Jämtlands ukendte skiområder er perfekte for familierne

Jämtlands ukendte skiområder er perfekte for familierne

Der findes et utal af skiområder i Sverige, men to af de ukendte perler, som os danskere aldrig hører om er Trillevallen og Bydalen, som du får helt for dig selv.

På vej op i liften, taler jeg med en svensk turist, som har stået på ski i Trillevallen siden han var 2 år. Han havde ikke tal på, hvor mange timer han havde brugt med hans familie i dette område da han var barn, og nu hvor han selv havde fået børn, kunne han ikke tænke på andre skiområder som var mere oplagte, når hans egne børn nu ”virkelig” skal lære at stå på ski.

Nogle af hans bedste barndomsminder var herfra, og det som han satte mest pris på dengang, var at de som børn fik lov til at give den gas på egen hånd, selvom de ikke var særlig gamle. Præcis af den grund er han nu tilbage med hans egne børn. Området byder nemlig på en utrolig ro og sikkerhed, hvor pisterne altid står knivskarpt og er godt skiltet, så børnene let kan finde hen til hovedliften. Det giver en enorm frihed for de voksne, så hvis far og mor lige vil bevæge sig lidt væk fra de 21 præparerede pister og ud i den lettilgængelige offpiste, så kan de gøre det uden at være urolige for børnene, som så ud til at trives ”sidst han så dem”. 


Velkommen til et område, hvor du hurtigt glemmer alt om hverdagen derhjemme



Her kan du roligt lade børnene køre rundt alene, mens du selv jagter lidt pudder sne, eller giver den gas på pisterne


Jämtland er meget mere end bare Åre

Når man taler om Sveriges bedste og mest populære skiområde, så vil Åre løbe over de flestes læber, og når du lander i Östersunds lufthavn, bliver du også mødt af et stort ”Velkommen til Åre” skilt. Dog byder det svenske område Jämtland på mange andre og i særdeleshed mere børne/-familievenlige skiområder. 2 af dem er Trillevallen og Bydalen, som længe har været højt på de svenske familiers liste, når alle behov i familien skal passes.


Östersund lufthavn ligger kun 1 time fra både Bydalen og Trillevalen


Der er masser af sjov fokus på ski overalt i lufthavnen


I skal nok se en elg

Vi kører fra lufthavnen mod Trillevallen, som kun ligger 1 time fra lufthavnen, og snakken falder hurtigt på, hvor fantastisk flot det er at køre blandt alle de fantastiske fjelde, og chaufføren garanterer, at vi nok snart ser en elg!. For Jämtland er er enormt rigt på dyreliv, og hele området er i forvejen enormt populært for turister både sommer og vinter.

Om sommeren, findes der er utal af aktiviteter der tiltrækker folk fra hele verden, som bl.a. er interesseret i, fiskeri, golf, vandre, hike, sejle, cykle og udeliv. Vi er her heldigvis for at stå på ski og vi er spændte på, hvad de 2 skjulte perler byder på. 


Her i Trillevalen er der masser af aktiviteter man kan lave om sommeren



Fakta om Trillevallen:

  • 8 lifte
  • 21 nedfarter
  • 120 km præparerede langrendsspor
  • Længste nedfart 1600 meter
  • 23 pistekilometer i alt
  • Mulighed for at komme med nattog fra Malmö
  • Højeste punkt 990 m.o.h


8 lifter og 21 pister


Skiferie i børnevenlige Trillevallen 

Vi skal bo på det klassiske Högfjällshotellet, der blev bygget i 1938 og som emmer af charme. Vælger man at komme til Trillvallen med tog, tilbyder hotellet at hente en på banegården ikke langt derfra, en transportform som bliver mere og mere populær, da det er bedre for klimaet at tage toget, og man kan sågar tage det fra København/Malmø.

Hotellet ligger perfekt for både alpin og langrend, hvor vi på førstedagen giver os i krig med nogle af de 120 km langrendsspor, som snor sig rundt i et urimelig flot landskab, der gang på gang får en til at overveje, hvorfor man stadigvæk bor i Danmark. 


Högfjällshotellet ligger helt perfekt, med hurtig adgang til liftsystemet og langrend


Langrend er en skøn form for motion, som er substituerbar med en klassisk løbetur, dog kan du lettere tilbagelægge lidt flere kilometer med et par tynde ski under fødderne og samtidigt kommer dit indre ”Stress-O-Meter” helt ned, når du mærker den friske luft og fjeld følelse, som langsomt vokser i din krop. En følelse der får andre unødvendige tanker, til at flyve langt væk.

Efter en skøn eftermiddag på langrendssporene, får vi skiftet til badebukser og hopper i en udendørs spa, hvor samtalen hurtigt får ben at gå på, mens himlen går fra helt rød til kulsort. Roen har lagt sig, og vores udmattede og varme kroppe, kan se frem i mod en middag på hotellet, der skal vise sig at være af høj klasse. Hotellet har mange stolte og fine traditioner, men den som skal vise sig at være den fineste er dog gæstfriheden, som er i særklasse. 


Der findes 120 km præparerede langrendsspor



Der er ikke kun T-lifter i Sverige


Derfor skal du tage til Trillevallen

+ Masser af plads på pisterne

+ Præparerede pister hele dagen 

+ Perfekt for børnefamilier

+ Du kommer i skøn fjeldsteming

+ Fantastiske muligheder for langrend 

+ Ønsker at give dine børn de optimale forhold som begyndere

+ Funpark


Mere end bare børnevenlige pister

Morgenen starter med en omgang ”randonnée”, hvor man går op af bjerget med skind under skiene, på svensk kaldet toptur. Denne form for skiløb, er den hurtigst voksende i branchen pt. da man går gå op i det tempo, som passer til gruppen, og pludselig har tid og overskud til at kigge rundt og se bjerget/et skiområde fra en helt anden vinkel.

Aktiviteten er mest populær i forbindelse med offpiste, da man kan bevæge sig hen, hvor lifterne ikke kører, og pludselig får man alt den uberørte pudder for sig selv, deraf kommer også begrebet ”earn your turns”.

Når man efter nogle timer, kommer frem til toppen, kan man stolthed pille skindet af skiene, og ellers køre ned i den friske sne, som ingen andre har kørt i. 


Skitouring er fantastisk, da du ser naturen på en helt anden måde


På gåturen op har man mulighed for at tale med hinanden og pludselig føre samtaler, som er dybere end, hvad man kan nå på en klassisk tur med stoleliften. Personligt forsøger jeg at inddrage randonnée/skitouring på alle mine skiferier, da det giver skiløbet et helt nyt aspekt og man bliver ét med naturen på en helt anden måde.


Bjergrestauranten Ripan er moderne og byder på en fantastisk udsigt


Formiddagens motion sluttes af på Ripan, som er den store bjergrestaurant, hvor du får en skøn udsigt over det enorme fjeld. Her serveres dagens ski-mad, som giver energi til en eftermiddag med mere skiløb.


Når det er høj sol får du en eminent udsigt over hele Jämtland 



Her venter den ultimative frihed 

Har du små børn, som enten skal lære at stå på ski, eller som godt selv kan køre rundt og hygge sig, så er Trillevallen et oplagt valg. Der er stadigvæk gode brede pister til at de voksne kan komme ud og give den lidt gas, og grundet den høje snesikkerhed, er der også ofte gode forhold for offpiste.

Når du bor her, så kommer du automatisk helt ned i gear, da området ikke byder på andet end hotellet, restauranten og skianlægget, og så kan i kombinere og lave præcis de aktiviteter som nu passer til jeres behov og ønsker. 


Det er en skrøne at de ikke kan lave god mad på de svenske skisportsområder


Bydalen – Sveriges 5 største skiområde 

Fra det ene familieområde til det andet. Vi er kørt lidt østpå for at teste Bydalen af, et område som fra start ønsker at differentiere sig fra de store skiområder, ved at stedet sætter fokus på en rolig atmosfære og hyggelig stemning. Her skal være plads, og det skal ikke føles som hjemme, derfor vil du ikke støde på en McDonalds, men i stedet ”forhåbentlig” lægge mærke til den flotte natur og de store fjelde. 



Bydalen byder på hyggeligt og rigtig godt skiløb




Fakta om Bydalen:

  • 45 pister
  • 16 lifte
  • 65 km langrendsspor
  • Længste piste: 3.000 m
  • 2 pister med natskiløb
  • Antal pistekilometer: 50 km
  • Sveriges første skiskole åbnede i Bydalen
  • Højeste punkt: 1010 m.o.h.
  • 1 park og 2 børneområder


Her er 45 pister i alle farver og du får skiløb til alle niveauer, og flotte brede pister, hvor du virkelig kan træne dine carvingsving, på pister som aldrig bliver opkørt. 



Der er masser af forskellige typer af pister at køre på 


Senge 7.000 – Liftkapacitet 18.000

Bydalen kan garantere at man ikke skal stå i kø ved liften, da liftsystemet har plads til over dobbelt så mange personer, som kan sove i området. Kommer man i højsæsonen, vil man derfor ikke føle en enorm trængsel, selvom der helt udsolgt på byens hoteller og hytter.

85 % af området er dækket af kunstsne, dog er her yderst snesikkert og da de ikke har nogen sø eller bæk, til at trække vand til sneproduktionen, så har de lavet en bæk hvor smeltevandet løber til, så de eksempelvis sidste år kunne genbruge smeltevandet 4 gange til sneproduktionen. 


Vi ramte en flot solnedgang, da vi kørte natskiløb


Derfor skal du tage til Bydalen:

+ Elsker fred og ro

+ Er afsted med familie eller vennegruppe med børn

+ Godt udvalg at lette og svære pister

+ Mulighed for aftenskiløb

+ God mad

+ Lange pister

+ Let tilgængeligt offpiste

+ Vil køre på snescooter

+ Funpark


Der findes en funpark i topklasse, så de unge kan give den fuld gas


Her er obstacles til alle niveauer 


Er du på jagt efter stolelifter med varme i sædet, vandland, vild afterski og massevis af butikker, så kan du godt holde dig væk. Her får du fred og ro, samt 45 nedfarter som byder på godt skiløb.

Fra toppen af Bydalen er der en fantastisk udsigt over hele området, og hvis man er interesseret i natskiløb, kan man stå på ski i den flotteste solnedgang, inden lamperne tændes og sørger for, at du kan stå på ski indtil det er tid for aftensmad.

Det er en skrøne at Sverige ikke kan lave god mad, for det vi bliver budt på er udsøgt. Vi får blandt andet kalv, oks og elg fra egnen i løbet af vores besøg, og her er ikke et øje tørt. Faktisk er der stor fokus på gastronomi i Jämtland, og jeg begynder mere og mere at forstår hvorfor jeg ser flotte lokale madmagasiner alle steder. 


Du får pisterne for dig selv og kan træne store sjove carvingsving


Fordelen ved Bydalen er at du kan køre på 2 forskellige fjelde


Snescootersafari

Når man er på besøg, i et så magisk fjeldområde som Jämtland, så har man lyst til at udforske nogle af de flotte steder man kan se fra toppen. Derfor tager vi på snescootersafari rundt i området, og nyder en Fika. Som jeg på dansk kort vil oversætte til ”en hyggelig kaffepause”. 


ALLE bliver nogle fartdjævle, når de først kommer op på en snescooter :)



Hvis du først kører fast, kan det være bøvlet at bevæge sig rundt og det er svært at få den tunge maskine fri


Der er en grund til, at man kalder det skjulte perler

Trillevallen og Bydalen er ikke områder, jeg normalt har stødt på, når jeg har talt med kolleger og andre skiinteresserede, og måske man burde holde det for sig selv. For ikke en eneste gang, stod vi i kø til liften på nogle af destinationerne, men egentlig er jeg ikke så nervøs, for som de lokale sagde, så er pisterne indrettet så smart, at man ikke vil opleve trængsel selv i højsæsonen.

Begge områder havde begge fuld fokus på ”frihed” og fjeldfølelsen, hvilket jeg tror kommer dem til gode, da det virker til at jagten på natur fra den almene dansker bliver større og større. Så er man en familie eller vennegruppe med børn eller kærestepar, som ønsker en skiferie med fokus på hygge og samvær, så kunne jeg ikke forestille mig noget bedre sted. 

Så jeg en levende elg? Nej, heldigvis. For nu er jeg jo nødsaget til at komme tilbage – og det vil jeg!

Skisport.dk var inviteret af Jämtland Härjedalen Turisme og Visit Sweden.

Se vores video fra besøget her:



Udgivet af: Claus Loft Madsen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen