Champagne-skiløb for skibumser

Champagne-skiløb for skibumser

Val d’Isere er ”formidable” og ligger helt i top bedømt på skiterræn, liftkapacitet, atmosfære, afterski og natteliv.

Yeeeehaaa!

Som en flok forårskåde motorcyklister suser vi i samlet flok ned ad solbeskinnede, hvide pister. De spredte cowboy-hyl beskriver bedre end ord den indre tilstand. Den indre skibums er sprunget ud. 10 frostgrader kniber i kinderne, men solen glimter i millioner af iskrystaller, som hænger i luften over pisterne som eventyrlige guirlander. Vi løber på en lydløs dyne af mindst 30 cm nyfalden sne. Det er fransk champagne-skiløb, når det er bedst.

Den nyfaldne sne kan fornemmes imellem pisterne, en masse "first tracks" var allerede blevet kørt.

Det ene øjeblik tager vi den i afslappet stil ned ad brede boulevarder. Det næste vælger vi smalle, stejle passager, der syrer i benene og kræver flere pauser. Stolelifter, kabinelifter eller tunnelbaner bringer os hurtigt op igen. På blot et par timer har vi passeret flere bjergtoppe i det enorme skiområde L' Espace Killy i Val d'Isere.

Over 300 kilometer præparerede og rå pister

Ligger for vore fødder i områderne Le Solaise, La Daille, Bellevard, Le Fornet og Tignes - altsammen bundet sammen af 112 lifter. L' Espace Killy - opkaldt efter den legendariske franske skimester Jean-Claude Killy - er internationalt anerkendt for sin høje standard. Her er skiløb på alle niveauer - især den krævende skiløber får stillet et væld af muligheder til rådighed.

Rød, blå eller sort, valget er dit. :)

Her findes off piste-nedfarter, som kun eksperter bør vove sig ud på. Men også blandt de præparede pister bør de røde advarselslamper blinke. For vovehalse, som har lyst til et ordentlig adrenalinspark, er der Face Bellevarde Olympic - den allerede legendariske styrtløbspist, som svejtseren Bernhard Russi designede i forbindelse med De Olympiske Lege i Albertville i 1992. Her kan man mod betaling få lov at løbe som den første skiløber fra morgenstunden, inden systemet åbner for alle andre.

Af de ca. 130 pister er kun 14 sorte. Hertil skal dog føjes, at sort på disse breddegrader betyder kulsort, og at skiløbere med skierfaring fra Norge og Sverige nok også vil betegne flere af de røde nedfarter som sorte. Begyndere lades imidlertid ikke i stikken. I begynderområdet stilles lift og pister gratis til rådighed - fair nok, når et seks dages liftkort koster omkring 2.000 kroner. Med lidt øvelse kan nybegynderen efter nogle dage besejre en snes grønne pister i et let tilgængeligt område.

Prisen for en uges liftkort er ca. 2.370 kr. – en umiddelbart høj pris, men det giver adgang til masser af skiløb i et af verdens bedste skiområder.

Effektiviteten vurderet ud fra hvor lang tid, man tilbringer i liftkøer og i lifter i forhold til, hvor meget man får stået på ski, er helt i top. Med en liftkapacitet på 135.000 personer i timen, formår lifterne selv fra morgenstunden hurtigt at ekspedere de mange skiløbere op og sende dem videre ud i systemet. Desuden giver flere lifter og tunnelbaner direkte adgang fra byen til lange nedfarter.

Eksempel: Fra bydelen La Daile i 1.785 m højde fragter højhastighedstoget Funival skiløbere til toppen af Rocher de Bellevarde i 2.827 m højde på knap fem minutter. Fire-fem pister - heraf et par, der ender i smukke skovomgivelser - med en faldhøjde på over 1.000 m står herefter til fri disposition.

L'Espace Killy udmærker sig ved, at de enkelte skiområder er tilgængelige fra Val d'Isere inden for en lille time. I hvert område finder man hurtigt sine favoritpister, hvor man kan gøre ophold for en stund og pudse stilen af. Således er skiløbet, de januardage Skisport.dk er på besøg, særligt perfekt i Le Solaise, hvor pistemaskinerne har været tidligt ude. Men også Tignes, der ligger længst væk fra Val d'Isere, bør fremhæves for sit fabelagtige terræn. Også her sørger en tunnelbane for at bringe skiløberne hurtigt op fra bydelen Val Claret.

I James Bonds skispor.

Ved toppen af L’Aiguille Percee-liften skærer vi til højre ind i terrænet til den store nåleøje-klippe. Den blev verdenskendt, da Roger Moore i filmen A view to a kill hoppede igennem hullet. Vi når frem på et tidspunkt med dis uden mange besøgende, men i flot vejr skal man vogte sig for selfiestænger netop her.

Herefter følger en lang og fantastisk nedfart til byen Les Brevieres, som ligger smukt og isoleret dybest nede i skiområdet i 1.550 m. højde. Et besøg i pistekortets udkant kan dog godt anbefales. En virkelig smuk by med flotte træhuse og skøn, fransk alpe-atmosfære. Planlæg turen hertil ved frokosttid og klik skiene af ved Restaurant La Bouida lige ved floden. Her laver de rigtig god mad, og især pizzaerne er helt i særklasse. De har fin sprød bund og er store nok til at mætte en sulten skiløber. Rigtig mange danskere bor i Tignes i 2.000 m højde og har således direkte adgang til noget af områdets bedste skiløb for foden af gletscheren Grand Motte, der i øvrigt at åben for skiløb året rundt. Men desværre lukket under vores besøg. :(

Tignes by tåler dog ingen sammenligning med Val d'Isere, idet bydelene Val Claret, Tignes le Lac og Le Lavachet blev opført i huj og hast, da vinterturismen for alvor fik øjnene op for områdets muligheder i 1960'erne og 1970'erne. Byggematerialet var ucharmerende beton, og franskmændene har siden brugt enorme summer på at forskønne de grimme betonsiloer med træfacader. Det har absolut løftet områderne, men de tåler ingen sammenligning med Val d'Iseres smukke sten- og træhuse.

Her står dele af den gamle landsby med den gamle kirke stadig som for flere hundrede år siden. Området er om natten oplyst af projektører – et utrolig smukt syn, som på intet tidspunkt spoleres af grimme skilte fra f. eks. kendte burgerkæder. Hele det centrale Val d'Isere har et meget eksklusivt præg og emmer af rigdom. Fine franske restauranter ligger side om side med dyre specialbutikker, fashionable parfumerier og designer-forretninger med navne som Gucci og Versace i guldskrift på facaden. Her levnes dog også plads til jævne skigæster, og der er mange muligheder for at spise god mad på mere ydmyge spisesteder.

La Foulie Douce - igen og igen.

Vi nyder de mange udskænkningsteder med live-musik, hvor der hver aften er god stemning og mulighed for at møde skiløbere fra hele verden. Mens vi dagligt bliver ved med at opdage nye pister, er der dog et sted, vi konstant vender tilbage til sidst på dagen.

Det er La Folie Douce i skiområdet over La Daille med dj’s, sang og show. Her slutter hundredvis af skiløbere dagen af med dans på bordene og øl, hvis man da ikke går i den eksklusive champagne-afdeling med magnum-flasker på bordene.

Gæster, der ikke vil ofre hundredvis eller for den sags skyld tusindvis af kroner på bobler, kan dog få en lille smagsprøve, for med jævne mellemrum kaldes der til ”champaign-shower”, og så bliver der sprøjtet champagne ud over alle i barerne.

For meget. For ekstravagant. For sjov.

Sådan er Val d’Isere.

Skisport.dk's udsendte boede på Hotel Nortlander Victoria Lodge.

Find pistekort og flere informationer omkring Val d'Isere her.

Udgivet af: Rasmus Skov

Rejsebureauer til Val d´Isère
Fakta om Val d´Isère
Skiområdet: 1550-3650 m.o.h.
Byen: 1850 m.o.h.

129 pister i alt
20 stk.
59 stk.
36 stk.
14 stk.

Lifter: 112 stk. / 135.000 pers/time

Slæbelifter: 39
Tog/baner: 6
Stolelifter: 48
Kabinelifter: 10

Mere om skiferie i Val d´Isère

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen