Hoch Ybrig – vores lille hemmelighed i de schweiziske alper
Der findes skisportssteder, som imponerer med deres størrelse. Og så findes der steder, som vinder ens hjerte. For os er Hoch Ybrig blevet det sidste.
I snart mere end ti år har vi været fire gamle venner, der hver vinter har sat kursen mod dette lille, oversete skiområde i det centrale Schweiz. Vi har stået på ski mange steder i Østrig, Italien og nu Schweiz sammen gennem mere end to årtier. Håret er blevet mere gråt, knæene lidt mere forsigtige, og pauserne på bjergrestauranterne lidt længere. Men glæden ved de første sving på de velpræparerede pister er præcis den samme, som da vi begyndte.
Når vi lander i Basel, står Keld som altid klar med vores helt egen "limousineservice". Hans næsten selvkørende Tesla fragter os sikkert gennem det smukke schweiziske landskab, mens snakken allerede går om sneforhold, vejrudsigter, bjergbestigninger og årets første omgang Bezzerwizzer. Turen til Oberiberg er blevet en del af ritualet. Fra det øjeblik bagagen er lagt i bilen, ved vi, at endnu et kapitel i vores fælles Hoch Ybrig-historie er begyndt. Keld er vores udenlandsdansker og den naturlige ankermand på turene. Gennem mange år har han opbygget sit liv i Schweiz, hvor han driver en succesfuld IT-virksomhed. Det var kærligheden til landet og bjergene, der førte til, at han købte sin chalet i Oberiberg – et sted, som siden er blevet vores faste samlingspunkt og nærmest et andet hjem. Når vi drejer ind mod Oberiberg og chaleten dukker op, føles det ikke som at ankomme til en feriebolig – men som at komme hjem. Her bliver vi altid mødt med varme og en ro, der straks sænker skuldrene.
Vi er fire vidt forskellige personligheder, men når kalenderen siger skitur til Hoch Ybrig, falder alting på plads. Lars – eller Bofo, som han uundgåeligt kaldes – er den, der altid finder den skæve kommentar på det rigtige og nogen gange på det forkerte tidspunkt. Michael går sjældent under sit fulde navn; for os er han ganske enkelt Eltons. Og så er der mig selv, som efterhånden har haft fornøjelsen af at dele disse og andre ture i alperne med de samme tre venner i over tyve år.
På pisterne
Om morgenen begynder det hele igen. Liftene åbner, den kolde bjergluft bider let i kinderne, og solen får sneen til at glimte som knust glas. Fra toppen åbner udsigten sig mod Druesberg og de omkringliggende bjerge i kantonen Schwyz. Stilheden er kort, før de første sving skærer spor i den nypreparerede sne. Hoch Ybrig er ikke stort. Og netop derfor er det så godt. Her er sjældent trængsel, og man kan lade skiene løbe uden at skulle navigere mellem menneskemængder. Det giver en sjælden følelse af frihed – som om bjergene er lidt mere vores egne her. Hoch Ybrig er måske heller ikke Schweiz’ mest berømte skisportssted. Der er ingen glamour, ingen lange liftkøer og ingen behov for at imponere nogen. Til gengæld er der noget langt mere værdifuldt: et sted, hvor tiden går lidt langsommere, og hvor alt det vigtige får lov at fylde.
Pisterne i Hoch Ybrig er måske ikke de længste i Alperne, men de er blandt de bedst præparerede, vi kender. Især de brede røde nedfarter fra Spirstock og Sternen er en fornøjelse, hvor man kan lade skiene løbe i lange, elegante carvingsving gennem den knitrende sne. Området rummer også udfordrende sorte pister, som stadig kan få pulsen op, selv efter mange år på ski, mens de brede blå pister giver perfekte rammer, og vi nyder skiløbet i et lidt roligere tempo.
3000 meter nedfart med udfordringer
Selv efter mere end ti vintre i Hoch Ybrig er der én nedfart, som altid bliver mødt med en vis respekt. Når den over 3000 meter sorte piste ned mod Weglosen er åben, ved vi, at dagens største udfordring venter. Den stejle hældning stiller krav til både teknik, balance og koncentration, især når sneen er hård og nyprepareret fra morgenstunden.
For os er det næsten blevet et lille ritual. Vi stopper et øjeblik på toppen, kigger ned over den markante nedfart og sender hinanden et smil, der siger mere end ord. Så gælder det om at finde rytmen, lade skiene arbejde og nyde den fantastiske fornemmelse, når hvert sving lykkes. Benene syrer til, pulsen stiger, og nede i Weglosen er vi enige om det samme hver eneste gang: Den tur var hele dagen værd. Det er netop sådanne pister, der gør Hoch Ybrig så interessant. Området byder både på brede, indbydende carvingsving, familievenlige nedfarter og teknisk krævende sorte pister. Derfor vender vi tilbage år efter år – der er altid en ny udfordring, og den sorte nedfart mod Weglosen minder os om, at bjergene aldrig skal tages for givet.
Snowparken ved Hesisbol summer af liv med hop, rails og unge skiløbere og snowboardere, der udfordrer tyngdekraften. Det er fascinerende at holde en pause og se deres kreativitet og mod, mens vi nyder en kop kaffe i solen.
Samtidig fortsætter Hoch Ybrig med at udvikle sig. Den nye moderne gondolbane fra Weglosen har gjort adgangen til skiområdet både hurtigere og mere komfortabel. Den løfter gæsterne effektivt op i terrænet, men heldigvis uden at ændre områdets særlige karakter. Hoch Ybrig har formået at modernisere faciliteterne og samtidig bevare den rolige, autentiske atmosfære, som netop gør stedet så specielt for os.
Vores ture til Hoch Ybrig handler dog ikke kun om skiløb. De handler i lige så høj grad om venskab. Vi kender hinandens historier til bunds, men alligevel dukker nye op hvert år over frokosten eller en kaffe i solen. Der bliver grinet af gamle styrt, diskuteret ski og mindet om ture, der kun bliver bedre i fortællingen.
Frokost på Fuegeregg
Der er én tradition, som næsten aldrig bliver brudt. Når sulten melder sig midt på skidagen, styrer vi skiene mod Restaurant Fuederegg. Efter så mange års besøg føles det næsten som at komme hjem. Melanie og Thomas tager imod med en varme og charme, der gør, at man straks føler sig velkommen. De har den sjældne evne til at få hver eneste gæst til at føle sig som en stamgæst.
Her nyder vi en lang frokostpause med udsigt til de sneklædte pister, mens dagens oplevelser bliver vendt over en en velsmagende sandwich og en Feldschlösschen øl. Der er altid tid til et godt grin og en snak med Melanie og Thomas, før vi spænder skiene på igen og fortsætter dagens eventyr.
Det er netop steder som Fuederegg, der giver Hoch Ybrig sin sjæl. Her handler det ikke kun om skiløb, men om menneskene, gæstfriheden og de små traditioner, som med årene bliver en lige så stor del af oplevelsen som de perfekte pister.
Aprét ski
Chaletlivet i Oberiberg er blevet en lige så vigtig del af rejsen som skiløbet. Efter dagens sidste tur på pisterne har Keld og jeg vores eget lille ritual. Saunaen bliver varmet godt op, og når kroppen er gennemvarm, tager vi det obligatoriske dyk i isbadet. Kontrasten mellem den intense varme og det isnende kolde vand er både brutal og fantastisk – i hvert fald hvis man spørger os.
Bofo og Eltons ser til gengæld på vores ritual med en vis skepsis. De foretrækker komforten foran pejsen eller et godt glas i hånden, mens de med et smil ryster på hovedet af os to, der frivilligt hopper i iskoldt vand. Sådan har det været de seneste år, og sådan skal det nok blive ved med at være. Vi har hver vores traditioner, og de er alle blevet en del af historien om vores ture til Hoch Ybrig.
Senere samles vi alle foran den store pejs, som er chaletens naturlige hjerte. Flammerne knitrer, skistøvlerne er skiftet ud med hjemmesko, og et glas rødvin eller en kold schweizisk øl hører næsten altid til. Her falder skuldrene helt ned, dagens oplevelser bliver genfortalt, og latteren fylder stuen. Det er her, man for alvor mærker, at Hoch Ybrig er blevet meget mere end et skisportssted – det er blevet vores fælles fristed. Vi genoplever dagens bedste sving, de små styrt, de store grin og de øjeblikke, hvor bjergene endnu en gang har imponeret os. Ilden spreder en behagelig varme, mens mørket sænker sig over Oberiberg, og udenfor glimter sneen i månelyset. Bezzerwizzer bliver fundet frem, og stemningen stiger hurtigt. Konkurrencen er benhård, svar bliver diskuteret med stor overbevisning, og reglerne fortolkes kreativt. Bølgerne går højt – men altid i en tone af venskabelig rivalisering, hvor latteren til sidst vinder over pointene.
Bjergene venter forude
Keld og jeg deler en dyb fascination af bjergene omkring Hoch Ybrig. Når skisæsonen er ovre, og de hvide bjergsider har skiftet farve til grønne enge og gyldne lærketræer, vender Keld og jeg tilbage til Hoch Ybrig. Denne gang med rygsække, vandrestøvler og en sund portion respekt for de bjerge, der venter.
Når Keld og jeg vender tilbage til Hoch Ybrig om efteråret, er det et helt andet landskab, der møder os end om vinteren. Sneen er væk, og bjergsiderne er dækket af frodige, saftige grønne enge, hvor duften af nyslået græs, vilde blomster og fugtig skovbund fylder den klare bjergluft. Langs stierne græsser køer fredeligt, og lyden af de store kobjælder følger os næsten hele vejen op ad bjerget. Den rolige, rytmiske klang bliver en del af naturens egen musik og minder os om, at livet i Alperne stadig følger årstidernes gamle rytme.
Vi standser ofte et øjeblik – ikke fordi benene trænger til en pause, men fordi udsigten og stilheden fortjener det. Vi trækker den friske bjergluft helt ned i lungerne og nyder den særlige blanding af harpiks fra granerne, fugtige enge og den rene, kølige luft, som kun findes i bjergene. Det er øjeblikke, hvor tiden synes at stå stille, og hvor man forstår, hvorfor vi bliver ved med at vende tilbage.
Vores klassiske mål er Roggenstock (1.778 meter), Grosse Mythen (1.898 meter), Forstberg (2.215 meter) og områdets markante kæmpe, Druesberg, der med sine 2.280 meter rejser sig majestætisk over landskabet. Hver top har sin egen karakter. Grosse Mythen med den ikoniske silhuet og den stejle sti til toppen. Roggenstock med de fantastiske udsigter over Ybrig. Forstberg, hvor stilheden ofte er total. Og Druesberg, som kræver både udholdenhed og koncentration og altid giver en særlig tilfredsstillelse, når varden endelig dukker op.
For mig er fascinationen af bjergene ikke opstået i Hoch Ybrig. Gennem årene har jeg haft den store oplevelse at bestige flere af Alpernes 4.000-meter-toppe omkring Saas-Fee i Schweiz. De ture har budt på gletsjervandringer, stejle isflanker og tynd luft højt over skyerne – oplevelser, som har sat sig dybt i hukommelsen.
Druesberg - efterårets store udfordring.
Druesberg har imidlertid en helt særlig plads i hjertet. Med sine 2.280 meter kan bjerget naturligvis ikke måle sig med Alpernes store giganter i højden, men det behøver det heller ikke. Sammen med Keld vender jeg tilbage år efter år, fordi Druesberg tilbyder præcis det, vi søger: en fysisk udfordring, spændende passager med kæder og stiger, storslåede udsigter og den særlige tilfredsstillelse, der følger med at stå på toppen efter en lang opstigning. Det har lært mig, at store bjergoplevelser ikke nødvendigvis måles i højdemeter. De måles i de minder, man skaber, og de mennesker, man deler dem med.
Turen begynder i Weglosen, hvor de første kilometer virker næsten uskyldige. Men snart rejser ruten sig stejlt gennem skov og alpine enge, og højdemeterne begynder for alvor at kunne mærkes i benene. Undervejs møder vi de passager, som gør Druesberg til noget helt særligt. Her er ruten ikke længere blot en vandrerute. På de stejleste afsnit hjælper faste kæder og korte stiger os sikkert op gennem klippepartierne. Det er ikke egentlig bjergbestigning, men terrænet kræver, at man har sikre ben, et roligt hoved og respekt for bjerget.
Efterhånden som vi kommer højere op, bliver landskabet mere råt. Græs erstattes af klipper, ruten bliver smallere, og enkelte passager kræver, at hænderne også tages i brug. Her handler det ikke længere om fart, men om rytme, balance og koncentration. Hvert skridt bringer os tættere på toppen, mens udsigten bag os bliver mere og mere storslået. For Keld og mig er det netop disse passager, der gør turen så fascinerende. Pulsen stiger en smule, grebet om kæden bliver lidt fastere, og hvert skridt kræver fuld koncentration. Når man vender sig om, bliver belønningen øjeblikkelig. Udsigten bliver større for hver meter, og dalen langt under os virker næsten uvirkelig. Det er her, man mærker den særlige tilfredsstillelse ved at bevæge sig i alpint terræn – ikke fordi det er farligt, men fordi bjerget kræver både ydmyghed og opmærksomhed.
På vej mod toppen
Druesberg har endnu en gang mindet os om, at de største oplevelser ofte kræver lidt ekstra anstrengelse. De sidste hundrede højdemeter er de mest krævende. Luften er tyndere, benene er trætte, og stigningen virker næsten lodret. Men netop dér finder vi altid de sidste kræfter. Belønningen venter på toppen. Fra Druesbergs top åbner der sig et panorama over det centrale Schweiz. Mod syd rejser Alpernes høje tinder sig, mens Zürichsøen glimter i det fjerne. Stilheden er næsten total, kun afbrudt af vinden og lyden af kobjælder langt nede i dalen. Det er øjeblikke som disse, der får os til at vende tilbage år efter år.
Efter en velfortjent pause begynder nedstigningen. Men eventyret er endnu ikke slut. Tilbage ved Druesberg hytten hopper vi op på områdets trottis – de karakteristiske schweiziske terrænløbehjul – og suser ned mod Oberiberg. Med vinden i ansigtet, et bredt smil og trætte ben bliver turen ned den perfekte afslutning på en dag med mere end 1.000 højdemeter i benene. Druesberg er ikke blot en bjergbestigning for os. Den er blevet en tradition, et fælles mål og en påmindelse om, at eventyrlysten ikke har nogen udløbsdato.
På bare en tre fire dage samler vi tusindvis af højdemeter i benene. Der er øjeblikke, hvor stigningerne føles endeløse, og benene protesterer, men netop dér minder bjergene os om, hvorfor vi bliver ved. Belønningen er udsigterne, stilheden og følelsen af at stå på toppen med hele det centrale Schweiz bredt ud foran os. Vi nøjes dog ikke med at vandre. De stejle bjergveje og smalle skovstier kalder også på mountainbiken, og flere af vores ture udvikler sig til krævende udfordringer med lange stigninger, hurtige nedkørsler og masser af sved på panden. Belønningen kommer på toppen, hvor udsigten over de grønne alper og de takkede bjergkamme minder os om, hvorfor vi bliver ved med at vende tilbage.
Med Bertram på ski
Én gang om året får oplevelsen endnu et lag, når jeg har mit barnebarn Bertram med i hans vinterferie. Selvom han kun er 12 år, bevæger han sig hjemmevant rundt på sine ski og nyder bjergene med en naturlig begejstring. Det er noget helt andet at se bjergene gennem hans øjne – den første fart, de første store smil i liften og den stille koncentration på de blå, røde og sorte pister. For mig er det en påmindelse om, at det hele fortsætter videre, bare i nye versioner.
Mens Keld og jeg slapper af med en kold øl efter dagens oplevelser, indtager Bertram køkkenet med imponerende selvsikkerhed og kokkehuen korrekt placeret. Han er igang med aftensmaden og kort efter breder duften af hans hjemmelavede pasta carbonara sig fra køkkenet til hele chaleten. Omkring spisebordet bliver tallerkenerne hurtigt tømt, og en sjælden stilhed sænker sig et øjeblik – ikke fordi vi mangler noget at sige, men fordi Bertrams carbonara ganske enkelt fortjener al opmærksomheden. At en 12-årig kan samle os to gamle gamle skiveteraner om et måltid på den måde, er næsten lige så imponerende som udsigten fra Druesbergs top.
E guerte mit einand
Selvom vi oftest nyder aftenerne i Kelds chalet, hvor vi fire på skift står for aftens kulinariske oplevelse, hænder det også, at vi forkæler os selv med et restaurantbesøg. Et af vores foretrukne steder at nyde en god middag er Roggenstock Lodge. Den moderne lodge kombinerer alpine traditioner med en afslappet atmosfære, hvor kvalitet og gæstfrihed går hånd i hånd. Men det er ikke kun køkkenet, der gør stedet specielt. Efter en omfattende ombygning genåbnede lodgen i december 2025 i en moderne og indbydende udgave, hvor den traditionelle alpine stemning er bevaret, men med lyse omgivelser og høj komfort.
Værten, Alex Taugwalder, er selv en passioneret outdoor-entusiast. Han færdes lige så hjemmevant i bjergene som blandt sine gæster og har blandt andet selv besteget Matterhorn – en bedrift, som kun styrker respekten for hans kærlighed til Alperne. Historien får en ekstra dimension, når man kender hans familienavn. Langt tilbage i slægtens historie findes forbindelsen til den berømte Taugwalder-familie fra Zermatt. Peter Taugwalder den Ældre og hans søn, Peter Taugwalder den Yngre, var de lokale bjergførere, der deltog i den historiske førstebestigning af Matterhorn i 1865 sammen med den britiske alpinist Edward Whymper. Selvom Alex naturligvis tilhører en langt senere generation, er det svært ikke at tænke på den stolte bjergtradition, når man taler med ham om livet i Alperne.Måske er det netop derfor, man føler sig ekstra godt tilpas på Roggenstock Lodge. Her møder man ikke blot en dygtig vært, men et menneske, der lever det alpine liv året rundt og deler den samme fascination af bjergene, som får os til at vende tilbage til Hoch Ybrig igen og igen.
Når vi har lyst til noget mere traditionelt og lokalt, går vi hen vi til Säger. Her er stemningen ægte schweizisk, uformel og hyggelig, præcis som vi holder af den. Portionerne er generøse, klassikerne tilberedt med omhu, og man føler sig hurtigt som en del af lokalsamfundet. Det er den slags sted, hvor både stamgæster og besøgende bliver budt velkommen med et smil, og hvor en god middag ofte udvikler sig til en lang aften med historier om dagens oplevelser på pisterne.
Det er netop kontrasten mellem det moderne og det traditionelle, der kendetegner Hoch Ybrig. Her kan man den ene aften nyde raffineret gastronomi og den næste sidde på en lokal reataurant med schweiziske specialiteter og et glas rødvin. Begge dele hører med til den oplevelse, som år efter år får os til at vende tilbage.
Hoch Ybrig, - mere end et skiområde
For os allesammen er Hoch Ybrig blevet meget mere end et skiområde. Det er blevet rammen om et venskab, der har varet i mere end tyve år. Et sted hvor Kelds chalet i Oberiberg samler os, hvor sauna og isbad er faste ritualer, hvor Bezzerwizzer-aftenerne kan få bølgerne til at gå højt, og hvor bjergene uden for sæsonen fortsætter med at trække os op i højden. Og nu også et sted, hvor mit barnebarn Bertram er begyndt at finde sin egen vej i sneen.
Det er derfor, vi bliver ved med at vende tilbage. Ikke fordi Hoch Ybrig er størst – men fordi det er vores. Når vi forlader Oberiberg og Keld sætter kursen mod Basel i Teslaen, er bilen som regel mere stille end på udturen. Ikke fordi vi mangler noget at tale om, men fordi vi allerede er begyndt at glæde os til næste gang. Vi ved, at vi vender tilbage. Til pisterne, til Druesberg, til pejsen, til Bezzerwizzer, til Bertrams carbonara og til vennerne. For Hoch Ybrig er ikke længere bare et sted på landkortet. Det er blevet en del af vores livshistorie.
Artiklen er skrevet af: Hans Aage Nielsen.
