Ny 6-personers stolelift i Stöten til vinteren 2026/2027

Ny 6-personers stolelift i Stöten til vinteren 2026/2027

Stöten i Sälen investerer 120 millioner svenske kroner i en stor opgradering af Skidtorget.

Det betyder blandt andet en ny 6-personers stolelift, flere parkeringspladser og et nyt børneområde, som skal stå klar til vintersæsonen 2026/2027.

Skidtorget: Stolelift (6 personer)

Den nye stolelift bliver en aftagelig 6-personers high speed-lift, som skal gøre det hurtigere og mere komfortabelt at komme rundt i Stötens vestligste skiområde.

Liften får en længde på 1.100 meter og transporterer skiløbere 230 højdemeter op på lige under fire minutter.

Med en kapacitet på 2.400 personer i timen skal den nye lift skabe bedre flow i området - især efter at den nye piste Farfars fartvind hurtigt er blevet populær blandt gæsterne.

Den nye lift kommer til at erstatte de to gamle T-lifte Dubbelliften 1 og Dubbelliften 2.

Detaljer om den nye Skidtorget-lift

  • Type: 6-personers aftagelig stolelift
  • Længde: 1.100 meter
  • Højdeforskel: 230 meter
  • Kapacitet: 2.400 personer i timen
  • Fart: 5 meter i sekundet
  • Transporttid: ca. 4 minutter

Skidtorget får et stort løft

Det er ikke kun liften, der bliver ny. Hele Skidtorget-området får en større opgradering med varmestue, kælkebakke, café og restaurant.

Derudover bliver parkeringsområdet udvidet, og der kommer et nyt børneområde ved campingliften. Det gør området mere oplagt for begyndere og familier, som gerne vil have roligere skiløb.

Der bliver også bygget en ny vej, som skal gøre adgangen til Skidtorget lettere og samtidig give mere plads i området.

Fra udfordrende skiløb til noget for alle

Skidtorget har længe været kendt som et område for skiløbere, der gerne vil have mere udfordrende skiløb.

Her ligger blandt andet pisten Älvan, som flere gange er blevet kåret som Sveriges bedste piste af Freeride.

Med den nye investering bliver Skidtorget dog også mere tilgængeligt for begyndere og skiløbere, der foretrækker blødere og mere overskuelige pister.

Stöten fortsætter udviklingen

Investeringen i Skidtorget kommer efter en stor satsning sidste år, hvor Stöten blandt andet åbnede tre nye pister, udvidede skiudlejningen og forbedrede snesystemet.

Når Skidtorget står klar til vinteren 2026/2027, bliver det næste skridt i Stötens udvikling som en moderne skidestination med mere komfort, bedre flow og lettere adgang til skiløbet.

Vil du prøve den nye lift i Stöten til vinteren 2026/2027?

- Læs mere om Stöten

Udgivet af: Frederik Mikkelsen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen