9 ting, du skal opleve i Bad Gastein

9 ting, du skal opleve i Bad Gastein

Bad Gastein er en vanvittigt charmerende gammel kurby med stejle gader og et brusende vandfald i byen. Her bør du prøve de termiske bade. Du bør lege Jamens Bond for en aften på Grand Hotel.

Du ku også tjekke, om Lars Penis smider tøjet på Hægblomms Bar. Og så skal du prøve en af Østrigs fedeste offpiste-ture.    

1. Prøv 1.600 meter pudderkørsel fra Schareck

Er du til hardcore offpiste, er vejret godt, og er du i god form? Så skal du definitivt hyre en skiguide og prøve at køre ned fra Schareck, der er en bjergtop på 3.122 meter. Schareck er et af de tre højeste bjerge i “Goldberggruppen” i grænselandet mellem nord- og sydalperne.

Her er tale om et af Østrigs absolutte offpiste-højdepunkter. Og det er lige så meget en oplevelsestur som en skitur.

Du får 1.600 uberørte højdemeter, og du får alle typer terræn og alle typer hældninger – både brede “højsletter” og smalle passager.

Skiløbere, der har prøvet denne legendariske tur, siger, at de aldrig før har fået så mange sammenhængende puddersving i deres liv.

Turen er krævende men kan løbes af alle, der har prøvet offpiste nogle gange, da skiguiden kan vælge ruter med forskellig sværhedsgrad.

2. Slap af i det nyrestaurerede Felsentherme

Hænger sneskyerne så tungt over dalen, at du ikke orker at tage på ski? Eller har du lyst til en gang afslapning i varme bassiner efter en lang dag på brædderne? Så skal du ikke snyde dig selv for en tur i de termiske bade i Felsentherme, der for nylig er blevet gennemrestaureret.

Her er 32 grader varme bassiner både indendørs og udendørs - og en børnepool. Du kan svede igennem i sauna eller dampbad og bestille massage til de ømme ski-ben, hvis du sku ha lyst. Og har du ikke fået motion nok, kan du træne igennem i fitnessmaskinerne.

Det særlige ved vandet i Felsentherme er, at det har været sådan cirka 3.000 år undervejs gennem klipperne, før det popper op som mineralrige og helsebringende kilder i Bad Gastein. Tre timer i Felsentherme koster 22 euro for voksne. En hel dag koster til gengæld kun 25,50 euro.

Foto: Bad Gastein

3. Tag til Sportgastein, hvis du vil højt op

Er sneen lidt slushet i Bad Gastein (1000 meter), vil sneen sandsynligvis være langt bedre i Sportgastein, der ligger i 1.584 meter, og som er det højest beliggende skiområde i Gasteiner-dalen. Herfra kan du tage en kabinelift op til Kreuzkogel i 2.650 meters højde. Pisterne heroppe er røde og blå, så terrænet er godt for lidt øvede og mellemgode skiløbere.

Til gengæld er der gode muligheder for offpistekørsel uden for pisterne. Og så er her en langrendsbane, hvis du har langrendsski med og får lyst til en tur langt oppe i det alpine landskab.

 

4. Se (måske) Lars Penis smide tøjet på Hæggbloms Bar

Med temaaftener som “Ibiza party”, “Pimps‘n Prostitutes Party” og “Fuck Off Party” slår Haeggbloms ligesom tonen an for 2016 sæsonen. Er du bare lidt glad for østrigsk afterski, må du ikke forsømme at gå på Hæggbloms Bar. Her er åbent til to-tre stykker om natten, og der er absolut gang i den.

Det er her, man kunne se (og måske stadig kan se) norske Lars Penis optræde med sin guitar og med en flaske Jack Daniels tapet fast til sin venstre overarm, så han kan blive ordentligt fuld, mens han spiller og gradvist tager tøjet af, indtil der ikke er mere at tage af.

Se også listen med de 7 vildeste afterskisteder i alperne.

