« Til oversigten

Et alternativt kig på Idre Fjäll

Idre er et fantastisk skiområde til børnefamilier, men hvordan egner området sig egentligt til den meget erfarne skiløber, som elsker adrenalinsus? Vi har været afsted for at tjekke.

Idre Fjäll er en rigtig dansker-klassiker. I februar måned er mere end hver fjerde overnattende gæst i området dansker. Sådan er det sandsynligvis, fordi området ligger inden for en fornuftig afstand af den danske grænse, og ganske enkelt fordi det er et enestående godt skiområde til børnefamilier.

Det er efterhånden ligeså meget en kendsgerning, som at jorden er rund. Det er da også noget af det første, man ligger mærke til, når man ankommer til stedet. Små farverige hytter pryder dalen, og så er børneområderne så godt som allestedsnærværende i skiområdet. Alt dette er udpenslet i mange artikler før denne, og derfor er de ovenstående sætninger sidste gang i denne artikel, at børnevenligheden bliver udpeget.

Hør Rasmus' rejseberetning fra Idre Fjäll her:


Idre Fjäll sagde nemlig (noget i stil med) ”Hey! Vi er er super alsidigt område, som udover børnefamilier også sagtens kan tilfredsstille til folk, der elsker adrenalinsus og høj puls.” Skisport sendte således fluks en medarbejder nord på, for at tage et kig på Idre Fjäll gennem en adrenalinhungrende, erfaren skiløbers øjne.



Der er gode muligheder for aftenskiløb efterfulgt af god mad og hygge i hytten

Et utal af forskellige skiformer

Idre Fjäll kommer som skiområde størrelsesmæssigt ikke op i samme liga som de store Østrigske områder. Når det så er sagt, så skal Idre Fjäll heller ikke sammenlignes med alpernes mastodonter. Hvis man vil have enorme bjerge og mange kilometer lange nedfarter, så ved man sandsynligvis godt, at de største bjerge findes mod syd.

Det ved folkene bag Idre Fjäll også udmærket godt. Så når man ikke kan rage højt, må man rage bredt, og det gør Idre på så fremragende vis. Som det ses i videoen i toppen af artiklen, så byder Idre Fjäll på massevis af forskellige skiformer. 



Du finder alt fra langrend til skicross i Idre Fjäll

Det åbenlyse at starte med er det traditionelle alpine skiløb. Hvor afvekslende og sjove pisterne og terrænet var, var umiddelbart det første, der gik op for den udsendte, som ellers er vandt til alpernes største skiområder. Fjeldets forside, hvor byen ligger, er klassisk svensk skiterræn. Pisterne er grønne, blå og røde og ganske brede og overskuelige for så godt som alle skiløbere. Bevæger man sig om på fjeldets bagside (nord- og østsiderne) er historien dog en helt anden. Her snor og bugter pisterne sig på spændende vis, og det giver en fed følelse af at være på udflugt, som den udsendte var meget imponeret over.

Tip: Pernilla Wiberg Hotel er et helt fantastisk alternativ til livet i en hytte. Værelserne er store, maden god, baren er hyggelig, og atmosfæren er varm og indbydende.



Flere af stederne i Idre kan man stå på ski direkte til hoveddøren

Stejlt og hurtigt

Jeg var på forhånd lidt spændt på, hvad der ventede, da Idre Fjäll kontaktede os og sagde, at de udover utallige faciliteter for børn også havde skiløb, som kunne få pulsen op på en relativt erfaren og offpisteglad adrenalintosse som mig.

Før skiløbet gik i gang, fik vi en god snak med chefen for skiskolen i Idre Fjäll, Björn. Han sagde mange interessante ting, men noget, som jeg især bed mærke i, var at Idre åbenbart var det svenske landshold i alpinskis foretrukne træningsarena. Han sagde også, at stedet i 2017 var vært for verdensmesterskaberne i Speed Skiing. Interessant.



Rekorden i området er på 180 km/t

På fjeldets nordside skal man blot kigge ned ad de sorte pister længst ude til højre (når man står oppe på fjeldet), og så ser man måske nogle særdeles dygtige skiløbere i særdeles stramt tøj køre slalom mellem porte i en fart, som de færreste kan matche. Lyster man, kan man dog give det et forsøg på den store slalombane, som også er udstyret med en timer, som kan hjælpe dig og dine venner/familie med endegyldigt at afgøre, hvem der rent faktisk er den hurtigste på holdet.

Hvis nu du skulle gå hen og tabe den konkurrence, er der måske en chance for at vinde en endnu mere prestigefyldt titel. Omme på fjeldets østside finder I nemlig Chocken, Nordens stejleste piste, som er et godt sted at afgøre, hvem der er holdets modigste skiløber. Det er også på denne bakke, at de førnævnte verdensmesterskaber i Speed Skiing bliver afholdt. Her dropper skiløbere udover fjeldets kant og peger skiene direkte ned mod bunden. I løbet af få sekunder accelerer de op til over 180 kilometer i timen. Noget der nok er mere fascinerende at se end at prøve. For pisten er helt ekstremt stejl og lang, så falder du her, stopper du ikke, før du er helt nede i bunden.



Bare rolig, der findes også helt almindelige pister til dig som ønsker det

Taber man også her, kan man bevæge sig om på Skicross-banen. Også her vil erfarne skiløbere få udfordringer nok, når sving, pukler og hop skal forceres, mens man prøver at lægge så meget afstand som muligt mellem sig selv og konkurrenterne. Det er også på denne bane, at verdensmesterskaberne i Skicross skal holdes i januar 2018.



Der er noget for alle niveauer, her ses de mere brede og bløde bakker til begyndere og let øvede

Tak for kaffe

Konklusionen er, at Idre Fjäll har meget mere at byde på end først antaget. På intet tidspunkt i løbet af de tre dage, vi tilbragte i området, kedede vi os. Tværtimod fik vi sjældent pulsen ned i længere tid, end det tager at spise en tallerken kødboller med kartoffelmos.

Det betyder ikke nødvendigvis, at skiområdet kan hamle op med alpernes største skiområder, men som det blev nævnt i starten af artiklen, så er det heller ikke det, Idre prøver på. Det, de prøver på, er at tilfredsstille hele familien. Det betyder børn, der skal på ski for første gang, voksne, som kører vidt forskelligt på ski, og teenagere, der bare vil have det vildeste. Og det gør Idre Fjäll helt fantastisk. Så når de siger, at de tilbyder skiløb for hele familien, så mener de det i bogstaveligste forstand.



Ide Fjäll byder på masser af muligheder for at prøve aktiviteter udenfor skiløjpen, som eksempelvis kørsel på snescooter

Så er I en gruppe toprutinerede skiløbere, som bare skal afsted og buldre ned ad mange kilometer sorte pister, så er det måske ikke Idre Fjäll, I skal søge mod. Er I derimod en gruppe skiløbere af blandet niveau og alder, som gerne vil give de helt nye såvel som de mest rutinerede skiløbere mulighed for at køre i hvert deres tempo, samtidigt med at alle stadigt kan mødes til frokost, så er Idre Fjäll et virkeligt godt bud.

Skisport.dk fik turen af VisitSweden. Det har ikke påvirket anmeldelsen.
Billederne har vi selv taget eller fået af Idre Fjäll.

Læs vores tidligere besøg i Idre Fjäll her. 

Skiferie forslag i Idre Fjäll

Idre Ski Apartment Idre Ski Apartment Bil fra 535,-/pers.
Lejlighed type 9C Lejlighed type 9C Bus fra 1.895,-/pers.
Lejlighed type 9C Lejlighed type 9C Fly fra 1.895,-/pers.
Type 10 - 4-7 personer Type 10 - 4-7 personer Bil fra 41,-/pers.
Nulstil   Udvidet søgning