Skitouring på Svalbard

Skitouring på Svalbard

En fantastisk sæsonafslutning på Svalbard – en mangeårig drengedrøm

Se video fra skitouring på Svalbard


En drengedrøm går i opfyldelse

I mange år har snakken gået på hvor det ultimative skieventyr skulle gå hen. Vi har efterhånden rejst jorden rundt og fået sat flueben ud for mange af de omtalte destinationer – men én destination, har altid figureret på listen, og har taget mange års kredsen om den varme grød. ”Er det ikke helt vildt dyrt?”, ”Hvordan kommer man overhovedet derop?”, ”Tror du at det er godt?”. Men i år var året hvor vi tog rejsen til Svalbard, og fandt svarene: Jo det er dyrt, med flyveren og ja helt vildt godt!


Efter at have fløjet længe med hav så langt øjet rakte, kom pludselig den Norske øgruppe Svalbard til syne. Uden tvivl den flotteste indflyvning jeg nogensinde har oplevet, med udsigt til snebeklædte toppe, gletschere og isbjerge.


Earn your turns

Rejsen startede en tidlig morgen i Tirstrup lufthavn. Efter 6 timer fordelt i 4 forskellige flyvere blev 2.500 km tilbagelagt og vi lander i Longyearbyen på Svalbard. Herfra skal vi med Aurora Explorer katamaranen til den russiske mineby Barentsburg, som er vores base de næste 3 skidage.

De bebyggede områder på den store norske øgruppe bærer præg af at der har været en del minedrift. Men de mildest talt besværlige forhold der er på Svalbard, har gjort at der kun er minedrift til eget forbrug, eksport til specielle brancher og hvad vi formoder at være Russisk politik tilbage. Af den grund findes der grupper af efterladte bygninger og mineanlæg. Heldigvis dækker Svalbard et område på 1,5 gange Danmarks størrelse, så der er stadig uanede mængder rå, uberørt og fantastisk natur.


Foto: Einar Engdal

Barentsburg, vores base under opholdet på Svalbard. Langs kysten ligger gamle efterladte træhuse fra den oprindelige russiske bosættelse. Længere inde i landet ligger boligblokkene, hvor de nuværende minearbejderne bor.


Vi deltager i ”Topptursfestivalen Svalbard” der arrangeres af nordmanden Thomas Hukkelås og medhjælpere. Arrangementet har samlet lidt over 100 passionerede touring-skiløbere, som er kommet for at have et par gode dage sammen i de unikke omgivelser. Den store forsamling inddeles efter niveau og ”gå-på-mod” i mindre grupper. De første to dage krydser vores gruppe med nogle hurtige rib både Grønfjorden, hvor vi på den anden side skal bestige et par toppe begge dage. 


 Ekstra varm overlevelsesdragt er nødvendigt når man skal krydse fjorden i en lille rip båd.


Bjergtoppene ligger cirka i 600 meters højde, hvilket ikke lyder af meget. Men det må man endelig ikke undervurdere! For når udgangspunktet er strandkanten, der er flere toppe der skal bestiges og alt sammen skal tilbagelægges for egne kræfter med skind under skiene. Så skal man nok komme til at sove tungt alligevel, tro mig.


Foto: Einar Engdal 

Med en guide forrest og bagerst bliver gruppen sikkert ført mod toppen i den golde natur


Guiderne kører med våben

Belønningen for det hårde arbejde er dog det hele værd. Nedfarter med udsigt til de dybe fjorde og uspoleret, barsk natur er nogle af de ting som er med til at gøre Svalbard-eventyret helt specielt. Det bliver dog toppet op af at guiderne har skydevåben spændt uden på tasken og en pistol i bæltet. Årsagen er den at der på Svalbard bor flere isbjørne end der bor mennesker, derfor skal man tage sine forholdsregler når man bevæger sig ud i naturen.

Vi så desværre ingen isbjørne på vores tur, til gengæld så vi alt andet dyreliv der lever på disse kanter. Polar ræve der gravede i sneen, rensdyr der græssede i den spartanske grønne bevoksning, hvaler der svømmede i fjordene og ikke mindst Svalbards eneste kat.


Foto: Einar Engdal

Når man kan nyde udsigten over Grønfjorden og Isfjorden på toppen, så glemmer man øjeblikligt hvor hårdt det var at komme til toppen!

Foto: Einar Engdal

Der var heldigvis ikke brug for skydevåben under vores ophold, men deres tilstedeværelse er med til at skabe den specielle ”Svalbard atmosfære”


Gå aldrig ned på udstyr

På eventyr som dette er det vigtigt ikke at gå ned på udstyr! Selvom kalenderen nærmede sig juni, og skisæsonen for de fleste længe har været slut, så frøs gruppens medlemmer alligevel regelmæssigt. I løbet af få øjeblikke kan vejret skifte fra solskin og varme til arktisk kulde og snestorm. Vi oplevede det selv flere gange, og lag på lag-princippet er nøglen til at holde sig varm og tør hele dagen. Selvom termometret blot viste -8°C, føltes det i perioder meget koldere, grundet wind chill og den fugtigere luft langs kysten.


Foto: Einar Engdal 

Vi blev ramt af snevejr netop som vi blev sat i land på den anden side af fjorden, og alt det varme tøj kom i brug fra morgenstunden af


Med hætterne trukket godt op om ørerne bevæger vi os på en lang række ind mod bjergene, hvor man kan være heldig at komme i læ – hvis altså ikke solen skinner fra en skyfri himmel inden vi kommer så langt


Sneforholdene på turen har været meget blandet, men aldrig rigtig gode. Svalbard er beskrevet som en arktisk ørken, forstået på den måde at det blæser meget og sjældent falder nedbør. Til gengæld er der koldt, så den sne der falder bliver også liggende – hvis altså ikke den blæser væk. Vi kørte således både på isede underlag men fandt også bjergsider med god sne, pudder til midt på støvlen. 

Foto: Einar Engdal

Øjeblikke som dette kommer vi sent til at glemme! Solen titter frem, sneen er god og udsigten er eventyrlig


Svalbard er noget for sig

Skitouring på Svalbard har været en kæmpe oplevelse, og levede fuldt ud til de store forventninger. Skiløb med havudsigt er en fantastisk oplevelse, som vi ikke kan opleve på de sædvanlige ture til alperne, eller på de gængse destinationer i norden.

En tur til Svalbard er bestemt anbefalelsesværdigt, hvis du er den eventyrlystne type, har skiniveau til at kunne køre i alle forhold med og uden sigtbarhed, samt har den luft i budgettet det kræver at kunne prioritere at bruge så relativt mange penge på en forlænget weekendtur til nabolandet, Norge.

Vi har sluttet skisæsonen 18/19 af med et absolut brag, og gode med minder der får os igennem sommeren og efteråret inden skisæsonen 19/20 byder på nye eventyr.


En skitur som skabte fantastiske minder og nye venskaber fortjener et gruppebillede, sammen med en statue af Lenin centralt placeret i den russiske mineby Barentsburg. 

 


Skisport.dk rejste til Svalbard i forbindelse med den norske topptursfestival. Billetsalget til festivallens 2020 tur startede i september her.
Man kan holde sig opdateret på deres facebook-side.

Udgivet af: Sebastian Jakobsen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen