Hey Andreas
Personligt løber jeg kun alpint, men er passioneret tv-seer af langrend.
Der er faktisk en del danske klubber: http://www.dskif.dk/default.asp?page=skiklubber.asp Niveauet kender jeg ikke noget til, men de bedste har typisk permanent base i udlandet.
Danmark har naturligvis vores helt egen langrendsstjerne, Jonas Thor Olsen er navnet. Han har bla. deltaget i Tour de ski, som ligger omkring nytår. Det er et forholdsvis nyt arrangement, men har allerede opnået en utrolig interesse og prestige. Glæd dig. Jonas Thor er også at finde ved vinterens OL i Whistler/Vancouver.
Hvad en god langrendsski er, vil jeg af gode grunde ikke kaste mig udi at forklare. Men jeg ved da, at mærker som Atomic og Fisher er rigtige store i langrend.
Rulleski har faktisk opnået en rimelig popularitet. Det bliver betragtet, som et godt træningsredskab udenfor sæsonen. Mange fra verdenseliten deltager sågar i konkurrencer, uden det dog har den samme omtale som fx sommerworldcuppen i skihop. Men om det er sjovt eller ej, det skal jeg ikke gøre mig klog på.
Desuden har Danmark også gode talenter i andre discipliner. Julie Duedahl er i verdenseliten i telemark, hvilket blandt andet kan ses gennem både 4. og 5. pladser i World Cup løb. En disciplin, som desværre ikke får så meget medieomtale, hvilket til dels skyldes, at telemark ikke er på OL-programmet.
I Alpin har vi også et utrolig spændende navn. 17 årige Markus Kilsgaard, som i lørdags vandt sin første Fis-konkurrence. En konkurrence, som blandt andet havde deltagelse af det tyske og norske ungdomslandshold. Kilsgaards kortsigtet mål hedder OL 2010.
Den sidste jeg vil nævne er Sophie Sølling. Hun har tidligere kørt alpine World Cup løb, men er nu aktiv i Ski Cross, hvor hun også er OL2010 deltager. Det er en ufattelig seværdig disciplin, som desværre ikke får meget tv-tid. http://www.youtube.com/watch?v=TX4hFKQjOZE til dem der ikke kender Ski Cross. Hvis vi skal håbe på en mirakuløs medalje i skisport ved OL, så er der klart her, at vi skal lægge vores lid.
Håber det kunne bruges.
Mvh
Morten Piltoft