Sådan løser du de 10 største udfordringer med børnene på skiferien

Sådan løser du de 10 største udfordringer med børnene på skiferien

Børn er en velsignelse – tro kopier af os selv, bare med mindre forbehold, kortere ben og en mindre blære. Ja, de på alle måder fantastiske og umulige at have med på skiferie i én og samme ombæring.

Selvfølgelig skal børnene med på skiferie! Husk dog at pakke langmodighed ned sammen med de lange underbukser, for det er ikke kun jeres baglæns plov, der vil blive sat på prøve. Nu sidder der en række forældre og nikker indforstået samtidig med, at alle ”jomfruerne” er sikre på, at det ikke er så slemt endda. Så lad os da bare dykke hovedkulds ned i listen af udfordringer:

1. Rejsen

Det starter som regel allerede, når I har sat jer ind i et transportmiddel væk fra egen bopæl. Dit barn citerer Æsel fra Shrek med en sådan troværdighed, at du forskrækkes. Førend I når grænsen til Tyskland, kan du ikke længere på to hænder tælle, hvor mange gange sætningen: ”Er vi der snart?” er blevet sagt. En god tommelfingerregel er at downloade film, medbringe iPads, farveblyanter og tegneblokke i massevis, så er man helgarderet og kan måske nå frem til destinationen med besindelsen delvist i behold.

Læs også: De bedste tips og tricks til kør-selv skiferien

"Er vi der ikke snart?", vores allesammens yndlings spørgsmål!

2. Dit barn fryser

Du er på skiferie og forhåbentlig omgivet af sne, og det sker ofte, at børnene fryser så sørg for at iføre dem den rigtige beklædning.

Det vil sige: skiundertøj, skisokker, halse-disse, vanter, imprægneret skitøj og hjelm (evt. pandebånd eller hue under). Man skal sikre sig, at det hele slutter tæt, for sne opfører sig ligesom sand – det trænger ind alle vegne. Det kan være en udfordring i sig selv at være en meter høj, så hjælper det jo ikke, at der samtidig vælter sne ind i støvler og handsker, når man prøver at holde hovedet ovensne – også selvom man selv besluttede at hoppe ind i snedriven. Forældre, bedsteforældre og au-pair bør investere i en rygsæk med plads til ekstra fleecetrøje og skiftesokker.

Det er vigtigt, at de er klædt rigtigt på og at tøjet slutter helt tæt!

3. Dit barn græder

Du har investeret i skiskole, og dit barn har nærmest ikke talt om andet på vej ned igennem Europa, men når dagen endelig oprinder, bryder lille Hugo ud i gråd og nægter at deltage. 

Den første dag på skiskole er som regel enormt overvældende for børn i alle aldre – også selvom skiinstruktøren er en smilende, lyshåret, dansk pige på halvanden meter. Peter har evnen til at overbevise både dig, mig og alle tilskuere om, at skiskole er verdens ende (mindst), og at oplevelsen bliver et traume og tillidsbrud, der vil forfølge dem op igennem voksenlivet – men lad mig afmaskere denne forestilling. Ingen børn dør af at være på skiskole, ligeså lidt som de dør af at gå i skole. Det største traume er i virkeligheden nok det som påføres forældre, når de opdager, at deres børn kan klare sig uden dem. 

De bliver bedre, selvstændige skiløbere. Så selvom de græder og kaster sig på jorden, når de bliver afleveret på mødestedet, så er det bedste for alle parter, at I forældre overlader børnene til instruktørerne og gør jer usynlige indtil,m at de skal afhentes igen. Jeg har personligt aldrig undervist et barn, som græd i mere end 5 minutter efter, at forældrene var gået. Desuden er det overraskende, hvad børn faktisk formår at præstere, når der ikke er forældre til at samle dem op fra pisten og køre i lift med dem!

Læs også: Her kan du finde danske skilærere

Det kan godt være overvældende at blive afleveret i skiskole

4. Dit barn er sulten

Det er helt grundlæggende, at børns skitøj er udstyret med en masse lettilgængelige lommer, så der er plads til ”skibenzin” og penge. Deres størrelse er groft overvurderet af vi voksne. Tallerken- og T-liften er dobbelt så lang for dem som for os, og de skal bruge dobbelt så mange kræfter på at nå op til toppen. Derudover er vind, vejr og sanseindtryk også udmattelsesfaktorer vi glemmer at tage højde for. Kuren kan være slik i lommerne og en varm kakao med flødeskum, begge kendt under betegnelsen skibenzin. Varm kakao med flødeskum er sjovt nok en sætning, alle børn evner at beherske på adskillige sprog fra engelsk til italiensk, så forældre; frem med parløren.
Foto: Nanna Vedel-Hertz
Der skal være tid til at tanke "skibenzin"!

5. Dit barn skal på toilettet

Mange gange! Og de husker det som regel kun i sidste øjeblik. Det er en kæmpe udfordring at være forældre på skiferie. Man skal huske ski, stave, hjelme, handsker, huer, halse-disser – alt sammen i pixi-størrelse – og nu også toiletbesøg. Gør det for vane, at det er det sidste barnet gør inden, man går ud ad døren og spørg så igen jævnligt, når I kommer forbi hytter, lifter etc. Hvad end de små er spændte, kolde eller bare spiser sne fordi de kan, så er toiletbesøg mere hyppige end til hverdag. Husk at indberegne tid til afmontering af skitøj.

Beregn tid til toiletbesøg - mange af dem! 

6. Dit barn har taget de forkerte ski og stave

Det er et af de mere tidskrævende scenarier på skiferien, dog et der kan undgås. Oftest starter dette problem hos forældre og ikke børn. Børn er meget opmærksomme på, hvordan deres ski ser ud – og det er ned i detaljen. Når man har lejet ski og stave, så brug lige fem minutter på at tale om skiene (farver, billeder, eventuelle tal og bogstaver). Vær på forkant med problemet og hav nogle små klistermærker med i lommen så ski og stave kan markeres. 

Skulle Hugo være kommet til at tage forkerte ski og stave, kan man altid henvende sig til pågældende skiudlejning, der så kan kontakte de personer, som er blevet et par ski fattigere. Sædvanligvis opstår problemerne af den årsag, at alle skibutikker storindkøber partier af samme ski. Det er super vigtigt, at I ikke bare løfter på skuldrene og lader stå til, hvis problemet opstår. Også selvom Hugo klarer sig med fem centimeter længere ski. Skiene er indstillet til pågældende barns støvlestørrelse, færdigheder og vægt. Desuden kan man komme til at bøde dyrt, hvis man kommer ned i skiudlejningen med andre ski end dem, der er registreret i systemet. 

Sæt et sjovt klistermærke på skiene, så kan de små nemt finde dem!

7. Dit barn har ondt i fødder og øjne

Det er super, SUPER vigtigt at lytte til og tage de to tilfælde særdeles alvorligt. Børn er nogle selvstændige individer med en fast holdning omkring, hvad de skal og ikke skal have på, når de er på pisten. Desværre er den mindst populære beklædningsgenstand i børneuniverset skibriller (universalt kendt som goggles) og solbriller, der ellers går under navnet ”hurtigbriller” blandt tilhængere af goggles. Det er som barn IKKE en mulighed at nedlægge veto mod at skulle bære disse på skiferien. Skibriller eller solbriller skal plantes i børns ansigt, når der løbes på ski uanset vejret. Gå i skarp træning hjemmefra og sørg for, at det er en ordentlig kvalitet, som ikke dugger, er for stor til hjelmen eller blokerer Hugos luftveje. 

Hvis et barn får ondt i fødderne, så er der én til flere årsager og løsningsmodeller: Skistøvlen er for stor, for lille eller for smal / sokkerne sidder forkert i støvlen eller sømmen irriterer / støvlen er spændt for hårdt. Lokaliser smerten og find frem til de opremsede problemstillinger hurtigst muligt, da det kan ende med vabler og i værste tilfælde en forstuvet ankel. 

Det må ikke være muligt for et barn at nedlægge veto mod skibrillen!

8. Dit barn bliver væk

Udrust altid dit barn med et synligt telefonnummer inklusiv landekode på enten hjelm eller tøj. Børn bliver væk, også selvom vi gør alt for at undgå det. Forannævnte kræver dog, at du som forældre er udstyret med en åben mobiltelefon og en mobiloplader. Tiden hvor mobiltelefoni var urimeligt dyr i udlandet er overstået, så der er ingen undskyldninger. Mødepunkter er også en mulighed, hvis området ikke er for stort og uoverskueligt. Man kan også bruge ”find min iphone”, som er en app Apple har lavet. Rigtig mange familier bruger også walkie-talkies. 

Læs også: 5 gode apps til skiferien


Sørg for at have en løsning, allerede inden dit barn er over stok og sten!

9. Dit barn kan ikke finde ud af liften

De fleste begynderbakker er udstyret med rullebånd, torv eller tallerkenlifter. Jo før junior får styr på dem desto bedre. Skal man på skiskole, er det ikke en mulighed at sidde på benet af en voksen, blive båret etc. Hvis man ikke selv behersker evnen at lære børnlille at stige om bord på tallerkenliften så fortvivl ej. Bare husk at fortælle liftpasserene, hvis det er barnets første gang, eventuelt at han eller hun er usikker, hvis dette skulle være tilfældet, så klarer de resten – så godt, at man skulle tror, at de havde gået til det.
 
Skulle barnet falde af liften, er den optimale løsning, at de skubber sig ud til siden, hvor de skal blive liggende indtil du kommer og henter dem. De kan potentielt udnytte spildtiden til at spise noget skibenzin. Gør man det for vane at kombinere fald fra lift med slik, så glemmer børn både forskrækkelsen og i samme omgang har de ikke tid til at blive væk. 

Vi husker alle vores første gang med en træklift - personligt var det ikke en succes for mig!

10. Dit barn bliver bange

Det hedder sig, at børn er frygtløse, og at de ikke slår sig. Det er tilnærmelsesvis sandheden, dog er det vigtigt at kende forskel på tilbageholdenhed og decideret frygt. Du skal ikke tage liften op med Hugo på benet, hvis der er en chance for, at du selv laver en maveplasker ovenpå det arme barn. Det skal nok virke traumatiserende til evig tid. Hold dig nær så du altid er der som livline, hvis skien skulle klikke af, eller noget andet uventet hænder.

Er du ferm nok på ski så tag den baglæns ned ad bakken og hold øjenkontakt, hvis barnet går i stå midtvejs. I værste tilfælde bør man, for alle involvererede parters skyld, investere i en privatlektion eller to – eller som man siger – lade de professionelle komme til. 

De synes jo, at det er sjovest at køre stærkt - men frygten kan komme ud af det blå!

Nu har vi været omkring de største udfordringer, så I forældre og jeres børn bogstaveligt talt er godt klædt på til jeres første eller næste skiferie. Så ønskes I ellers en ski’ go’ tur.

Læs også:
Guide til en succesfuld skiferie med børn
8 udfordringer vi alle har oplevet på skiferien

Har du flere gode råd eller en god anekdote om jeres første skitur, så glæder vi os til at høre dem. Send dem gerne til redaktionen@skisport.dk

Udgivet af: Tamar Barbara Andersen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen