18 Michelin-restauranter du kan opleve på skiferien i Frankrig

18 Michelin-restauranter du kan opleve på skiferien i Frankrig

Skiferien skal selvsagt handle om at stå på ski, men når destinationen skal vælges, er der mange andre ting der også er vigtige, en af dem er spisesteder.

Frankrig byder på nogle af verdens bedste skiområder med mange højdemeter, god sne og fantastisk mad. Sidstnævnte må man endelig ikke glemme, når skiferien går til Frankrig.

Hvert år udkommer Michelin guiden, som uddeler en, to eller tre stjerner til verdens bedste restauranter. I 2019 var 7.507 restauranter verden over heldige, at blive anerkendt med en eller flere stjerner. Alene i Frankrig ligger der 613 Michelin restauranter. Til sammenligning har kun 28 danske restauranter opnået samme anerkendelse. 

Det er kun de bedste restauranter, som kommer med i Michelin guiden, og antallet af stjerner betyder følgende:

En stjerne: Det er en rigtig god restaurant i sin kategori.

To stjerner: Restauranten er en omvej værd.

Tre stjerner: Restauranten er værd at rejse efter. 



På Michelin restauranterne er du garanteret kokkene går 100 % op i det de laver


Michelin-restauranter på skiferien

Hvis man nu sidder og tænker, at et Michelin besøg lyder til at ligge lige højt nok i forhold til årets skiferiebudget, så skal man ikke være så sikker endda.

Foruden det brede udvalg af Michelin restauranter i Frankrig, så kan der også være en økonomisk fordel ved at besøge de franske Michelin steder, frem for de danske. Det er nemlig typisk væsentligt billigere, at spise Michelin mad i udlandet.

Hvis du er blevet fristet til at kaste dig ud i Michelin verdenen, så giver vi dig her et overblik over de Michelin restauranter, som ligger i eller mindre end en time fra de største skisportsområder i Frankrig. Så er det nemt at kombinere godt skiløb med en lækker middag. 



Michelin-restauranter i De tre dale

De tre dale er verdens største sammenhængende skisportsområde. Dalene rummer en række kendte og mindre kendte byer som Val Thorens, Méribel og Courchevel for at nævne nogle få. Udover at være verdens største, så er de tre dale også kåret til verdens bedste skisportsområde af flere omgange.

Foruden skiløb er området kendt for et livligt byliv og en masse gode restauranter. Rygtet siger, at der i de tre dale alene skulle findes 26 Michelin restauranter. Rygtet taler – næsten – sandt. Der findes i området 26 Michelin anbefalede restauranter, det er dog ”kun” ti der har én eller flere stjerner. 


I fantastiske Courchevel i De tre dale har de rekorden med hele 6 Michelin restauranter (og så er skiløbet også super godt)


* Les Explorateurs, Val Thorens

Les Explorateurs er indehaver af en Michelinstjerne og ligger på toppen af Val Thorens 

direkte ud til pisten. Restauranten er en del af det 5-stjernede hotel Le Pashmina. 

Restauranten har en afslappet atmosfære og menuen fokuserer på det simple og inspirerende 

med afsæt i det moderne franske køkken. 

Prisniveauet på Les Explorateurs er ca. 650-1.050 kroner. 



* L’Ekrin by Laurent Azoulay, Méribel

Denne 1-stjernede Michelin restaurant er at finde i Méribel. L’Ekrin by Laurent Azoulay ligger i forbindelse med Le Kaila, et 5-stjernet hotel med ægte chalet stemning. På L’Ekrin by Laurent Azoulay er der lagt vægt på at servere traditionelle egnsretter på lokale råvarer i en intim og hyggelig atmosfære. 

Et besøg her starter på omkring 700 kroner, men kan løbe op i ca. 2.300 kroner. 



* Le Farçon, La Tania

La Tania er en mindre by tæt på Courchevel. Her finder man et langt mere afslappet miljø end i Courchevel, hvilket afspejles i Le Farçon som gemmer på en enkelt Michelin stjerne. Søger man ægte ”value for money”, så er Le Farçon et godt bud. Her er stemningen jordnær, menuen er udviklet på lokale råvarer og priserne i bund. Et besøg her koster ca. 315-825 kroner. 



* Baumanière 1850, Courchevel

Søger man en kombination af hygge foran den åbne pejs og et uforglemmeligt måltid, så er Baumanière 1850 stedet. Restauranten har en enkelt Michelin stjerne og ligger på Le Strato Hotel i hjertet af Courchevel. Menuen er inspireret af middelhavet og tilpasset de franske bjerge. Prisniveauet på Baumanière 1850 ligger på ca. 1.200-1.650 kroner. 



* Le Sarkara, Courchevel

Le Sarkara er intet mindre end verdens første gourmet dessert restaurant, som ovenikøbet også har fået en Michelin stjerne. Restauranten har kun åbent til frokost og kan findes på Le K2 Palace, hvor man kan nyde sin dessert, mens man har panorama udsigt over Courchevel.

Priserne rangerer fra 590-1.125 kroner. 



** Le Chabichou, Courchevel

Moderne teknikker og gode ingredienser skaber til sammen klassisk fransk mad, som er to Michelin stjerner værdigt. Restauranten er elegant, men træbeklædning på vægge og loft rummer ægte ”skiferiestemning”. Der er også ”value for money” at finde her, for man kan få en tre-retters fra 525 kroner op til ca. 2.050 kroner per person. 



** Le Montgomerie, Courchevel

Endnu en, som har sneget sig op på to stjerne er den mere kreative Le Montgomerie. Ligesom Le Sarkara er Le Montgomerie at finde på Le K2 Palace. Det er en rå og varm stemning, som præger restauranten, hvor der serveres moderne mad på sæsonbestemte råvarer. Maden kan nydes med panorama udsigt over de omkringliggende bjergtoppe. 

En middag her koster ca. 1.425-2.350 kroner per person. 



** Le Kintessence, Courchevel

Denne har ligesom Le Montgomerie scoret to Michelin stjerner og ligger i samme prisgruppe. Forskellen er dog, at Le Kintessence byder på en mere eksklusiv atmosfære og diskret betjening. Her handler det om råvarer af kvalitet, harmoniske opskrifter og æstetik på tallerkenen.



*** Le 1947, Couchevel

Le 1947 har som eneste restaurant i Courchevel opnået hele tre Michelin stjerner. Her kan man forvente kreativitet og en legesyg fortolkning af sæsonens råvarer. Der er stor vægt på finesse og æstetik, men der holdes en rød tråd mellem alle retterne. Le 1947 ligger i forbindelse med det luksuriøse Maison Cheval Blanc, og prisen er da også derefter. Man må slippe ca. 2.025-2.950 kroner per person for en middag her. 



*** René et Maxime Meilleur, Saint-Martin-De-Belleville

Inden vi forlader de tre dale helt, er det værd at nævne den 3-stjernede Michelin restaurant René et Maxime Meilleur. Et familieeventyr mellem far og søn, er blevet en legende blandt madentusiaster. Maden er inspireret af dalen og naturen omkring restauranten og i en autentisk og hyggelig atmosfære kan man nyde et 3-stjernet måltid til fornuftige priser.

Prisniveauet ligger på ca. 1.150-2.430 (Men husk den har hele tre stjerner!). Vi har denne restaurant flere gange og det er en enorm oplevelse! De laver kombinationer og madkunst man ikke kan drømme om.  



Les Deux Alpes har masser af fine butikker og restauranter


Michelin-restauranter i Les Deux Alpes og omegn

Les Deux Alpes ligger som nabo til det mere kendte Alpe d’Huez med de 21 hårnålesving. Byen ligger i 1.350 meters højde og med mulighed for at komme i 3.600 meters højde har Les Deux Alpes både 200 km pister og gletscherskiløb. Byen er præget af østrigsk byggestil og hyggen er i højsædet. De små gader byder på butikker og restauranter med alt, hvad hjertet begærer og gemmer også på en Michelin stjerne. Ser man lidt udover byen finder man dog en stjerne mere, og hele 6 Michelin anbefalinger.  



* Le P’tit Polyte, Les Deux Alpes

Bagerst i byen tæt ved stationen, hvor Venosc kabinen kommer op ligger den charmerende Le P’tit Polyte. Restauranten fik allerede i 2012 anerkendelse af en Michelin stjerne. Hos Le P’tit Polyte serveres moderne fransk mad, som søger at tage gæsterne med på et eventyr – til formidable priser. En aften på denne Michelin perle ligger på omkring 480-950 kroner.  



** Maison Aribert, Uriage-Les-Bains

Har man mod på at tage på tur efter en god skidag, så ligger Maison Aribert kun en lille times kørsel fra Les Deux Alpes, men byder til gengæld på hele to Michelin stjerne. Maison Aribert er en del af et lille hotel bygget op omkring kærligheden til bjergene. Det er også i bjergene inspirationen og ingredienserne til de kreative menuer skal findes. For en smuttur til Maison Aribert må man slippe omkring 560-1.400 danske kroner – så altså stadig en fornuftig pris for et 2-stjerners måltid. 



Tignes og Val d'Isère hænger sammen og her er magisk skiløb og hele 10 Michelin anbefalinger


Michelin-restauranter i Tignes & Val d’isère

Ikke langt fra Les Deux Alpe finder man Tignes og Val d’Isère. Områderne byder på hele to gletschere og 300 pistekilometer med udfordringer for alle. Tignes er en typisk fransk skisportsby delt i Le Lac og Val Claret. Val d’Isere byder derimod på en mere eksklusiv chalet stemning med træhuse og små hyggelige gader. De to byer byder ikke kun på skiløb i verdensklasse, men også mad på Michelin niveau. Der findes 10 Michelin anbefalinger og hele tre restauranter som har opnået en eller flere stjerner. 



* URSUS, Val Claret, Tignes

Midt i Val Claret kan man opleve en restaurant i særklasse. Køkkenchefen Clément Bouvier var inspireret på en tur i skoven og besluttede, at han ville bringe skoven til gæsterne på URSUS. Det har han gjort og som gæst på URSUS sidder man blandt 380 træer, hvor man kan nye et måltid der er baseret på lokale produkter fra Savoie. Det er en Michelin stjerne værdigt. Vil man en unik tur i skoven, skal man slippe omkring 600-975 kroner. 



* Le Table de l’Ours, Val d’Isère

I hjertet af Val d’Isère ligger Le Table de l’Ours på luksushotellet Le Barmes de l’Ours. Restauranten har opnået en stjerne og inviterer indenfor til en eksklusiv stemning i hyggelige omgivelser med træbeklædte vægge og brændeovn. Der serveres moderne fransk mad med tilpassede vine til fornuftige priser. Priserne ligger på ca. 700-1.300 kroner. 



** L’Atelier d’Edmond, Le Fornet

Et stenkast fra Val d’Isère ligger den lille by Le Fornet. Byen er lille og autentisk, og det samme er L’Atelier d’Edmond og maden der serveres. Der er lagt vægt på nostalgi og lokale, hvor man gennem menuen får lov at opleve Savioe historie med et moderne twist. Det er derfor ikke uden grund at L’Atelier d’Edmond har opnået hele to Michelin stjerner. En to-stjerners middag koster ca. 400-1.400 kroner. 



Chamonix er en meget autentisk by som gemmer på hele 21 Michelin anbefalinger


Michelin-restauranter i Chamonix og omegn

Chamonix er en gammel kending for de fleste ski- og bjergentusiater. Området grænser både op til Schweiz og Italien, og har Europas højeste bjerg, Mont Blanc, i baghaven. Atmosfæren i byen er autentisk og afslappet med hyggelige fortovscafeer og delikatesseforretninger side om side. Området gemmer på hele 21 Michelin anbefalinger, hvoraf der findes tre let tilgængelige 



* Le Sérac, Saint-Gervais-Les-Bains

Le Sérac har en enkelt stjerne og ligger en lille halv times køretur væk fra Chamonix. Til gengæld serverer stedet moderne fransk og europæisk mad lavet på sæsonens råvarer og til helt fornyende priser for en Michelin restaurant. Man kan nyde en frokost eller middag her for ca. 260-490 kroner. 



** Albert 1er, Chamonix

Midt i Chamonix ligger det 5-stjernede luksushotel Hameau Albert 1er, som også rummer den 2-stjernede Michelin restaurant af næsten samme navn. Albert 1er har gennem fem generationer lagt vægt på at lave gourmet mad med respekt for sæsonerne og råvarernes smag. Restauranten byder desuden på en vinkælder med intet mindre end 19.000 flasker. Priserne er der ikke noget at sige til. Frokost koster ca. 360-825 kroner og aften ca. 540-1.320 kroner. Ikke at forglemme, at det er restaurant med hele to Michelin stjerner. 


** Le 1920, Megève

45 minutter fra Chamonix findes endnu en 2-stjernet Michelin restaurant. Le 1920 ligger som en del af Four Seasons hotel Megève og er fyldt med 100 år gamle familietraditioner. Maden er traditionelt fransk og kan nydes både i den eksklusive restaurant eller udenfor på terrassen med udsigt over Megèves bjerge. Der serveres både a la carte og menuer. Der findes to forskellige menu efter årstiden og ligger på enten 1.150 for seks serveringer eller 1.575 kroner for ni serveringer.



Der findes også masser af gode restauranter som ikke har en michelin stjerne 


Michelin anbefalinger uden stjerner

Har man ikke lyst til at skulle spise på restauranterne med stjerne, så er der stadig mange gode bud på god mad til fornuftige priser. Michelin guiden indeholder ikke kun de stjernebestøvede steder, men har også anerkendelsen ”Bib Gourmand” som dækker over restauranter, som serverer rigtig god mad til en god pris. 

Vi har allerede i forlængelse af nogle af områderne ovenfor nævnt, at der findes nogle anbefalede. I alt findes der 109 ”Bib Gourmand” restauranter alene i Auvergne-Rhône-Alpes regionen, som også rummer størstedelen af de populære skidestinationer i Frankrig.

Det behøver altså ikke være dyrt at opleve fantastiske Michelin måltider på skiferien til Frankrig. 

Læs også:
- Det skal du smage på skiferien i Frankrig


Udgivet af: Sofie Ærthøj

Rejsebureauer til Courchevel
Fakta om Courchevel
Skiområdet: 1300-2700 m.o.h.
Byen: 1550 m.o.h.

600 pister i alt
200 km blå
250 km rød
150 km sort

Lifter: 195 stk. / 230.000 pers/time

Slæbelifter: 86
Tog/baner: 1
Stolelifter: 66
Kabinelifter: 37

Mere om skiferie i Courchevel

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen