« Til oversigten

St. Martin de Belleville – Gourmet, godt skiløb og en god historie

De 3 Dale indeholder alt dét der gør skiferien helt speciel. Fantastisk skiløb, gourmet af bedste klasse og et væld af sjove alternativer til skiløbet.

Når man nævner St. Martin ved de færreste, hvad det er for en by, hvilket skiområde den ligger i og hvad man finder der. Når man så nævner at det er i De tre Dale i Frankrig, og at byen faktisk er grunden til at såvel Val Thorns som Les Menuires eksisterer, bliver mange nysgerrige – for hvad er nu det for en by?

St. Martin satsede på skiturister

I artiklen kigger vi nærmere på De tre Dale og sætter fokus på maden i St. Martin - dét vi allerede nu godt tør kalde en lille joker i det populære skiområde. St. Martin de Belleville fik sin første skilift tilbage i 1958, ganske få år efter, at der var kommet elektricitet til byen. Oprindelig en traditionel bjergby og det er det stadig - i dag dog tilsat lifte der giver adgang til et af Europas største sammenhængende skiområder, nemlig De tre Dale.

I 1960´erne oplevede byen en stor nedgang i indbyggertallet. De unge søgte væk fra landbruget og mod industribyerne, og bystyret besluttede at der fremover skulle satses på skiturister.

Det var starten på opførslen af Les Menuires og 10 år senere besluttede man at udvide med endnu en by – nemlig Europas højst beliggende ski-by Val Thorens i 2300 meters højde. Skiområdet, som ydermere hænger sammen med Courchevel og Meribel, byder på rigtig gode skiforhold.
Foto: G. Lansard, © Saint Martin de Belleville Turistkontor

Skiområdet i De tre Dale

Mange kender De tre Dale og området er utrolig populært. 174 lifter giver adgang til 600 km pister hvoraf de 43 % af dem er dækket af i alt 1.990 snekanoner. Snesikkerheden er med andre ord i top, og den kommende skisæson går da også fra 4. december 2010 til 25. april 2011.

Med udgangspunkt i St. Martin når man nemt ud i hjørnerne af skiområdet. Det luksuriøse Courchevel er et besøg værd, om ikke andet for at komme tæt på drømmene. Her virker alt muligt hvis bare man har penge nok. La Croix ski til 50.000 € i skibutikken, dyr champagne på hotellerne, og da Skisport.dk slog vejen forbi, havde man skaffet en stor del af Salvatore Dali´s kunst til byen i form af skulpturer, der kunne ses overalt.

Adgangen til området sker fra St. Martin med en kabinelift og efterfølgende moderne stolelift, som giver adgang mod såvel Meribel og Val Thorens/Les Menuires siderne.

Antallet af gæster der kan være i de forskellige byer giver også et indtryk af hvor trængslen er, og det er ikke i St. Martin. Der er ca. 2.600 gæstesenge, til sammenligning er der ca. 10 gange så mange senge i både Les Menuires og Val Thorens, med et godt tysk ord, risiko for ”Stau” ved liften. Det oplevede vi ikke i St. Martin.

Foto: G. Lansard, © Saint Martin de Belleville Turistkontor

Byen St. Martin

St. Martin er historien om den lille bjergby. Der er stadig en slagter, en købmand, en kirke, et torv og alt det der skal være i en fransk landsby, og det relativt lave antal gæstepladser betyder at byen er forholdsvis rolig. Du kan sagtens komme på afterski, men du finder altså ikke 5.000 festende gymnasieelever i byen. Dette er måske netop årsagen til at en række af gode spisesteder er dukket op og har succes med at servere egnsretter af bedste kaliber.

Besøg St. Martin og afsæt penge til at gå ud og spise 3-4 aftener og du vil få såvel gode ski- som gourmet minder. Men inden vi længere nede slutter artiklen af med vores spisetips, får du lidt tips om byens andre aktiviteter og indkvarteringsmuligheder.

Lejlighed eller hotel i St. Martin

Vil du til St. Martin er indlogeringsmulighederne mange. I centrum findes ældre rustikke lejligheder til meget attraktive priser når man ser på det skiområde der er adgang til. Du kan også vælge at indkvartere dig i det meget nye lejlighedshus ”Les Chalets du Gypse”. Her findes lejligheder fra 4 til 10 personer lige ved pisten, med pool, fitnessrum, spa og wellnessområde. En lækker lejlighed til 10 personer kan i januar lejes for omkring DKK 1.900,- pr. person for en uge. Er du til hotel, er priserne i et noget andet niveau, men så er aftensmaden også inkluderet – du må bare ikke snyde dig selv for de kulinariske oplevelser der findes uden for hotellets køkken. Kombinationen af en lejlighed og muligheden for at prøve nogle af de gode spisesteder vil derfor være vores anbefaling.


Aktivitetetsmuligheder i dalen

Hvis det ikke skal være ski eller snowboard findes der flere aktiviteter i dalen. Mest spektakulært er “Roc’n Bob” kælkebanen som er 4 km lang fordelt på 450 højdemeter. Turen fra toppen er den ultimative kælketur - 22 sving opdelt i 4 forskellige zoner af forskellig type. Eksempelvis et afsnit med mange sving, og et med masser af fart. Minderne fra turen er styrt, flyveture og masser af grin i de fem slæder som vi kørte i - og ja, det blev naturligvis et lille kapløb mellem de udsendte testkørere. Vinderen blev så optaget af fart, at retningen mod liften blev misset.

Skisport.dk´s udsendte har prøvet en del kælkebaner, men denne er en absolut vinder. Suveræne forhold, forskellige hældninger og sving - den kunne ikke være bedre. Sikkerheden var i top og alle deltagere blev udstyret med pandelamper og skihjelm, hvis ikke man havde sin egen med. Prisen for en tur lød på 10 €, hvis man var udstyret med liftkort. Børn mellem 7 og 10 kører gratis med på forældrenes kælk.


I skiområdet på vejen mod Courchevel kan man besøge en Indianer-landsby. Her er der mulighed for en anderledes aktivitet i form af bueskydning. Hvis evnerne skal udfordres på en anderledes måde kan et stop overvejes – og for børn og barnlige sjæle er der mulighed for en gang krigsmaling. 


I selve St. Martin finder man byens bymuseum, som fortæller en unik historie der går tilbage til 50´erne og fortæller om livet og dalens udvikling fra landbrugsdal til et af Europa´s ski-mekkaer. Et besøg værd hvis man er interesseret i at se den udvikling der er sket over de sidste 50 år.

I Les Menuires bydes der om aftenen på fodbold i sneen på den store oppustelige fodboldbane, ligesom der er mulighed for at besøge det store sportscenter med pool, sauna, squashbaner og meget mere. Er energien ikke brændt af på dagens sne-aktiviteter er der med andre ord masser af aktiviteter i St. Martin og nabobyen Les Menuires.

Gourmet guiden for St. Martin og De tre Dale

Under vores ophold i St. Martin og De tre Dale oplevede vi nogle af områdets fantastiske gourmetrestauranter - blandt andet følgende som vi kun kan anbefale.


Le Montagnard i St. Martin de Belleville

Byder på traditionelle franske retter lige fra tartiflette til fondue. Indretningen er som taget ud af 1800-tallet – autentisk, med lave lofter og pynt på væggene. Restauranten ligger centralt i St. Martin og kan nås til fods fra de fleste lejligheder og hoteller.

Ferme – Auberge de Chantacoucou i St. Martin de Belleville

Her er alt produceret i huset. Køer og geder går i den ene del af huset og i den anden ende findes restauranten. Fra loftet hænger restaurantens hjemmelavede pølser og skinker til tørre. En specialitet som indehaverne Josette og Bernard har lagt meget kærlighed i.

Menuen varieres fra dag til dag. Under vores besøg fik vi pate og røget skinke til forret, et lækkert stykke kød med kartoffelmos til hovedret, efterfulgt af ost og crème brûlée til dessert. Vi kom af med 20 € for en menu – med vores øjne rigtigt meget for pengene.

La Choumette - Kostalden i St. Martin de Belleville

Den nemmeste måde at finde La Choumette på er at følge vejen eller stien fra St. Martin op mod ”Les Chalets du Gypse”. La Choumette ligger på den modsatte side af vejen, og her bugner menukortet af spændende retter og vine.

En af specialiteterne er deres crème brûlée som laves med tre forskellige smagsvarianter - Genepi, jordbær og viol. De serveres samlet, så du kan nyde ikke bare én, men tre crème brûlée. Gennem vinduer i restauranten er der kig ind i stalden til geder, køer og får.

Stedet ligger også perfekt til en sen frokost i terrænet inden dagen skal afsluttes. Solen kommer lige ned på terrassen og der er ikke mere end et par hundrede meter ned til byen.

Foto: Hôtel Restaurant La Bouitte

La Bouitte i St. Martin de Belleville

La Bouitte er et absolut must - ikke kun på grund af maden, men fordi det er en perfekt mulighed for at forkæle kæresten, konen, den forlovede eller en helt fjerde der fortjener en oplevelse helt ud over det sædvanlige.

La Bouitte er den fantastiske historie om familien Meilleur’s passion for mad og gode oplevelser. Restauranten startede op som noget der mest af alt mindede om en pizzarestaurant, men kan i dag stolt fremvise hele 2 Michelin stjerner.

Døren til det idylliske hus, der er bygget i Savoyard stil, åbner til kulinariske oplevelser som den anden Michelin Stjerne i sig selv fortæller, at man ikke får mange steder i verden. Derfor er opgaven at beskrive den unikke stemning nærmest umulig - vi lader i stedet billederne tale for sig selv.

Listen af berømtheder, der har spist på stedet, er enorm, og blandt de mest prominente hører Kong Juan Carlos af Spanien og efterhånden som retterne serveres bliver det klart for en, hvorfor det her hører til verdens ypperste køkkenkunst. Kombineret med den bjergtagende udsigt smager det blot endnu bedre.

Prikken over i’et er et prisniveau, der sammenlignet med danske priser, er meget lavt. En 5-retters menu koster under 1.000,- kroner pr. person, og en 3-retters menu koster i omegnen af 500 kroner. Prisen gør stedet særdeles populært og betyder også, at det er nu du skal reservere bord til den kommende vinter, hvis du vil være sikker på at få plads i din ferie.


Skisport.dk var inviteret til St. Martin de Belleville af Happy Skiing og Frankrigs Turistråd. Vi boede på Hotel St. Martin. 

Skiferie forslag i St. Martin de Belleville

Chalet Danois Chalet Danois Bil fra 375,-/pers.
Pierre&Vacances Premiu... Pierre&Vacances Premiu... Bil fra 834,-/pers.
Club Belambra Les Menu... Club Belambra Les Menu... Bil fra 1.366,-/pers.
Nulstil   Udvidet søgning