Verdens første skilifter

Verdens første skilifter

Læs om verdens første skilifter, der blandt andet tæller svævebaner, kabinelifter, skinnebaner, stolelifter og slæbelifter.

Verdens første svævebaner

De første primitive svævebaner dukker op på tegninger fra starten af 1400 tallet, hvor et reb med en kurv er spændt over f. eks. en slugt.
I 1563 fandtes i sydamerika en svævebane, der hang på en rulle, og hvor folk i kurven kunne trække sig over en slugt mellem to byer. Sådan gik udviklingen hele tiden et skridt fremad.

Fra godsfragt til passagerer

De første mange hundrede år brugte man primært svævebaner til at fragte gods – for eksempel kul og tømmer. Men op mod første verdenskrig blev det stadig mere almindeligt også at fragte passagerer.-
For eksempel havde gods-svævebanen Chilecito-La Mejicana i 1905 koblet en lukket, firesæders gondol med vinduer på kablet.
To år efter, i 1907, åbnede verdens første svævebane udelukkende til passagerer på bjerget Monte Ulia i den spanske by, San Sebastian. Kabinen havde plads 14 siddende passagerer.

Den gamle kabine står der stadig

Året efter, i 1908, åbnede flere svævebaner i midteuropa. Mest kendt er nok Wetterhorn-banen i den schweiziske by, Grindelwald. Her står den gamle kabine stadig udstillet.
I første halvdel af det tyvende århundrede var svævebaner mest beregnet til at tage folk op til flotte udkigspunkter.
Men efter anden verdenkrig, hvor interessen for skisport for alvor tog fart, steg antallet af svævebaner kraftigt. Det gjaldt nu om at fragte så mange mennesker op ad gangen som muligt.
Antallet af svævebaner nærmest eksploderede fra 1990’erne. Både de store gondoler og – især - de mindre 4-10 personers kabinelifte.

Foto: Alpengallery.at

Verdens første skinnebaner  

Den ældste funicular (skinnebane) er det såkaldte Reisszug fra 1515. Den blev brugt til at fragte gods op og ned fra slottet Hohensalzburg i den østrigske by Salzburg.
Skinnerne var lavet af træ, trækket var lavet af hampreb. Og vognen blev trukket op af enten heste eller mennesker.
Med opfindelsen af dampmaskinen og senere elektricititet blev der bygget bjergbaner på skinner i mange lande og til mange formål.

Funiculi-Funicula

De mere ”moderne” funicularer dukkede op fra 1860’erne. En af de mest kendte er skinnebanen fra 1880 på den italienske vulkan Vesuv. En meget kendt operette-sang, ”Funiculi-Funicula” blev skrevet om denne bane.
Skinnebaner er aldrig gået af mode. I dag suser de ikke sjældent gennem bjerge. Som i franske Val d’Isere og Østrigske Kaprun.
 

Verdens første stolelift

Den amerikanske ingeniør James Curran byggede i 1936 verdens første stolelift. Den blev opført i skiområdet Sun Valley i Idaho, USA.
James Curran fik ideen fra et transportbånd til at laste bananer på skibe.
Han tog banantransportbåndets grunddesign, der var et kabel trukket af en motor og udstyret med kroge.
Groft sagt forstærkede han bare motoren og udskiftede krogene med stole. James Currans princip bliver i dag brugt til de fleste stolelifter i verden. (Kilde: Illustreret Videnskab

Verdens første slæbelift

Den østrigske smed, Konrad Doppelmayr, der havde startet sin iværksætterkarriere med at reparere landbrugsmaskiner og udtænke frugtpressere, byggede i 1937 en slæbelift i byen Zürs.
Det var Østrigs - og sandsynligvis verdens - første slæbelift. Det blev samtidig starten på en forrygende virksomhedshistorie. I dag er virksomheden Doppelmayr verdens største producent af skilifte.

Udgivet af: Jesper Svennum

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen