Touring i Iran - gode råd

Profilbillede af Kristín Storck Rasmussen

Hej herinde.

I starten af januar 2019 var jeg en tur i Iran for at stå på ski med en gruppe venner. Da vi skulle planlægge turen, kunne vi ikke finde så meget information om det. Derfor skriver jeg dette indlæg, i håbet om at andre, der har lyst til at tage til Iran for at stå på ski, kan finde gode råd og tips.

Først og fremmest vil jeg gerne starte med en kæmpe anbefaling af Iran - det er en af de mest spændende skiture jeg har været på, fordi det samtidig er et spændende land at rejse i rent kulturelt og gastronomisk. Vi stod en blanding af touring og piste-ski i Dizin området.

Da vi skulle planlægge turen, startede vi ud med at læse Martin Schøbers indlæg på Blacksnow: https://blacksnow.dk/blogs/blacksnow-blog/komplet-guide-til-at-sta-pa-ski-i-iran

Som supplement til Martins blogindlæg kommer her lidt forskellige gode råd:
1) Når man er turist i Iran, koster hoteller meget mere, end hvis man er iraner. Magen til Airbnb findes homestay.com. Vi havde booket en privat lejlighed i midten af Teheran i 3 dage, 4 mennesker for i alt 75 Euro. Hvis I booker overnatning privat, skal I være opmærksomme på, når I søger visum ved ankomst i lufthavnen, at visumkontoret ringer til jeres værter for at tjekke, at det er korrekt, at I skal overnatte der. Aftal derfor med jeres værter på forhånd, at det er okay - særligt hvis I lander tidligt om morgenen. Man bliver ikke lukket ind, før at visumkontoret får fat på værterne. Men det kan på det kraftigste anbefales at leje af lokale iranere - vi inviterede vores værter ud at spise den sidste aften - det er en virkelig god måde at komme i kontakt med lokalbefolkningen på.

2) Fly-rejse: Vi fløj med Turkish Airlines over Istanbul. Det er gratis at have ét par ski med (det skal bare noteres på billetten). Derudover skulle vi have lavinerygsække og udstyr med. Det er ikke noget problem at rejse ind i Iran med lavineudstyr. Man skal blot gøre flyselskabet opmærksomme på det på forhånd. Jeg skrev en mail til Turkish airlines, hvor jeg beskrev udstyret, hvorefter vi fik en godkendelse. På selve flyrejsen eller ved security var der ikke nogen, der spurgte til det. Vi rejse både med lavinerygsække med batterier og med patroner.

3) Mht. touring i Dizin havde vi allieret os med Iran Climbing Guide: http://www.iranclimbingguide.com/ Der er ikke mange i Iran, der ved noget om lavinesikkerhed og sneforhold, men Hamid fra Iran Climbing Guide har styr på det. Han yder den bedste service, og mht. vores tur sørgede han både for transport til/fra Teheran, overnatning, den bedste iranske mad (lavet af en kok, som han havde hyret) og guidning i bjergene. Prismæssigt er det virkelig overkommeligt, og der bliver taget højde for alles behov og færdigheder.

Til sidst vil jeg bare skrive, at Iran er et af de mest spændende lande jeg længe har rejst i. Iranerne er de mest venlige mennesker, og er meget optagede af, at man har en god oplevelse. Den sidste aften endte vi til BBQ fest hos et lokalt iransk par, som vi havde mødt i køen til en kebab-restaurant ved den store bazar i Teheran.

Hvis der er nogen spørgsmål til at tage på ski i Iran, må I endelig skrive herinde, så skal jeg prøve at svare på det så godt som muligt.

Mange hilsner
Kristín

Kommentarer Svar  
Profilbillede af Kristín Storck Rasmussen
Sv: Touring i Iran - gode råd

Læs evt. mere om Hamid og Iran Climbing Guide på Trustpilot: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g293999-d12833670-Reviews-Iran_Climbing_Guide-Tehran_Tehran_Province.html

Profilbillede af Jonas Kj
Sv: Touring i Iran - gode råd

Jeg har besteget Mt Damavand i Iran med Hamid som guide. Jeg kan også virkelig anbefale dem. ????????????????

Søg   Svar på indlæg