Bansko et af sydeuropas billigste ski områder.
Skisport.dk besøgte Bansko - Familieskiferie møder Bulgarsk kulturferie
På vej i toget til Kastrup sidder jeg og tænker på den forestående tur. Skisæsonen er dårligt kommet i gang denne lørdag d. 6/1 2007. Næsten alle steder i Europa har det været spartansk med snefaldet, hvilket sikkert har holdt mange fra at tage på ski i juleferien. Det er samtidig min første tur til Bulgarien, som jeg ind til denne tur har forbundet med feriestederne ved Sortehavet, hvor temperaturen om sommeren når ret højt op. Hvordan kan dette land, der størrelsesmæssigt svarer en fjerdedel af Tyskland, have et skiområde, der blot ligger 400-500 kilometer fra de populære sommerferiemål? Og vil der overhovedet være noget sne, når resten af Europa sådan mangler?
Ordet Bansko menes at stamme fra ordret Ban, som betyder Mester. Navnet skulle angiveligt være givet til byen fordi den var den Bulgarske adel og velhavers foretrukne feriested. Så man kan vel sige, at det var passende at starte opholdet i Bansko med at tjekke ind på byens eneste 5-stjernede hotel - Kempinski, hvorfra jeg søndag morgen trak gardinet fra vinduet.
De første positive overraskelser bestod i, at der var en fantastisk udsigt ud over Pirin bjergene og at der faktisk var sne på dem. Senere fulgte flere indtryk af Bulgarien og Bansko, der afveg fra mine forestillinger og som gjorde det mindst lige så passende at jeg sluttede mit opholdet på et landbrug, der er lavet om til et såkaldt familie hotel. Bansko viste sig nemlig som resten af Bulgarien at være fyldt med kontraster.
Skiløb på bjerget Todorka
Bansko ligger for foden af Pirin bjergkæden, der er gjort til et stort naturreservat og er på UNESCOs World Heritage liste over fredede områder. Naturreservatet er oprettet for at beskytte den unikke natur og dyrelivet i bjergkæden. For Bansko og Pirin betyder det, at skiløbet er begrænset til bjerget Todorka. Resten af bjergene omkring må ikke udsættes for al den træfældning og omstrukturering, som anlægningen af pister og lifter vil medføre. Mulighederne for at udbygge det eksisterende område er derfor begrænsede.
Bansko byder på 65 kilometer pister, som primært er røde og blå. Helt fra toppen af Todorka (2560 m.o.h.) og ned til Bansko by løber områdets længste piste, der byder på 16 km. sammenhængende skiløb. Det er først gennem de sidste 3-5 år at området er blevet udvidet til de 5 blå, 8 røde og 1 sort pister og 1 gondol, 6 stole- og 6 slæbelifter, der er i dag. Forinden var der blot 3 små røde pister og 2 slæbelifter. Det er planen at dette gamle skiområde skal laves til et separat begynderområde, hvor nye skiløbere i ro og fred kan udvikle sig.
Netop begyndere og let øvede vil befinde sig godt i Bansko. Pisterne er brede og kommer man først op i terrænet er der aldrig flere på pisterne end at det er til at komme ned igen. Især den 6,5 km. lange piste "Bansko", som går fra enden af Gondolliften og tilbage til byen er velegnet. Det meste af strækningen hælder ikke ret meget, den er bred og går gennem et skønt skovlandskab. Som resten af området under ca. 2000 meter er den helt dækket af snekanoner og 2 gange om ugen er pisten også belyst, så der kan nydes skiløb om aftenen.
Hvis man kan tale om nogen decideret svaghed ved skiområdet i Bansko må det være kapaciteten på gondolliften, der skal fragte dig fra byen og op i terrænet. De 2400 personer den kan fragte op i skiområdet hver time er kun ca. halvdelen af hvad området kan bære. Kommer du først op i terrænet vil det føles som om der stort set ingen kø er ved de resterende lifter og du kan bruge mere tid på at stå på ski. De er opmærksomme på problemet i Bansko. Så i løbet af de næste par år vil der sandsynligvis komme endnu en gondollift fra byen og op i terrænet.
Ekstremskiløbere og snowboardere vil også finde udfordringer i Bansko og Pirin bjergene. På venstre side af de etablerede pister afholdes hvert år et FIS Snowboard National Championship i Halfpipe, Parallel Storslalom og Parallel Slalom. Hvis offpisten er god nok til et nationalt mesterskab er den vel også god nok til dig? Til højre for pisterne er der ligeledes ca. 10 mulige nedkørsler af bjerget. Et par af disse kan ses fra liften, der går helt til toppen af Todorka. Resten skal der klatres efter. Det er vel unødvendigt, at skrive at det er ulovligt at begive sig ud i nogle af disse områder uden guide? Endvidere er der muligheder for Heliski til nogen af de mange uberørte steder på de resterende bjerge.
Området ligger højt, så selv om der ikke er langt til de nye store solferiedestinationer ved Sortehavet er Bansko og Pirin bjergene ret snesikre. Helt fri for problemer med snemangel, som resten af Europa også oplever, er området dog ikke. Snemaskinerne kørte hver dag jeg var i området og nogle få pister var lukkede. Det er dog ikke min vurdering, at dette er normalt for området. På Todorka, hvor der ikke var snemaskiner, var sneen god og temperaturen var på intet tidspunkt over frysepunktet i byen.
Bansko er et godt sted for familier og nye eller letøvede skiløbere. Her er brede pister og masser af aktiviteter hvis du ønsker en dag væk fra pisterne. Afterskien fejler absolut heller ikke noget. Der er ingen McDonalds (jeg fandt i hvertfald ingen) i Bansko, så den bedste måde at forklare prisniveauet er via Øl-indekset. En stor fadøl på et afterskisted koster ca. 12 kroner. Bansko er det billige alternativ i Sydeuropa.
> Find skirejser til Bansko her.