« Til oversigten

Få din egen snekanon.. just let it snow

Ville du også ønske, at du selv kunne bestemme hvornår det skulle sne i din baghave? Så er en lille snekanon fra det svenske firma 3graderkallt lige noget for dig.

Elsker du sne og er godt træt af den danske vinters mangel på samme, så er der nu håb forude. Med en lille snekanon på under ti kilo har det svenske firma 3graderkallt gjort det muligt, at købe sig til sin helt egen vintervejrgud. Det kræver blot en temperatur på minus 3 grader, eller koldere. Under disse forhold sikrer hjemmesnekanonen snevejr i din baghave på trods af vejrudsigtens manglende nedbør.

3 forskellige modeller

3graderkallt har i dag importeret tre forskellige modeller af snekanoner til hjemmebrug. De er forskellige i ydeevne og pris, men fungerer grundlæggende på samme måde, med forbindelse til en højtryksrenser og en luftkompressor. Vandet løber ind i snekanonen gennem en helt almindelig haveslange, hvorefter det omdannes til kunstsne. Der produceres ca. 1-3 kubikmeter i timen på en driftsomsætning på ca. 15 kr.


Priser fra 9.500 svenske kroner

Når nu sneen ikke vil komme af sig selv, kan den lille snekanon fortryllende nemt give dig vinter i baghaven. Det må siges at være et fantastisk stykke legetøj til alle sneelskere, der er vilde med sneboldkamp, snemænd, skihop og snehuler. Hører du til dem der elsker sne, skal du derfor krydse fingre for minus grader og håbe på en julegave, hvor priserne starter fra 9.500 svenske kr.

3graderkallt er drevet af svenske Jesper Engstrand.