3 japanske skiområder, du bør kende udover Niseko og Hakuba
Glem alt om at vælge mellem seriøst skiløb og store rejseoplevelser.
I Japan kan dagen begynde med tør puddersne mellem træerne og slutte i et dampende onsenbad, en landsby bygget af is eller over en skål lokale nudler.
Her er tre skiområder, der viser, hvorfor den næste store skirejse bør gå længere end Niseko og Hakuba.
Japan er meget mere end Niseko og Hakuba
For mange danske skiløbere begynder og slutter fortællingen om Japan med Niseko og Hakuba. Begge destinationer har da også næsten mytisk status blandt pudderjægere.
Men de er kun indgangen til et langt større snelandskab.
Fra Naganos høje bjerge og Hokkaidos tørre indlandssne til Tohokus mere uopdagede terræn finder du skiområder, der kombinerer seriøst skiløb med noget, Alperne ikke kan kopiere: regionale madtraditioner, historiske bjergbyer og sneaber.
Kombinationen gør JAPOW (Japanese Powder Snow) til mere end puddersne.
#1 Shiga Kogen: Tag på skisafari gennem 18 skiområder
Den største udfordring i Shiga Kogen er at beslutte, hvor du skal begynde.
Det enorme højlandsområde i Nagano består af 18 skiområder med 84 nedfarter, som bindes sammen af pister og shuttlebusser. Ét fælles liftkort giver adgang til hele området.
Terrænet strækker sig fra cirka 1.325 til 2.307 meters højde og betjenes af 48 lifter og gondoler. Beliggenheden giver en høj snesikkerhed, og sæsonen i Shiga Kogen kan fortsætte ind i foråret.
© Shiga Kogen Tourism Association
Et skiområde skabt til nysgerrige skiløbere
For den øvede skiløber er Shiga Kogen et oplagt valg. I stedet for at gentage den samme håndfuld pister kan du bruge dagen som en skisafari og bevæge dig mellem vidt forskellige bjergzoner.
Områderne omkring Okushiga Kogen og Yakebitaiyama er oplagte, når der skal jagtes blød sne og længere nedfarter.
I den anden ende af Shiga Kogen ligger Yokoteyama, hvor lifterne fører op til 2.307 meter. Det gør området til Japans højest beliggende skiområde.
På klare dage er der en magisk udsigt over Shiga Kogen og de japanske alper. Er sigtbarheden helt i top, kan selv Mt. Fuji vise sig i horisonten.
Shiga Kogen minder ikke om et kompakt skiområde i klassisk alpeforstand. Det er en hel bjergverden. Netop derfor passer det godt til skiløbere, der holder af variation og kilometer i benene.
© Shiga Kogen Tourism Association
Fra skistøvler til yukata og varme kilder
Forskellen på en japansk og europæisk skiferie bliver for alvor tydelig, når skiene er pakket væk.
Ved foden af bjergene ligger Shibu Onsen, en historisk kurby med smalle gader, traditionelle ryokaner og offentlige badehuse.
Overnatter du på et af byens traditionelle gæstehuse, kan du bevæge dig fra bad til bad iført yukata og træsandaler. Undervejs kan du spise på lokale restauranter og smage sake fra områdets bryggerier.
Smag på Naganos bjergkøkken
I Nagano bør du smage regionens sobanudler og oyaki – små grillede eller dampede dejpakker med blandt andet grøntsager eller sødt bønnefyld.
Det er enkel bjergmad, der passer overraskende godt efter en lang dag i kulden.
Besøg de badende sneaber
Få steder kombinerer skiløb og sightseeing lige så naturligt som Shiga Kogen.
© JIGOKUDANI YAENKOEN
Du kan eksempelvis besøge Jigokudani Monkey Park, som ligger en halv time væk i bus. Her kan du opleve vilde japanske makakaber, som er blevet berømte for at bade i varme kilder omgivet af sne.
Shiga Kogen er det rigtige valg for dig, der vil have:
Et stort og varieret skiområde, lange skidage, høj beliggenhed og en stærk kombination af skiløb, onsenkultur og klassisk japansk vinterstemning.
#2 Tomamu: Hokkaido-pudder og høj komfort
Tomamu viser en helt anden side af den japanske skiferie.
Hvor Shiga Kogen er stort, vidtstrakt og opdelt i mange bjergzoner, er Hoshino Resorts Tomamu et samlet vinterresort.
Hoteller, lifter, restauranter og aktiviteter ligger samlet, så du kan bruge tiden på oplevelser frem for logistik.
Tør puddersne i Hokkaidos kolde indland
Lad dig ikke narre af komforten.
Tomamu ligger i Hokkaidos kolde indland, hvor klimaet skaber den lette og tørre puddersne, som øen er berømt for.
Pisterne er fordelt over to bjergsider, og området rummer nedfarter på op til 4.200 meter samt terræn for både letøvede og eksperter.
For erfarne skiløbere og snowboardere er der særlige pudderområder, mens guidede backcountry- og snowcat-ture kan bringe gæster videre ud i terrænet.
Tomamu er derfor et interessant valg for grupper, hvor nogen vil jagte frisk sne, mens andre foretrækker præparerede pister eller måske slet ikke står på ski.
©Hoshino Resorts
Træd ind i en hel by bygget af is
Tomamu er en destination, hvor dagen ikke nødvendigvis slutter, når lifterne lukker.
Om aftenen kan du gå ind i Tomamus Ice Village – en vinterby med kupler, bygninger og aktiviteter skabt af sne og is.
Det ekstreme indlandsklima, hvor temperaturen kan falde til omkring minus 30 grader, gør det muligt at opføre den frosne verden hver vinter.
Udformningen og aktiviteterne varierer fra sæson til sæson, men oplevelsen af at træde ind i en oplyst isby efter mørkets frembrud er blandt Tomamus store kendetegn.
©Hoshino Resorts
Oplev Hokkaidos frostklædte træer
Næste morgen kan du tage gondolen op til Terrace of Frosted Tree i 1.088 meters højde.
Her dækker rimfrost træerne og skaber et hvidt, næsten gennemsigtigt landskab.
Det er en oplevelse, der er værd at tage turen op efter, også selv om du ikke planlægger at stå på ski ned igen.
Japansk comfort-food og lokale specialiteter
Tomamu er den mest komplette resortoplevelse af de tre destinationer.
Du kan stå på ski direkte til restauranterne i Hotalu Street og vælge mellem alt fra ramen og japanske retter til lokale Hokkaido-specialiteter.
Prøv eksempelvis soup curry med store stykker grønt, butadon med grillet svinekød fra Hokkaido, jingisukan-barbecue med lam eller en skål med frisk seafood.
Resortets egne spisesteder bruger desuden blandt andet laks, krabbe og mejeriprodukter fra Hokkaido.
Tomamu er det rigtige valg for dig, der vil have:
Tør Hokkaido-pudder, guidede eventyr, komfortabel indkvartering og masser af oplevelser for både skiløbere og ikke-skiløbere.
#3 Appi Kogen: Lange pister og dybe skovzoner
Appi Kogen ligger i Iwate i den nordlige Tohoku-region – et Japan, som langt færre internationale skigæster har oplevet.
Her er tempoet roligere, bjergene føles mere åbne, og skiløbet har en sjælden balance mellem lange, velpræparerede pister og naturligt pudderterræn.

Lange nedfarter med plads til store carvingsving
Appi Kogen har 21 nedfarter, og 11 af dem er mere end to kilometer lange.
Det er usædvanligt i Japan, hvor mange skiområder ellers er kendt for relativt korte pister.
Derfor er Appi ikke kun interessant på en pudderdag. På dage uden frisk sne kan øvede skiløbere sætte kanterne i de brede, velholdte nedfarter og få den type skiløb, mange forbinder med de bedste skidage i Alperne.
Officielle tree-runs og naturligt pudderterræn
Når sneen falder, skifter området karakter.
Seks officielt udpegede, upræparerede ruter giver adgang til pudderskiløb, og fem skovområder udgør tilsammen en omfattende tree-run-zone.
De største muligheder findes omkring Nishimori- og Sailer-siderne, hvor kvalificerede guider også kan føre gæster gennem pudder, skov og naturligt terræn.
Det gør Appi til et særligt stærkt valg for skiløberen, som ikke vil vælge mellem carving og pudder.
Du kan begynde morgenen på lange, nypræparerede pister og bevæge dig mod de officielle skovzoner, når benene er varme og forholdene tillader det.

Onsen og restitution efter skidagen
Appi har ski-in/ski-out-indkvartering og varme kilder ved resortet, så restitutionen efter skidagen er lige ved hånden.
Vil du længere ind i regionen, ligger Hachimantai-området i nærheden med en række traditionelle onsensteder omgivet af bjerge, skov og dyb vintersne.
Kombinér skiferien med et ophold i Morioka
Du kan kombinere besøget i Appi med et ophold i Morioka, der nås med højhastighedstog fra Tokyo og er den naturlige indgang til området.
Fra Morioka kører der i vintersæsonen busser til Appi på omkring en time.
Morioka er især kendt for sine tre nudelretter: wanko soba, reimen og jajamen.
Den mest underholdende er wanko soba, hvor en tjener bliver ved med at fylde små mundfulde nudler i din skål, indtil du når at lægge låget på.
Efter flere dage med tusindvis af højdemeter er det muligvis den perfekte udfordring.

Appi Kogen er det rigtige valg for dig, der vil have:
Lange præparerede nedfarter, officielle tree-run-zoner, nem ski-in/ski-out-ferie og en mere regional og rolig japansk atmosfære.
Japan er ikke Alperne – og skal heller ikke være det
En skirejse til Japan kræver flere rejsetimer end en tur til Østrig eller Frankrig. Til gengæld får du heller ikke bare en fjern version af den velkendte alpeferie.
Du får en rejse, hvor skidagen slutter i et udendørs bad, frokosten består af ramen eller soba, og hviledagen går med sneaber, templer og historiske bjergbyer.
For øvede skiløbere og snowboardere er puddersneen en god grund til at tage af sted. Men det er kombinationen af sneen, maden, kulturen og naturen, der gør, at Japan bliver siddende i kroppen længe efter hjemrejsen.
Niseko og Hakuba er fortsat fantastiske destinationer. Men den næste store japanske skioplevelse kan meget vel ligge længere ude på kortet.
Find mere inspiration til skiferien i Japan
Vil du vide mere?
Læs om flere destinationer og vinteroplevelser på JNTO’s officielle side for danske rejsende.
Se guiden Snow Like No Other, eller udforsk flere muligheder for at rejse til Japan.