Snemelding - Vejret op til uge 7

Snemelding - Vejret op til uge 7

Hele vinteren har budt på rå mængder sne overalt i alperne. Nu er uge 7 begyndt at dukke op på vejrkortene, og her kan du læse om, hvor sneen ligger og hvor der kommer mere.

I denne snemelding:

  • Vinteren hidtil
  • Sne til Italien - sol til resten
  • Sne til Norden
  • Drys til Tjekkiet
  • Konklusion: Snerig start på uge 7

Hvad er snemeldinger?

Skisport.dk laver snemeldinger, så du kan se hvor meget sne der kommer, hvor den falder, og hvordan vejret i alperne bliver. Vi tænker, at disse artikler vil være interessant at læse for dig, som står på ski både på og udenfor pisten. Dette vil snemeldingerne fremover indeholde:

- Her vil sneen falde
- Her skal du tage hen for at få nysne
- Her skal du tage hen for at få sol
- Hvordan bliver vejret i den kommende tid
- Aktuelle billeder fra flere steder i alperne og norden
- Video meldinger 
- Webcam billeder
- 7 dages sneprognose
- Instagram billeder fra vores brugere
- Gode tips


Vores snemeldinger vil ikke komme på nogle faste dage, men de vil blive sendt til dig gennem Facebook, nyhedsbrev eller vores nyhedsflow på siden. Vi stræber efter at lave en melding, hver gang der sker noget relevant på vejrfronten, så du er opdateret på hvordan vejret bliver, inden du skal afsted på skiferie. 

Vi håber, du kan bruge vores informationer. Ønsker du andre tiltag, har ideer, eller er utilfreds med noget så kontakt os endelig på vores mail!

Forsat god vinter! 

Vinteren hidtil

Vinteren 2017 - 2018 har mokset sig direkte ind i historiebøgerne. Efter et par vintre, som har budt på mærkeligt og ofte lidt for snefattigt vejr i Alperne, så har Moder Natur taget revanche og læsset sne i ekstreme mængder sne ned over alpelandende. Snestorm efter snestorm er blæst ind. De er primært kommet fra nordvest, hvilket betyder, at det er Frankrig, Schweiz og Østrig, som har fået det vildeste snevejr, mens Italien stadig har fået meget mere end nok til at gøre skiløb både på og udenfor pisterne helt fantastisk.

Derfor kan vi komfortabelt garantere, at alle, der tager til alperne i uge 7, får mere end nok sne at boltre sig i.

Sne til Italien - sol til resten

I løbet af tirsdag og onsdag kommer skyller der et snevejr ind fra syd. Det betyder, at det er Italienerne, som kommer til at nyde godt af de største mængder sne. Sneen fordeler sig over det meste af de italienske alper, hvor normalen bliver 20 - 50 cm sne, men jo længere mod øst vi kommer jo mere sne kommer der som udgangspunkt. I Dolomitterne ser det således ud til at snemængderne ender et sted mellem 50 - 90 cm sne.

Sestriere: 35 cm

Livigno: 20 cm

Canazei/Val Gardena: 75 cm

Passo Tonale: 40 cm

Se webcams, snemeldinger og snestatistik for Italien her.

Masser af sne i Livigno! Billede taget i sidste uge.

Det er meget usikkert, hvor langt vest- og nordpå det italienske snevejr når, så derfor tør vi ikke sige, hvor meget sne, der falder i resten af alperne. Det, vi dog kan sige, er, at den kommende uge byder på små drys af sne (0 - 20 cm), ikke ret meget vind, og konstante temperaturer under frysepunktet. Det betyder, at de ekstreme mængder sne, der allerede ligger i alperne, får rigtig gode betingelser for at forblive dejlig blød.

Se webcams, snemeldinger og snestatistik for Østrig her.

Se webcams, snemeldinger og snestatistik for Frankrig her.

Friske spor i Frankrig, billede taget i sidste uge.

Sne er der nok af i Frankrig., billede taget i sidste uge

Sne til Norden

Norden har indtil videre også haft en skøn vintersæson med masser af sne, og det ser umiddelbart ud til, at det fortsætter på samme måde. Den næste lille uges tid byder på koldt vejr uden specielt meget vind eller nedbør, men herefter ser det ud til, at der kommer et beskedent snevejr ind.

Sverige ser umiddelbart ikke ud til at blive specielt hårdt ramt, mens mange norske skiområder givetvis får lidt mere. Med det mener vi, at Sverige måske læner sig op ad et par centimeter, mens flere steder i Norge kan være heldige at snige sig op over 20 centimeter. Hvis det holder, får skiløbere i Norden fantastisk sne at fræse på i løbet af vinterferien. Man må dog huske på, at det er langt ude i vejr-horisonten, så det er stadigt særdeles usikkert, hvad der ender med at ske.

Se webcams, snemeldinger og snestatistik for Norge her.

Se webcams, snemeldinger og snestatistik for Sverige her.

Drys til Tjekkiet

Den kommende uge byder primært på sol, let vind og minus et par grader i det meste af Tjekkiet og Polen. Det giver optimale forhold for, at den megen sne, der allerede er faldet i regionen, forbliver lækker og blød til uge 7.

Over meget af Tjekkiet ser det dog ud til, at der lunter et lille snevejr forbi på onsdag som drysser op mod 10 centimeter ny hvid puddersne ned over landets bjerge. Det betyder naturligvis, at der bliver prima skivejr for dem, som er i Tjekkiet her i uge 6, men det betyder også, at der er endnu bedre chancer for lækre fløjlsbløde pister til de skiløbere, som tager derned i uge 7.

Se webcams, snemeldinger og snestatistik for Tjekkiet her.

Konklusion: Snerig start på uge 7

Vejrudsigter er sjældent helt nøjagtige, og værre bliver det, jo længere frem de skal spå om vejret. Det, de dog er gode til, er at give en idé om, hvordan det kommer til at se ud. Lige nu kan vi sige, at det i hvert fald ser ud til, at der mange steder i løbet af uge 6 kommer lidt sne, samt uge 7 lægger ud med at servere en let omgang frisk nysne til de danske skigæster i Norden og alperne. Samtidigt forbliver temperaturerne lave og vindstyrkerne relativt svage.

Det lægger op til fremragende skiløb, næsten ligegyldigt hvor i Europa man tager hen på ski. En ting er sikkert: vi glæder os!

> Søg restpladser til sneen her.
> Se livewebcams fra skiområderne her.


Udgivet af: Rasmus Bragh Schulz

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen