Trysil er kåret til Norges bedste skiområde

Trysil er kåret til Norges bedste skiområde

Hvert år kåres de 10 bedste skiområder i Norge. Efter mange år, hvor Hemsedal har ligget nummer et, har Trysil sneget sig ind og er blevet kåret som Norges bedste skiområde i 2019.

Norge er en populær destination, når vinteren banker på og skiene skal findes frem, og det er med god grund. Norge har mange rigtig gode skiområder, og hvert år kåres de bedste 10 af Dagens Næringsliv (DN). De seneste 10 år er Hemsedal løbet med sejren, men i år er det en anden danskerfavorit: Trysil, som nu kan kalde sig Norges bedste skiområde 2019.

Enorme arealer, et arsenal af begyndervenlige nedfarter og stejle world cup-løjper er noget af det, som DN fremhæver i deres vurdering af Trysil i år. Disse kvaliteter har betydet, at området har kunnet vælte Hemsedal af førstepladsen.

Trysil ligger blot 200 kilometer nord for Oslo tæt på den norsk-svenske grænse og er en sand favorit blandt de danske skiturister. Trysil er ikke blot Norges største skiområde, det er også meget velegnet til familier, fordi området altid har prioriteret det publikum, og det er ifølge DN noget de har lagt særlig vægt på i årets kåring.


Trysil har funparks til alle niveauer


Alsidighed giver point

Derudover vinder Trysil også på sin alsidighed. Trods prioriteringen af familievenlighed kan Trysil favne alle niveauer og interesser, da de foruden begyndervenlige pister og stejle nedfarter til den erfarne skiløber også byder på Norges bedste terrænpark til de freestyleinteresserede gæster. 

Helge Bonden, destinationschef i Trysil, ser kåringen som et stort klap på skulderen til området og som en motivation til at arbejde endnu hårdere for at udvikle Trysil, så de kan byde på endnu flere skioplevelser for hele familien.

I Trysil er vinteren godt i gang, og skiområdet er åbent og klar til at modtage sæsonens skiglade turister. 


Trysil er et rigtig godt skiområde, som byder på noget for alle aldre


Hemsedal rykker ned på andenpladsen

Efter 10 år på toppen må Hemsedal se sig slået af Trysil og rykker derfor ned på en andenplads på listen.

DN har i forbindelse med udgivelsen af årets liste udtalt, at det ikke er fordi, Hemsedal er blevet dårligere end de tidligere år, det er blot det generelle niveau i de norske skiområder som ligger skyhøjt.

Det kræver derfor i højere grad noget ekstra end tidligere at vinde titlen som Norges bedste skiområde.

- Læs mere om skiferie i Trysil her

- 10 ting du skal opleve i Trysil her

Udgivet af: Sofie Ærthøj

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen