Singles' Weekend: Spar op til 20% på ski og støvler 🎿
Det her skal du bare smage på skiferien i Italien

Det her skal du bare smage på skiferien i Italien

Når du er på skiferie i Italien, findes der en masse madretter, som du ikke må misse. Det Italienske køkken er fantastisk og skuffer sjældent.

Italien får mine tænder til at løbe i vand. Jeg har nu boet flere sæsoner i landet og bliver til stadighed overrasket over madens høje kvalitet – også i terrænet. Det er et af de eneste lande, hvor man bør tage sig god tid til at spise, når man går ind til en frokost på bjerget.

Pasta og gnocchi

Man kan til alle tider finde frisk pasta og gnocchi på italienske restauranter med respekt for sig selv. Og netop de friske råvarer er essensen af det italienske køkken. Man skal kun tage stilling til, hvad man ellers lyster selvsamme dag; svampe, trøffel, tomat eller kødsovs – det er det smukke ved pasta og gnocchi – og så passer de to spiser helt perfekt til en aktiv ferie som skiferien.

Risotto

Denne italienske, cremede risret er, ligesom de to ovenstående, det som man i Italien kalder en primo, eller på dansk, forret, og kan på samme måde nydes som en god, fyldig frokost på bjerget. Ingredienserne afhænger ofte af årstiden, men ligegyldigt hvad man blander i, så smager det altid dejligt.

Carpaccio

Den oprindelige italiensk carpaccio er fintskårne skiver af rå okse- eller kalvefilet serveret med rucola og parmasanost. Sammen med friskbagt italiensk brød, olivenolie og balsamico er det en himmelsk ret. Man skal ikke forvente at blive mæt, men det er et helt perfekt mellemmåltid.

Antipasti

Små appetitvækkere, der serveres i forbindelse med et glas øl eller vin efter en lang dag på pisten. Som regel er det ost, skinke og oliven fra nærområdet, men det kan også være små kreationer med æg og dej. Selvom det er omvendt rækkefølge (man går jo som udgangspunkt på bar for vin eller øl og ikke antipasti), så skal man spørge efter regional vin og øl – man kan ligeså godt gå ”all in” på de lokale lækkerier – både faste og flydende. Mere end én gang er jeg ikke kommet længere end den lokale vinbar og alligevel gået hjem på fuld mave.

Pizza

Man kan ikke sige Italien uden at sige pizza! Man kan sagtens spise pizza hver dag, når man er i pizzaens land. Start med en Pizza Margherita og arbejd jer ligeså langsomt igennem menuen – især pizza med kartofler og tre slags oste er populær. Jeg kan på det varmeste anbefale det.

Tiramisu

Ingen pizza, pasta, carpaccio eller det der ligner uden dolce. Dolce er dessert, og tiramisu er en af de mest kendte. Den kan både serveres som kage eller lidt mere flydende i et glas. En likørdessert, der består af mascarpone, æggeblommer, kaffe, kakaopulver og marsalavin. Hvis man er til kaffedesserter, så smager det så englene synger.

Panna cotta

Er en italiensk budding, som man tilfører forskellige smagsvarianter, enten bær, kaffe, chokolade – ja faktisk alt mellem himmel og jord. Man kan få panna cotta på alle restauranter og cafeterier i Italien.

Italiensk is

Selvfølgelig!

Bombardino

Man kan ikke stå på ski i Italien uden at få sig en Bombardino – det ville være som en skiferie i Østrig uden Jægerte. Det er i bund og grund æggesnaps med cognac og flødeskum til at toppe den af. Skal nydes varm.

Kaffe

Det er kaffeland nummer et i Europa, og al slags kaffe smager himmelsk. Der er loft på kaffepriserne, derfor kan man nyde en espresso eller cappuccino flere gange om dagen uden at købe sig fattig. Så er du til kaffe, så er du landet det rigtige sted.

Dem af jer, der endnu ikke har taget stilling til, hvor skiferien skal afvikles i år, burde lægge vejen forbi Italien – landet der taler til alle sanserne – både bjergene og gastronomien, så gør det! 

Læs meget mere om skiferie i Italien her. 

Udgivet af: Tamar Barbara Andersen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen