« Til oversigten

Skiferie og det blå sundhedskort - regler på skirejsen

Rejseforsikring, skiferie og det blå sundhedskort - aktuelle regler til skirejsen

Det Blå Sundhedskort/sygesikringskort - dækning på skiferie

Har du fået det blå sundhedskort? Det meget vigtigt, hvis du ikke vil risikere store regninger, hvis du kommer til skade på skiferien. Hav også en rejseforsikring, der dækker de “sorte huller” i det blå kort


Skiskader er noget, vi helst ikke snakker om. Det er jo noget, der kun sker for de andre på pisten. Men der er en meget vigtig grund til, at skiløbere og snowboardere skal lytte godt efter her:

Kun det blå sygesikringskort dækker

Hvis du ikke vidste det, så dækker det gule sundhedskort ikke længere som rejsesygesikring uden for norden. Du er ganske enkelt nødt til at have det nye blå sundhedskort, for at kunne få gratis behandling europæiske lande.

Risikerer at skulle stille enorm bankgaranti

Har du ikke dit blå kort, hvis du skal behandles på f.eks. et fransk privathospital, kan du risikere et skulle ringe til din familie eller bank og overtale dem til at stille store bankgarantier, før lægerne vil behandle dig. Ikke ligefrem noget drømmescenarium, hvis man ligger på et hospital med en skiskade.

Du vil sandsynligvis kunne få refunderet dine udgifter, hvis du bestiller det blå kort, når du kommer hjem til Danmark. Og du vel at mærke har husket at gemme alle kvitteringer!

Men som sagt risikerer du at skulle lægge ud for behandlingsudgifter. Kan du ikke det, risikerer du, at lægerne simpelthen nægter at behandle dig.

Og så giver det en masse administrativt bøvl, når du kommer hjem. For det kan være, at du skal søge staten om noget af beløbet og din kommune om resten af beløbet.

Det får du dækket af det blå sundhedskort

I store linier dækker det blå sundhedskort hele dit behandlingsforløb, hvis du kommer til skade i EU lande OG Schweitz. Det gælder både hvis du bliver akut syg, og hvis du kommer til skade.

Du får dog kun dækket de behandlinger, som landets egne borgere ville få dækket. Det er sundhedspersonalet i det pågældende land, der vurderer, hvilken behandling der er nødvendig, hvor længe du skal blive i landet, og hvordan du eventuelt skal sendes hjem.

Så langt så godt.

Det Blå Sundhedskort. Offentlig dækning på skirejsenDet Blå Sundhedskort bestilles på Borger.dk - leveringstid op til 14 dage

Det får du IKKE dækket af det blå sundhedskort

Men læs godt efter hér: Følgende dækker det blå sundhedskort IKKE:

1. Det blå sundhedskort dækker som afsæt KUN behandling på offentlige sygehuse. En redningshelikopter eller ambulance vil typisk flyve eller køre dig til det nærmeste hospital. Også hvis det er et privat ét af slagsen. Nogle private hospitaler har en ordning, der gør, at det blå kort alligevel dækker. Men det er indviklet at forklare her. Du kan gøre det, at du undersøger, hvordan hospitalsforholdene er dér, hvor du skal hen.

2. Det blå sundhedskort dækker IKKE altid selve redningen med helikopter eller ambulance. Hvilket betyder, at du risikerer selv at skulle betale transporten til klinik eller sygehus.

3. Det blå sundhedskort dækker IKKE udgifter til hjemtransport. Det har det gule sundhedskort ganske vist heller ikke gjort siden 2008, men det ændrer ikke ved sagen. Det betyder, at du selv kommer til at betale for tre sæder i ruteflyet, eller plads på knogleekspressen, hvis du skal transporteres hjem i liggende tilstand – og ikke kan benytte den hjemtransport der var planlagt.

4. Med det blå sundhedskort har du IKKE adgang til en dansk alarmcentral. Du skal derfor huske at have skiområdets egne alarmnumre med dig i terrænet (hospitaler, pisteservice osv.).

Et godt tip er at samle disse ting på en seddel i din pung, som du altid har i en lomme i skijakken, og hvor du har det blå sundhedskort og de vigtige nød-telefonnumre liggende.

Sørg for at være forsikret hvis ikke du kan eller vil betale selv

Den eneste måde, du kan gardere dig mod uforudsete udgifter i forbindelse med en skiskade er at have en god rejseforsikring. Enten i dit eget forsikringsselskab eller hos forsikringsselskaber som eksempelvis Europæiske Rejseforsikring.

Uanset hvad du vælger, bør du sikre dig, at policen dækker over de "huller", som det blå sundhedskort ikke dækker. Og at du ikke betaler unødvendigt meget for at få dækket de ting, som det blå sundhedskort allerede dækker for dig.

Det er meget forskelligt fra selskab til selskab, hvordan de skruer en forsikring sammen. Måske skal du tegne en særskilt skirejseforsikring. Det kan du let finde ud af ved at ringe dit forsikringsselskab.

Sådan bestiller du det blå sundhedskort:

Du kan bestille det blå sundhedskort ved at kontakte Borgerservice i din kommune eller direkte på www.borger.dk

Regn med, at det tager et par uger fra du bestiller kortet, og til du får det.

Læs mere om det blå sundhedskort på: www.huskdetblaa.dk

Læs evt. nyheden: Ulykken skete, da jeg mindst ventede det.
Om en dansker, der det ene øjeblik kørte roligt på en rød piste. Og det næste øjeblik lå med dobbelt lårbensbrud.

Læs om hvordan du sikrer dig den rigtige erstatning ved en varig skiskade

Nogle du kender der bør læse om det Blå Sundhedskort og tipsene? Så del artiklen med dem nedenfor til højre: