Jeg tog afsted i 5 dage for at teste området, og allerede på rejsen derop stod det klart, hvor nemt det er at komme på skiferie i Norge.
Vi kørte hele vejen i elbil og havde hjemmefra ladet bilen op til 100 %.
Færgeturen fra Hirtshals til Larvik tager lige knap tre en halv time og er en behagelig måde at starte ferien på.
Et lille tip, hvis du rejser i de store skiferieuger, er at pakke en lille taske og efter check-in og paskontrol sende én eller to personer ombord via gangbroen.
Fodgængere bliver ofte lukket ombord før bilerne, og på den måde kan man sikre sig nogle af de gode pladser på færgen, inden resten af passagererne kommer ombord
Efter en kort sejltur ankommer man til Larvik, og herfra går turen direkte mod Gausta. Køreturen tager omkring tre timer, afhængigt af rute og vejrforhold.
Vi kører altid via Notodden over vejen “36”, som især har været en fordel ved snevejr og mørkekørsel da det er en lidt større vej.
For elbilister er denne rute også oplagt, da der er gode ladeløsninger undervejs.
Man skal være opmærksom på, at der er vejafgifter i Norge, også på denne strækning. Vi brugte appen EPASS24, som fungerede nemt og problemfrit for os.
Den sidste del op mod bjerget foregår ad en forholdsvis stejl bakke, og tidligere år har vi oplevet, at det kan være udfordrende, hvis det sner kraftigt eller er meget glat.
I år var der dog ingen problemer overhovedet. Vejen bliver løbende ryddet, og der kører jævnligt traktorer op og ned for at rydde sne.
Vi har altid snekæder med i bilen, og det vil jeg klart anbefale - især til netop denne sidste opstigning, hvis vejret skulle drille.
Masser af sne og lige ved pisten
Det er efter min mening hele hjertet af Gausta, og herfra har man nem adgang til liftsystemerne, aktiviteter og de forskellige pister.
At kunne spænde skiene på lige udenfor døren og glide direkte ud på pisterne giver en helt særlig frihed - og der en hav af muligheder for ski in/ski out i Gausta.
Finder man en hytte væk fra pisterne, er det heller intet problem. Der går
gratis shuttle busser rundt i området, som man nemt kan følge på et live-map - dem benyttede vi os i hvert fald af en af dagene.
Noget af det, der virkelig imponerede os denne gang, var snemængderne.
Jeg har været mange steder i Norge, også langt længere nordpå.
Her stod vi midt i enorme mængder sne, kun tre timer fra færgen.
Skiløbet i Gausta (pister, lifter, niveauer, favoritruter)
Første skidag stod vi tidligt op og tog ned til
skiudlejningen, som åbnede klokken 09:30 (åbningtider kan variere efter sæson, men aldrig senere end 09:30). Pisterne åbner kl 10, så kom gerne i lidt god tid - så du er første mand på pisten.
Man har mulighed for at forudbestille ski og støvler hjemmefra, så det hele står klar ved ankomst, men man kan også sagtens bare møde op og leje på stedet. Det gjorde vi selv i år, og det fungerede helt uden problemer.
Rejser man i de mere populære uger, kan det dog være en fordel at bestille udstyret på forhånd for at spare lidt ventetid. Udenfor skiudlejningen kan man desuden nemt tanke sit liftkort op, hvis man har et kort med hjemmefra, eller købe et nyt direkte i skiudlejningen.
Mit bedste råd er at downloade
Gausta-appen allerede inden afrejse. Appen fungerer som et samlet overblik over hele destinationen og gør det nemt at leje ski, holde øje med vejrforhold og åbne pister, booke bord på restauranter osv.
Kort sagt kan næsten alt klares direkte fra mobilen, og appen føles hurtigt som en uundværlig del af opholdet.
Gausta passer til alle aldre og niveauer. Området byder på lange grønne pister til begyndere og familier, blå pister til dem, der gerne vil have lidt mere fart, samt røde og sorte pister til de mere øvede, der virkelig vil udfordres.
Lige uden for Stova restauranten/varmestuen kan man tage T-liften op, og herfra er det nemt at komme videre rundt i hele skiområdet. Fire gange i ugen er der
aftenkørsel på pisterne, hvor to pister er lyst op, så de kan køres på (tirsdag, torsdag, fredag og lørdag).
En piste, der fortjener særlig opmærksomhed i min bog, er den lange grønne
piste nummer 14.
Det er en flot og varieret tur med god længde, mulighed for fart og en fantastisk udsigt, når vejret er klart. Langs pisten ligger også
de populære bålhytter, som kan lejes via appen for omkring 100-130 danske kroner.
Her er brænde, så man skal blot medbringe sit eget mad (husk selv at medbringe optænding). Vi grillede pølser og brød i år, som vi købte nede i Pose & Sekk dagligvarerbutikken tæt på Gaustablikk Fjellresort. Er hytterne ledige, kan de også benyttes gratis, men man skal være opmærksom på eventuelle reservationer.
Det er nemt at komme rundt mellem de forskellige liftsystemer via. pisterne og jeg vil mene alle niveauer kan stå med det meste af vejen. Gausta har to lange stolelifter, der fører op til hver sin top og som giver en god lang og varieret tur ned igen. Derudover har de 11 andre tallerken - og t-lifter, samt ca. 44 pister til alle niveauer.
Turen fra den ene side af området til den anden tager omkring 30–40 minutter alt efter niveau og kan køres på både grønne, blå og røde pister, så alle kan være med.
På den anden side af området ligger der desuden flere hytter, hoteller og spisesteder, blandt andet det asiatiske spisested “
Bygget”, som helt klart er et besøg værd.
Jeg startede selv hver morgen ud med en lang tur om på den anden side, hvor pisterne var helt nye, fyldt med puddersne og klasse udsigt. Her er min morgen rute, som jeg kan anbefale (hvor alle iøvrigt sagtens kan stå med):
Mere end skiløb (gåture, langrend, sauna, spa, hundeslæde)
Er man ikke til ski eller snowboard, er der heldigvis stadig masser at lave i Gausta. Området byder på lange, smukke gåture og
fantastiske langrendsruter, blandt andet rundt om den store sø, hvor udsigten og naturen virkelig kommer til sin ret.
Her har man saunaen helt for sig selv med panoramaudsigt over søen og landskabet, og for de modige er der mulighed for et dyp i det iskolde vand.
Saunaen koster 850 norske kroner for en time og kan bookes via
hjemmesiden, appen eller i receptionen på hotellet. Efterfølgende fortsatte vi i hotellets spaområde, hvor et par afslappende timer i den varme jacuzzi rundede oplevelsen perfekt af.
En af de mest unikke oplevelser på turen var
hundeslædekørslen, som Gausta har fået mulighed for at tilbyde. Turen går rundt om søen i et helt fantastisk vinterlandskab.
Man starter med at blive budt velkommen i en tipi med bål, varm kakao og kaffe, inden man møder hundene. Selve turen varer cirka 15 minutter og er uden tvivl en oplevelse, der fortjener en plads på bucketlisten.
Prisen ligger omkring 260 danske kroner per person, og hundeslæden kører dagligt mellem kl. 11 og 14 i udvalgte uger.
Er du mere til kolde øl end kolde tæer, har Gausta heldigvis også noget at byde på.
I de store skiferieuger åbner de for
afterski hver aften på baren “Loftet”, hvor stemningen hurtigt kommer op med livemusik, pizzaaftener og karaoke. Uden for højsæsonen holder Loftet åbent på udvalgte dage et par gange om ugen, men stemningen fejler stadig ingenting.
Mad, pauser og varme steder
Noget af det, der virkelig har imponeret mig ved Gausta gennem årene, er den udvikling området har gennemgået. Siden jeg begyndte at komme her, er der kommet et væld af lækre restauranter til, og i dag er udvalget markant bredere end tidligere.
Rundt i hele skiområdet - på begge sider af bjerget finder man varme samlingssteder og restauranter, hvor man nemt kan holde pause uden at skulle tilbage til hytten.
Udvalget spænder fra italiensk pizza til asiatiske retter som ramen og nudler, der passer perfekt på kolde skidage. Og så er der en
fantastisk bager tæt på lifterne, hvor man kan få friskbagt brød, nyde en god kop kaffe eller lige få optanket vanddepotet med gratis vand (jeg kan ihverfald anbefale lige, at klikke skiene af og prøve deres kardemommesnurrer)
Et sted vi bliver ved med at vende tilbage til
Når man samler det hele, er
Gausta et sted, der virkelig har overrasket positivt. Siden jeg begyndte at komme her, er der sket meget, og området føles i dag langt mere gennemført.
Det er ikke længere kun et godt skiområde, men en destination hvor alt hænger bedre sammen - fra pister og liftsystemer til restauranter, oplevelser og små detaljer, der gør ferien nemmere.
Man får utrolig meget ski for pengene. Skiløb for alle niveauer, (næsten garanteret) masser af sne, hyggelige steder at spise og varme sig, gode oplevelser uden for pisterne og en stemning, der er afslappet og uformel. Samtidig er området overskueligt, så man aldrig føler, at man bruger unødigt tid på transport rundt på bjerget.
Og så er der selvfølgelig afstanden.
Det er svært at overse, hvor fedt det er at kunne komme til ægte norsk fjeld, masser af sne og ro uden at skulle køre i timevis gennem Norge.
Med færgen til Larvik og kun få timers kørsel derfra er Gausta overraskende tæt på Danmark, og netop dét gør, at det er et sted, jeg sagtens kan finde på at tage til igen. For os er Gausta blevet et sted, der bare fungerer - og som bliver ved med at blive bedre.
Skrevet af: Niklas Nielsen.