Golfregntøj som skitøj?

Rasmus 31/12 2001 11:54

Jeg er en ivrig golfspiller der både skal have nyt golfregntøj, samt nyt skitøj - og så slog tanken mig om man ikke kunne stå på ski i et lækkert golf regnsæt. I princippet burde jo være det samme - et slidstærkt GoreTex lag - og så er det vel bare at bygge op indefra med flere lag tøj (alt efter vejret)

Hvis der er nogle der har nogle erfaringer med denne kombination vil jeg da gerne høre om dem.

På forhånd tak

Kommentarer:
Der er i alt 5 svar i denne forumtråd.

Jens 03/01 2002 22:35

Sv: Golfregntøj som skitøj?

Ganske rigtigt. Begge dele er teknisk skaltøj.

Men der er forskelle:


Golf-regntøj kan godt være ret glat. Det skal skitøj helst ikke være (man kan jo falde). Men mon ikke, man alligevel kan risikere at løbe på ski et sæt golftøj?

Golf-regntøj skal kunne modstå regn og moderate temperaturer. Skitøj skal kunne modstå betydeligt lavere temperaturer, hvorimod det ikke er så væsentligt, om det kan modstå regn. Begge dele skal kunne ånde - skitøj mest.

Skitøj må meget gerne have en Gore-Tex membran, men den kan undværes. Det er ikke ret tit, den typiske ferie-alpin-skiløber er på pisten i rigtigt dårligt vejr. Vand/vindtæthed er meget vigtigere for golf-regntøj. Nu skader tæthed jo ikke på pisten, men det gør manglende evne til at ånde. Hvis man vil bruge et sæt golf-regntøj til skiløb, skal man derfor sikre sig, at det har en god åndbarhed (Gore-Tex).

En væsentlig forskel på skijakker og golf-regnjakker plejer at være kraven. På en god skijakke er der en del mere plads (både i bredden og i højden) i "skorstenen" end i golf-regnjakken. Golfjakkens krave er typisk lavet, så den lukker tæt omkring halsen (og holder regn og blæst ude). Skijakkens krave derimod skal helst kunne lukke luft ud i godt vejtr og have plads til en eller flere fleecekraver indenfor i koldt vejr. Jeg ville kigge grundigt på kraven på den golf-regnjakke, der også skulle bruges til ski.

Golf-regnbukserne, der skal bruges til ski, skal naturligvis være brede nok til at kunne gå uden på skistøvlen. Snelås har golfbukser ikke, men den er heller ikke så afgørende for pisteløberen. Golf-regnbukser er ofte ret lange og sikkert en del længere end et par skibukser, men det bliver kun et spørgsmål om, hvordan man ser ud (mange golf-regnbukser ser dumme ud på en golfbane og så bliver det ikke bedre af, at de kommer 10 cm højere op). I øvrigt kan man (i Frankrig i hvert fald) for en billig penge købe smarte gamascher, som udfylder gabet mellem et par almindelige bukser og støvlerne.

For både jakker og bukser gælder, at der er mere plads i skitøjet, da det skal kunne modstå lavere temperaturer. Hvis man vil bruge golf-regntøj til ski, bør det være tilpas rummligt.

Skitøj er ofte ret stift. Det duer ikke til golf (og det gør farven oftest heller ikke). Golftøj er ofte tyndere (og billigere). Men golftøjet er sikkert slidstærkt nok til skiløb. Og sort ser jo altid godt ud på en skibakke.

Der er flere lommer i skitøj. Men du kan klare dig med et par stykker. Pas dog på, at der er et sted at anbringe liftkortet.

Jeg tror, Gore-Tex golftøj er fint til "varmt" skiløb, men måske knapt så fint til koldt skiløb. Hvis du vil købe et sæt golftøj, der også skal kunne bruges til skiløb, så prøv det med hele molevitten (undertrøje, pulli og flees/underbukser og skistøvler).

Held og lykke med projektet.

Rasmus 03/01 2002 22:58

Sv: Golfregntøj som skitøj?

Hej Jens,

Først og fremmest tak for en MEGET udførligt svar. Jeg vil helt sikkert købe regntøj med Gore-Tex. Jeg har følgenden mærker i kikkerten: BackTee, Calvin Green og Red&Green.

Jeg har været i ski butik og set at der er en del skijakker der faktisk bare er en skal - og så derfor skal "fyldes op indefra" med pullis osv. Så nu er der bare tilbage at købe et par regnsæt - for derefter i ro og mag prøve og sammenligne dem derhjemme.

Jeg har indtil nu stået på ski i en godt foret skijakke - hvor jeg kun havde en almindelig bomuld "turtle neck" under. - Hvor mange lag tror du jeg skal regne med at have under en "regnjakke" ? (og hvilke lag?)

På forhånd tak

Peter 04/01 2002 20:41

Sv: Golfregntøj som skitøj?

Når jeg står på ski, så har jeg en svedtransporterende undertrøje inderst, en microfleece (tynd fleece) og yderst en goretex-skaljakke. Det plejer at være nok i alperne, men jeg knokler også når jeg står på ski, så jeg får varmen. Det er selvfølgelig meget individuelt hvor kuldskær man er, men mange vil nok foretrække en normal (tyk) fleece.

Kim Uldahl 08/01 2002 10:01

Sv: Golfregntøj som skitøj?

Hej Rasmus,

prøv også Rukka - dyrt, men virkelig godt

Jens 09/01 2002 14:16

Sv: Golfregntøj som skitøj?

Jeg bruger svedtransporterende undertrøje og en skipulli i tynd flees under skaljakken til godt vejr (få frostgrader, solskin og vindstille). Bliver det koldere tilføjer jeg en fleesjakke med høj krave. Og bliver det rigtigt koldt tilføjer jeg en fleesvest med ret lav krave. Det plejer at kunne klare det.

Mine skibukser er med et tyndt isolerende foer. I godt vejr har jeg et par svedtransporterende lange underbukser indenunder - ikke for at holde varmen, men for at undgå at skibukserne klistrer til benene. Når det bliver koldere bruger jeg i stedet et par lange underbukser af mikroflees (med lidt korte ben så de stopper lige før skistøvlen). Tilsvarende kombinationer må kunne bruges under et par skalbukser, men hvis det ikke er nok, må du jo have et par endnu varmere lange underbukser.

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen