Cyber Monday - ALT er nedsat!
Ski - købe eller leje?

Ski - købe eller leje?

Læs om fordele og ulemper ved at købe og leje ski.

Hvornår skal man købe sine egne ski og hvad er fordele og ulemper ved henholdsvis at eje sine egne ski eller leje ski når man skal afsted. I det følgende prøver vi at kigge på fordele og ulemper. Nedenstående er ikke en facitliste til hvad man bør gøre, men gode tips og ting man bør overveje.

Punkt 1, udlejningski er udlejningski!

De ski der benyttes til udlejning er i mange tilfælde specialski lavet til udlejning. En ski der skal udlejes mange gange stiller særlige krav. Den er typisk lavet mere solidt end andre ski. Ofte er en udlejningski stivere og med kraftigere kanter end ski der ikke er lavet til udlejning. Udlejningski kan være af meget svingende standard, du kan være heldig at få helt nyt udstyr - typisk først på sæsonen eller i højsæsonen. Du kan også være uheldig at få slidt og dårligt vedligeholdt udstyr typisk sidst på sæsonen og i højsæsonen igen (her udlejes alt det udstyr forretningen råder over).




Børn og ski

Børn vokser hurtigt og derfor kan det i mange tilfælde være en fordel at leje udstyret til børnene. Men rejser man flere gange årligt eller har man flere børn der evt. kan arve skiudstyret efter hinanden kan det muligvis betale sig at købe udstyret. Et komplet børnesæt kan erhverves for ca. 1723,-

Vælger man i stedet at leje udstyret skal man være opmærksom på at der mange steder (specielt i Norden) medfølger hjelm med ved leje af ski.

Fordele ved eget skiudstyr:

* Du slipper for at skulle jagte ski sammen med alle andre på ankomstdagen.
* Dine skistøvler er helt sikkert ikke brugt hele ugen før
* Du lærer din ski at "kende"
* Den lille ekstra weekendskitur eller dagsturen bliver endnu nemmere med eget udstyr
* Støvlerne er kun brugt af dig, de fleste nye støvler er lavet så de former sig efter din fod ved opvarmning. Det giver perfekt tilpasning som du ikke opnår i en udlejningsstøvle.

Ulemper ved egne ski:

* Transport til og fra destinationen. De fylder i en bil og koster 2-300,- at medbringe i flyet. Med skistøvler er man desuden presset til det yderste når bagagen skal holdes under 20 kg.
* Vil du have det nyeste nye hele tiden tjener skien sikke ikke hjem inden du skal skifte

Fordele ved at leje på destinationen

Du kan bytte udstyret såfremt du har problemer med det.

 



Fordele ved at leje hjemmefra

Lavere priser end på destinationerne

Hvad koster et komplet sæt ski og skistøvler i forhold til at leje?

Et sæt ski, skistøvler og stave til skiløberen der gerne vil have sit eget udstyr og har stået nogle år på ski kunne se sådan her ud:
Skistøvler: fra 1.200,-
Ski: fra 1.649,-
Skistave: 109,- (ved køb sammen med ski)
Total: ca. 2.958,-

Til sammenligning koster en standardskileje bestående af ski, støvler og stave, på 5 udvalgte destinationer:
Trysil (N), 7 dage 795 DKK
Saalbach (A), 8 dage 735/900 DKK (standard/top)
Avoriaz (F), 7 dage "sølv udstyr" 1163 DKK
Canazei (I), 8 dage 385/535 DKK (standard/top)
Branäs (S), 8 dage 800 DKK

Altså er hele sættet umiddelbart tjent hjem efter 4-11 uger. Støvlerne kan holde i mange år og en ski kan slibes 10-20 gange. Har man derudover mulighed for eksempelvis at dele udstyret med en anden går det endnu hurtigere, artiklens forfatter har eksempelvis kunnet dele et par ski med et familiemedlem, skien (købt i januar 2002) har kørt 47 dage siden de blev købt, svarende til ca. 7 ugers skiløb. Disse ski er mere end tjent hjem i forhold til at leje og der er masser af ugers godt skiløb tilbage i disse. De skal bare have noget voks og en slibning i ny og næ.

Ca. priser på vedligehold i Danmark:

Voksning: 79,-
Voks + slib: 139,-
Voks + slib + lapning af huller: 200,-

Udgivet af: Rasmus Skov

Find tilbud på skirejser