5. Oplev jazz-festivalen i marts

Fra fredag den 11. marts og til søndag den 20. marts er der jazz i stride strømme i Bad Gastein. Er du i byen i denne periode, skal du ikke blive nervøs, hvis du på din vej ned ad pisten møder et jazzband, der står og spiller løs midt i sneen. Om aftenen vil de jazzede toner stømme ud fra byens hoteller, skihytter og på jazzklubben “Sägewerk”. Og med jazzede toner menes alt fra klassisk jazz til blues, tango, afrorytmer og kammermusik.

Du kan læse mere om festivalen her

6. Tag en kælketur med børnene

I sætter jer op på store jule-agtige trækælke, der før i tiden blev brugt som transportslæder. Og så går det ellers dernedad. Er det mørkt, når I tager turen, er der sat fakler i snekanten langs banen til at lyse vejen for jer. Kælketuren er 2,5 kilometer lang. Den hedder Naturrodelbahn Bellevue- Alm, og den ligger ved Bellevue-Alm Stoleliften, som man tager op til startstedet. Kælkebanen er åben hver dag fra 10.30-17. Og hver aften fra klokken 18.00-24.00. Sidste tur kan altså køres så sent som klokken 23.30. Måske er det liige til den sene side for de mindste børn!

Har I mod på mere kælkeri, findes der også kælkebanen Aeroplan, hvor man kører op med Schlossalmbahn og stiger af på mellemstationen Kitzstein. Herfra er der en kort gåtur til Aeroplanstadl, hvor kælketuren starter. Denne kælkebane er 3,3 kilometer. Den er “kun” åben fra 8.00-16.00

Foto: Bad Gastein

7. Prøv et slalomløb på konkurrencebanen i Graukogel

Selv om Graukogel-området ikke hænger helt sammen med de øvrige skiområder i Bad Gastein, skal du selvfølgelig stå på ski her. Her finder du lange og vanskelige pister. Og de fleste pister ligger i skovområder, så de ligger godt i læ og er lette at orientere sig i i dårligt vejr.

Men så er her også konkurrencebanen Reichebenhang, der er åben hver torsdag fra 14. januar til 25. februar. Her kan alle få lov at være gæsteskiløbere, og det er et oplagt sted at suse hen med et par venner og dyste på tid og teknik. Hvis du vil prøve banen, skal du/Imelde jer til senest onsdag kl 16. på turistbureauet. På løbsdagen er der nummeruddeling kl 10.30. Selve løbet starter kl 11. Det koster 5 euro at deltage, men det er gratis, hvis du har GasteinCard.

Du kan finde kontaktinformationer på deres events her.

8. Se Snowboard World Cup i januar

Er du i Bad Gastein den 8. og 9. Januar, kan du se verdens bedste mandlige og kvindelige alpine snowboardere konkurrere i parallel-slalom, hvor man dyster mod hinanden to og to.

Foto: Bad Gastein

Er du mere til Big Air, er der en World Cup-afdeling i denne disciplin i schweiziske Davos den 16. januar. Er du til snowboardcross, kan du se en World Cup afdeling i franske Puy St Vincent 16-17 januar.

Se kalenderen over alle sæsonen World Cup løb i snowboard her. 

9. Se freeride mellem byens tage – i 2017

Hvert andet år arrangeres der Red Bull Playstreets i Bad Gastein. Denne attraktion kan du først opleve igen 2017, men den skal altså med i denne liste. For er du i byen i uge syv næste år, kan du se nogle af verdens bedste freeridere lave slopestyle-parkour midt i Bad Gastein by. Det skulle være et fedt syn at se vovehalsene lave deres stunts mellem byens huse.


Vi har tidligere besøgt Bad Gastein en del gange du kan læse og se video fra vores december tur til Bad Gastein her og en anden skiferie i Bad Gastein her.

Og skal du til Bad Gastein og Østrig for første gang, kan du her læse en liste med ting du bør smage på din skiferie i Østrig.

Udgivet af: Jesper Svennum

Fakta om Bad Gastein
Skiområdet: 835-2686 m.o.h.
Byen: 1100 m.o.h.

201 pister i alt
60 km blå
117 km rød
24 km sort

Lifter: 47 stk. / 71.261 pers/time

Slæbelifter: 15
Tog/baner: 1
Stolelifter: 18
Kabinelifter: 10

Mere om skiferie i Bad Gastein

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen