slutningen af april


Her ses det mere tydeligt, hvordan man har 360 graders skiløb


Vi har tidligere besøgt Obertauern, hør Kims reportage fra dengang herunder, og læs også hans anmeldelse her



Læs mere om skiferie i Obertauern her

Udgivet af: Rasmus Skov

Rejsebureauer til Obertauern
Fakta om Obertauern
Skiområdet: 1639-2350 m.o.h.
Byen: 1740 m.o.h.

100 pister i alt
60 km blå
36 km rød
4 km sort

Lifter: 27 stk.

Slæbelifter: 6
Stolelifter: 19
Kabinelifter: 2

Mere om skiferie i Obertauern

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen