Her skal du køre offpiste i Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn

Her skal du køre offpiste i Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn

Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn har et ry som udpræget hyggeområde med lette pister og masser af familier. Men der er masser af freeride at komme efter. Her er vores favorit-runs i

Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at når man kører væk fra pisterne, er man som udgangspunkt på egen hånd. Husk derfor disse grundregler:

  • Kør aldrig alene.
  • Skal du længere væk end lige ved siden af pisten, så hav lavinebipper, sonde og skovl med.
  • Tjek lavinefareudsigten og vurder sneen - er det klogt at køre ud i dag?
  • Er du i tvivl, om hvor vidt noget er klogt, så er du ikke i tvivl - kør et andet sted.

Se her hvor du skal køre offpiste i Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn


De senere år har Skicircus Saalbach-Hinterglemm-Leogang-Fieberbrunn for alvor cementeret sig som en sand danskerfavorit. Det er nu det (af danskerne) andet mest besøgte skiområde i Østrig, kun overgået af den evige etter på dette punkt, Wagrain.

Det er blandt andet de 270 kilometer perfekte pister, der primært ligger i den lette ende, samt de hyggelige byer, Saalbach og Hinterglemm, der har tiltrukket de mange nordboere. Umiddelbart skulle man ikke tro, at et familievenligt skiområde fyldt med pister af den lette slags skulle byde på specielt interessant offpiste.

Tænker man sådan om Saalbach, tager man dog fejl. Der er utallige gode offpiste-ruter i området, og da Fieberbrunn, som i årevis har været kendt som en fantastisk offpistedestination, i 2016 blev forbundet med resten af Skicircus, kunne området for alvor bryste sig af at være en god destination for freeridere.


Saalbach blev forbundet med Fieberbrunn, hvilket gav fantastiske offpiste muligheder til området


Offpiste i Saalbach, Hinterglemm & Leogang

Saalbach er det tættest befolkede men også mest alsidige område at køre freeride i. Der er utallige zoner med muligheder til enhver. Her gennemgår vi nogle af dem.

Offpist til nybegyndere

Til dig, der ikke er stamgæst i puddersneen, er især hele bjergsiden nord for dalen, som Saalbach og Hinterglemm ligger i, at foretrække. Her kan du se terrænet fra lifterne, og de store, åbne vidder, som ligger på solsiden, er et trygt sted at lære at køre uden for de præparerede pister.

Alternativt er området omkring Grosser og Kleiner Asitz ovre mod Leogang et godt sted at starte. Her ligger desuden NITRO Snowpark & Freeride Park, hvor der både kan laves vilde tricks på de mange features eller køres offpiste i trygge rammer.

Det, der gør de ovennævnte områder gode, er at alt terrænet kan ses fra liften og ikke er for stejlt, og at man aldrig kommer langt væk fra pisterne, hvis bare man husker at orientere sig.


Der findes masser af let tilgængelig offpiste, som du ikke skal hike for at komme ud til

Offpiste til de erfarne

I sæsoner med masser af sne har skoven under Schattberg Ost en del muligheder. Træerne står tæt, men der er flere muligheder for at køre pudder i mere eller mindre åbne områder under liften hele vejen ned til Saalbach by.

Vil man have endnu vildere terræn, finder man det ovre under Zwölfer-Nordbahn. Direkte under liften er der 900 højdemeter fyldt med lavinefangere, klipper og fantastiske muligheder for at kaste skiene rundt på en stejl bjergside med mulighed for at køre i semi-åbent terræn eller mellem træerne. Holder man sig under liften er man også sikker på at komme ud det rigtige sted.

En anden lidt mindre udfordrende nedfart findes ved at køre ned i de træer, der ligger ude til højre for den sorte pist, der går fra toppen af Zwölferkogel og ender nede ved den røde pist nummer 14. Her er der stejlt og fyldt med muligheder i den store chute eller mellem de spredte træer. Spot dit run nede fra den røde 14’er, så du ikke kører blindt ud i det, og så er der et par gode hundrede meter at køre.

Er man klar på at hike/skitoure er turen fra Hohe Penhab (tæt på Zwölferkogel) og ned til den røde 14’er også en fremragende tur med store vidder på en stejl bjergside med mange muligheder.

Er der koldt nok og sne nok, findes der et par udmærkede nedfarter i skoven under og til højre (når man kigger ned ad bjerget) for Steinbergbahn 1 i Leogang.


Vi har gennem flere gange, fundet det mest fantastiske sne i Saalbach/Fieberbrunn


Freeride/offpiste i Fieberbrunn

Det er ikke tilfældigt, at Fieberbrunn i mange år har lagt hus til et stop af Freeride World Tour’en og de seneste år også til Freeride DM. Så snart man kører fra Saalbach-Hinterglemm og over mod Fieberbrunn, ser man hurtigt, at bjergene ændrer sig drastisk. Her kan især erfarne freeridere køre fantastisk sne på stejle bergsider.

Freeride til nybegyndere

Hvis man ikke allerede har et vist kendskab til offpisteskiløb i udfordrende terræn er Fieberbrunn måske ikke stedet at starte. Der er et markeret og kontrolleret freerideområde, der starter ved toppen af Lärchfilzkogel, men selv dette er relativt stejlt, hvis ikke man er vant til at køre offpiste.

Vil man som nybegynder køre offpiste i Fieberbrunn, er det bedst at holde sig tæt på pisterne, hvor man kan se hele sin nedfart. Der er flere træer, klipper og andet utøj her i området end ovre i Saalbach.

Freeride til de erfarne

… er der næsten ubegrænsede muligheder. Rundt i området er der utallige runs, som kan spottes fra pisten eller liften. Det, som Fieberbrunn er blevet berømt for, er dog terrænet, som man finder ved at tage Hochhörndl-liften op i 2.020 meters højde og så køre ud af backcountry-gaten. Herfra er der flere nedfarter, der starter i alpint terræn og ender nede i fedt skiløb mellem træerne (se billedet for de markerede nedfarter).

Alt efter hvor meget, man er villig til at hike/skitoure er der utallige muligheder i Fieberbrunns sidecountry/backcountry, men fordi man her kører uden for skiområdets grænser, er der væsentligt højere krav til egne kundskaber. Man skal have alt sit lavineudstyr med, og man skal kunne vurdere både snelag og terrænkarakteristik for at holde sig sikker. Herude må man aldrig bare følge spor, som man ikke ved, hvor ender henne.

Kronjuvelen i Fieberbrunn er bjerget Wildseeloder, som kan bestiges med skiene spændt på rygsækken eller ved at skitoure op. Dette er bjergsiden, der bliver benyttet til at køre Freeride World Tour på en gang om året. Toppen er ekstremt stejl (omkring 50 grader), og bunden af nedfarten er ligeledes teknisk - det her bjerg skal man kun bevæge sig op på, hvis man virkeligt har styr på sine skifærdigheder og er afsted med en dygtig gruppe.

En anden god og lang tur får man ved at tage Hochalm-liften i Hinterglemm op. Herfra følger man den blå 25’er et par hundrede meter ned til venstre. Der, hvor pisten drejer rundt til højre og ned af bjerget, tager man sine ski af og går op over Hochalmspitze (se billedet). Fra toppen kører man ud på en højderyg, og herfra åbenbarer sig omtrent 500 højdemeters værd af åbne vidder, hvor især toppen har mange fede features. Fra bunden af nedfarten glider man direkte ud til bunden af TirolS-liften. Man skal dog være særligt opmærksom, når man kører her, idet terrænet gør laviner meget mulige, når sneforholdene er til det. Desuden skal man have ret godt styr på, at man kører ned til den rigtige side. Kør med nogen, der kender området.


Her er du garanteret nogle rigtig gode runs!


Find din skiferie til Saalbach her


Læs også - Derfor skal du på skiferie til Saalbach

Udgivet af: Rasmus Bragh Schulz

Fakta om Saalbach
Skiområdet: 1003-2100 m.o.h.
Byen: 1003 m.o.h.

270 pister i alt
140 km blå
110 km rød
20 km sort

Lifter: 70 stk. / 120.000 pers/time

Slæbelifter: 20
Stolelifter: 22
Kabinelifter: 28

Mere om skiferie i Saalbach

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen