Trysil - Bo i Højfjeldscentret eller Turistcentret?

Iben 16/05 2023 10:58

Hej

Vi er to familier med børn i alderen 5, 6, 11 og 13 år, som planlægger skiferie til Trysil i uge 5.
De to små har stået lidt på ski, men skal nok betegnes nybegyndere. De to store børn har været på skiferie to gange, synes fun rides er sjove og kører habilt på grønne og blå pister og ok på røde alt efter sneforholdene.

Vi har ikke været i Trysil før, og jeg er i tvivl om, hvor det er bedst at bo. Vi vil bo tæt på skiskole af hensyn til logistik med de små børn. Når jeg kigger på pistekortet, er mit indtryk, at Højfjeldscentret bedst kan tilgodese både de store og små børn, fordi der er børneområde, fun ride og grønne og blå pister gennem skoven. Derudover ser det ud til, at der er flest pister med lys til aftenkørsel ved Højfjeldscentret.
Men jeg kan også læse, at det kan være virkelig koldt deroppe, og at Turistcentret derfor er at foretrække. Dog synes jeg, at området ved Turistcentret ser lidt kedeligt ud for de store børn ud over de to snow parks.

Hvad er jeres erfaringer?

Vi har også en lille en på 1,5 år med, så vi vil gerne bo centralt, så den forælder, der passer hende, kan være lidt med alligevel.

Mange hilsner
Iben

Kommentarer:
Der er i alt 2 svar i denne forumtråd.

Lars 03/11 2023 10:57

Sv: Trysil - Bo i Højfjeldscentret eller Turistcentret?

Hej Iben,

Vi var i Høyfjellsenteret med to børn på hhv. 5 og 9 år i marts i år (uge 10 eller 11, tror jeg det var), og det var super! Vi skal derop igen til marts :)
Sidste gang boede vi i en lejlighed på Radison Blu Mountain Resort, og det var en fin lejlighed, dog lidt langt fra skiskolen (vi skulle med to lifter for at komme derop), og uden indkøbsmulighed i nærheden. Til vores kommende tur har vi en lejlighed helt oppe i Høyfjellssenteret, tæt ved skiskolen og en købmand / lille supermarked. Hvis man har det meste med hjemmefra alligevel, kan man godt klare sig med det supermarked i løbet af ugen. Og ellers skal man i bilen ned til Trysil by, hvor der er flere af de gængse supermarkedskæder.
Det blæste en del i den uge vi var der, også mere ned vanligt, iflg skiinstruktørerne. Det var dog til at finde læ på pisterne, så det var umiddlebart i lifterne at det var værst. Så pakkede vi os bare lidt ekstra ind. Et rør om halsen som man nemt lige kunne trække op om hagen efter behov blev vi glade for.
Vi brugte en del tid på Høgegga og i Vihammerskogen. Der var både læ for vinden og rigtig gode sneforhold i løbet af ugen :)
De gange i løbet af ugen hvor jeg var ovre i Turistsenteret, var det min oplevelse at der var en del flere folk på pisterne, længere køer ved lifterne, og generelt bare mere crowdet. Men også læ for vinden :)

Håber det kan bruges

Vh
Lars

Søren Balslev Jørgensen 25/05 2023 09:40

Sv: Trysil - Bo i Højfjeldscentret eller Turistcentret?

Hej Iben.
Jeg tror Højfjeldscentret er perfekt til jer :) skiskolen er lige ved siden af og der er masser muligheder for alle niveauer. Der er dog kun et lille supermarked, så hvis i skal købe ind er muligheder små men så skal der køres lidt i bil. Der er lidt mere åbent i Højfjeldscentret så en del mere vind men det kan klares ved at pakke sig lidt godt ind. Hvis du har brug for hjælp til jeres rejse eller mere info kan du altid skrive til mig eller se mere på www.skiferie.dk

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen