« Til oversigten

Wagrain - En favorit blandt familier med børn

Wagrain er kendt og meget velbesøgt af mange danskere isæt i højsæsonen. Vi pakkede bilen for at undersøge om stedet er en ferie værd.

Skiområdet i Wagrain er rigtig godt til børnefamilier og nybegyndere. Der er mange pister, især røde og blå. De enkelte sorte er overkommelige, også for de fleste børn, da de er forholdsvis korte og oftest meget brede. Skal man udfordres i terrænet, vil jeg anbefale at man trækker mod Flachau, gerne med et besøg i den lille gryde ved Mulde (Lift: Top Liner-Mulde). Her er der en god sort piste og solskin.

Området hænger efterhånden godt sammen, de tidligere flaskehalse i liftsystemet er næsten væk, dog kan man godt savne at Zauchenseee, Kleinarl og Flachauwinkl integreres bedre, så man slipper for skibussen. Der er gode restauranter - Prøv gerne Hans i Hullet (Hachau Alm). (Allerede i 2017 bliver Kleinarl bedre integreret - læs mere om den nye lift her)

Hygge hos Hans i Hullet

I skiområdet findes der efterhånden også en del ”funareas”. Begrebet ”funareas” dækker over snowparks med hop og rails, og funslopes - baner med diverse forhindringer (tunneller, hop, bump mm). Se video af funslopen på Sonntagskogel 2015/2016 herunder.


Generelt er de fleste lifter i Wagrain moderne kabinelifter eller stolelifter med varme i sæderne. Den mest specielle lift i området er G-Link banen. Den forbinder Grafenberg og Griessenkareck, og gør at du ikke behøves benytte dig af skibusserne. G-Link liften er lidt atypisk, da den ikke giver nogle højdemeter. Man tager til mellemstationen, og derfra er der forbindelse over byen til mellemstationen på det andet bjerg. Smart, især hvis det er dårlig sne i dalen. Da Wagrain ligger lidt lavt, er en af de risici man skal overveje inden man booker, dårlig sne i dalen på grund af lavt beliggende område. Dette er naturligvis især gældende, hvis man skal afsted tidligt eller sent på sæsonen. Heldigvis har man valgt at placere begynderlifte og børneområder oppe i terrænnet, så de mindste også har adgang til den gode sne.

På toppen af Grafenberg starter dagens skiskole

Toppen af Grafenberg er et udmærket startpunkt for dagen. Det er her børnene kan afleveres i skiskolen, og det er her, der er begynder lifte. Derudover er det et udmærket udgangspunkt for ture til Alpendorf eller Flachau. Under vores besøg var det også her man kunne få Drive-In massage.

Massage drive in på Grafenberg ?

Børnenes Wagrain

Wagrain er meget børnevenligt, især på grund af den velbesøgte skiskole, hvor det er muligt at få undervisning af danske skilærere, uanset hvilket niveau man er på. Skiskolerne giver mulighed for mange forskellige pakker, lige fra privat timer til heldags undervisning inklusiv frokost. Vi valgte at tilmelde børnene på en uges skiskole med 2x2 timers undervisning om dagen, adskilt af en kort frokost pause. Det fungerede fint, og vi nød at spise frokost med børnene i pausen.

Frokostpause i skiskolen

Skiskolerne er vant til mange børn, og det giver mulighed for at skabe grupper, hvor mange børn er på samme niveau, hvilket giver mulighed for sjov og hurtig læring. Det giver også mulighed for at skifte hold midt på ugen, hvis et eller flere børn er kommet foran (eller bagud). Brug denne fleksibilitet, hvis I vil have mest muligt ud af skiskolen. Vi brugte Rot-Weiss-Rot og var godt tilfredse. Skiskolen starter med at inddele de mange børn i forskellige grupper, ud fra en kort tur i slalombanen, det er effektivt, da børnene vurderes ud fra deres reelle kunnen og ikke ud fra forældrenes vurdering ? 

Der køres tæt i skiskolen

Skiskoleugen blev afsluttet af en fin slalomkonkurrence, hvor alle børn fik medaljer og diplom overrakt - en god afslutning på ugen.

Men skal vi så tage derned?

Ja, det skal I, hvis I har børn og prioriterer en ferie på børnenes præmisser. Der er rig mulighed for gode familiehoteller (Vi boede på Grafenberg Resort direkte ved pisten), der giver plads til børn og leg. Vores børn nød samværet med mange andre danske børn på hotel og i skiskolen. Når det er sagt, vil jeg tage et andet sted hen, hvis jeg skulle rejse helt uden børn. 

Kun 50 m Grafenberg Resort finder du Grafenberg liften.

Læs også 10 ting du skal opleve på din skiferie i Wagrain


Skiferie forslag i Wagrain

Haus Amadeus Haus Amadeus Bus fra 6.099,-/pers.
Haus Peregrina Haus Peregrina Fly fra 3.899,-/pers.
Lejligheder Amadeus Lejligheder Amadeus Bil fra 3.557,-/pers.
Ferienhaus Wilden Hann... Ferienhaus Wilden Hann... Bus fra 5.445,-/pers.
Nulstil   Udvidet søgning