Skibums i Val Thorens

Skibums i Val Thorens

Val Thorens er med sine 2300 meter over havets overflade det højest beliggende ski resort i Europa. Dermed er det skimæssige udgangspunkt perfekt, da man bor lige ud til pisterne og altid kan køre på

Samtidig er Val Thorens en del af "Les 3 Vallées", De 3 Dale, som udgør det største skiområde i verden med mere end 600 km piste. Så ingen tvivl om at forholdene er optimale. Dette er også en del af forklaringen på hvorfor et stort antal unge mennesker hvert år valfarter til Val Thorens og slår sig ned i byen som skibumser. Men resten af forklaringen skal findes, når lifterne lukker og mørket falder på. Så folder Val Thorens sig for alvor ud, først med festlig afterski og senere med det vildeste natteliv i Alperne.

Selvom det kan blive sent ud på natten er det værd at stå tidligt op og tage på en af de mange fantastiske offpiste ture De 3 Dale byder på. Er man mere til halfpipes, rails og kickers er der også gode muligheder for at få masser af udfordringer. Val Thorens har en park, der bliver bedre og bedre for hvert år og derudover findes der intet mindre end 5 fremragende snowparker i naboområderne i De 3 Dale, som man nemt kan komme til på ski eller snowboard. Er du nybegynder er der ligeledes perfekte forhold og du vil hurtigt udvikle dig på ski eller snowboard, når du har mulighed for at tage ud og øve dig hver eneste dag i flere måneder.

Som skibums i Val Thorens er man en del af en stor gruppe unge, der alle er kommet for at have den bedste tid i deres liv - og det ender de fleste med at få! Byen summer af liv og der er masser af muligheder for andre aktiviteter, når man trænger til at tage en fridag fra skiene. Man lærer mange nye mennesker at kende og bliver knyttet sammen på en helt særlig måde på en vinter som skibums. Man keder sig aldrig og efter en sæson i Val Thorens har man helt sikkert samlet en lang række minder for livet.

Er det svært at finde arbejde?

Nej der er masser af jobs at få og danskere har et godt ry som arbejdskraft de fleste steder. Det er en fordel, hvis man kommer fra starten af sæsonen, men så er der også mulighed for at få jobs som bartender, afrydder, dørmand, skishop arbejder, hotelpersonale, rengøring, bud, chauffør og lignende. Man skal selv være opsøgende og tage rundt i byen og forhøre sig, så viser det sig at der er brug for arbejdskraft mange steder.

Hvordan bor man?

Som skibums bor man typisk i en bumselejlighed sammen med 3-5 andre. Det er ikke de største lejligheder i verden, men man vænner sig hurtigt til det. Som regel er der en balkon, hvor man smider alt sit ski og snowboard gear ud og så har man en form for fælles stue, hvor man spiser, ser film og opholder sig. Der er ingen tvivl om, at man kommer hinanden ved i bumselejligheder og det er også en af grundene til at man knytter helt specielle bånd med sine room mates. Det er en god idé fra starten at lave en aftale om hvad man forventer af hinanden med hensyn til oprydning, rengøring osv. På den måde er der klare linjer og man kan nemt holde lejligheden i en stand alle kan leve med.

Hvordan finder man lejlighed?

Næsten alle finder sig en lejlighed hjemmefra, men der er sikkert stadig enkelte hardcore bumser, der bare møder op og taler med nogle folk og håber på det bedste. Jeg vil dog klart anbefale, at man ordner de ting på forhånd. Man kan både være nogle stykker, der ønsker at bo sammen eller man kan komme alene og blive sat sammen med andre i samme situation. Jeg tog selv af sted alene på min første sæson i Val Thorens og fik lejlighed igennem Alpservice, som også satte mig sammen med nogle andre. Det fungerede helt perfekt. Alle er åbne for at møde nye mennesker og man bliver hurtigt nære venner med sine room mates og mange af de andre bumser.

Har du nogle gode råd til kommende skibumser?

Jeg vil bare sige: "Gør det!" Det er den fedeste tid. Kom tidligt (december) hvis du vil have job. Der er desuden masser af små "tricks" hvis man er på røven. Fx kan man sætte et skilt på døren til sin lejlighed, hvor man beder afrejsende gæster om deres overskydende mad og drikke. Det er tit overraskende hvor meget der efterlades og gratis øl og sprut smager jo ikke dårligt. Men bare se at komme af sted, så lærer du hurtigt gamet.

Referencer: www.alpservice.com, www.radfilm.dk




Af Troels Feodor

Udgivet af: Rasmus Skov

Fakta om Val Thorens
Skiområdet: 1300-3200 m.o.h.
Byen: 2300 m.o.h.

600 pister i alt
200 km blå
250 km rød
150 km sort

Lifter: 189 stk. / 260.000 pers/time

Slæbelifter: 86
Tog/baner: 3
Stolelifter: 66
Kabinelifter: 35

Mere om skiferie i Val Thorens

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen