« Til oversigten

Trysil - Mere end 50.000 danskere tager vel ikke fejl

Trysil er Danskernes foretrukne norske skirejsemål, Skisport.dk´s udsendte kiggede forbi området i en forlænget weekend i vinteren 2014. Her kan du læse om turen.

Skisport.dk var forbi Trysil januar 2014. Trysil er suverænt danskernes foretrukne skisportssted i Norge. Især familierne strømmer til år efter år.

Trysil ligger ca. 2½ times kørsel fra Oslo og når motorvejen frem til Elverum er klar i 2015 bliver køreturen under 2 timers fra Oslo og ca. 1½ fra lufthavnen. Placeringen er det sted i Skandinavien hvor der er længst til hav. Det giver år efter år en stabilt forudsætning for masser af ”tør” sne, og Trysil har en omfattende snegaranti. Området består af: 66 nedkørsler, 31 lifter, 420 snekanoner, 100 km præparerede langrendsløjper, samt 2 hoteller i topklasse. Desuden Norges største skiskole, hvor alle instruktører er skandinavisk talende og ca. 1/3 er danskere.

Skiskole i TrysilPå skiskolen får børnene ikke kun gode skifærdigheder og nye venner, men skolen er også en god børnepasning,
så de voksne alle kan løbe trygt på ski samtidig. Foto: Ola Matsson

Trysiltoppen i aftenlysetDet er et imponerende bjerg, også på afstand. Foto: Ola Matsson

Det alpine skiløb

Skiområdet i Trysil er opdelt i 4 sammenhængende dele. Trysil Turistcenter, som man møder først ved sin ankomst, Skihytte som er det område der bygges meget nyt på. Der er indrettet 4 nye arenaer, ny pukkelpist, skovløjpe, speedski og storslalom med tidstagning til den interne familiekonkurrence. Fageråsen ved Trysil Højfjeldscenter og Høgegga hvor man finder de sorte løjper - og de er sorte. Det smarte ved af have de sorte pister lidt afsides er, at man ikke møder ret mange skiløbere, der ved en fejl, er kommet på sort, som skælvende står på bakken og ikke ved hvordan man kommer op eller ned. I området Høegga finder man også Eksperten, der med en hældning på 44 grader, gør at man lige står stille et øjeblik, før man vender spidserne mod dalen.

Nyfriseret piste klar til carvingsving i Trysil”Eksperten” hedder denne nedkørsel. Bemærk off pist mulighederne på begge sider er med samme hældning. Foto: Ola Matsson

Den natlige præparering er perfekt og der er klart overalt, når der åbnes. Desuden er der ski in og ud ved næsten alle boliger, så du starter og slutter nær din sofa.

Tip: Der arrangeres ”tidlig ski” allerede kl. 7 med kaffe og rundstykker, hvor man så indvier de præparerede løjper idet solen står op og inden løjperne åbner for alle andre.

Skiferie i TrysilEn morgentur med solopgang og helt uberørt sne er en oplevelse. Foto: Ola Matsson

Og så er der Fun Parken, hvor man møder primært de unge med hængerøv i bukserne. Der er udfordringer, så selv nybegyndere kan more sig og har man brug for ½ times pause er underholdningen her et OL værdigt. Man forundres og imponeres over de mange halsbrækkende saltoer, forlæns og baglæns og højden af springene.

Terrænparker er der masser af af til hop og legDer er god underholdning i at tage en pause og nyde akrobaterne i Fun Park. Foto: Ola Matsson

I området møder man desuden jævnligt de skandinaviske landshold indenfor flere skidiscipliner. Et kritikpunkt er dog stadig lifterne. Når man kan så meget og gør så meget og er så professionelle, er det ubegribeligt, at der stadig er så mange tallerkenlifter og så mange lange t- lifter. Man ”syrer” til, der hvor man burde slappe af. Og når man har en så moderne stolelift som Fjellekspressen med opvarmede sæder, kunne man godt ”tænde” for sæderne, når det er –15 grader.

Langrend i Trysil

Der er usædvanlig gode muligheder for langrend. Uforståeligt at der er så god plads i dette langrends mekka. Ikke blot er der 100 km præparerede langrends spor i både skovterræn og i højfjeldet og 500 km turmuligheder i området. Naturoplevelsen på dette sted er fantastisk.

Lige ved siden af Turistcenteret ligger Trysil – Knut langrendsarena. Der er lysløjper til langrend, og nogle små lækre opvarmnings skovløjper, inden du er klar til at gå rundt om Skurufjellet eller tage naturoplevelsen over dem alle til Svesætra, hvor de frivillige pensionister fra den lokale idrætsforening serverer varm saft og hustruernes hjemmelavede vafler. Det lyder banalt, men efter 8-10 km. i et område hvor de har ”ordnet” naturen usædvanligt pænt, bliver det ikke større. Husk at gå hjemturen på den modsatte side af dalen.

100 km smuk langrend i TrysilPå toppen af Skurufjellet . En tur på langrend, med kaffe og boller i rygsækken og en solopgang, er altid stort.

Tip: Til skiløbere oppe i årene, som deres udsendte (60 år), kan ski karrieren forlænges betydelig ved at skiftes dag for dag imellem alpint og langrend. Det giver optimal restitution imellem de 2 forskellige idrætsgrene, således at der i mange år endnu, kan køres igennem en uge eller to om året.

Nyt i Trysil hvis du har været ”væk” et par år

Valles verden er nyt børnekoncept der rulles ud på alle Skistars destinationer (Hemsedal, Åre, Vemdalen og Sälen). Valle er kæmpe stor og rar snemand, der ud over at dele chokolademønter ud til børnene, leger ude og inde med børnene. Desuden laver han og hans venner sjove og gratis aktiviteter hver dag. Få Valles ugeprogram, hvor du køber liftkort og se nærmere på Valle Web eller Valle`s app som du kan downloade gratis til dine børn. Der er god underholdning med skispil, eventyr og opgaver efter en lang dag på bjerget. Læs evt. mere om Valle på Trysils hjemmeside her.

Valle, børnenes ven i TrysilValle leger og hjælper børnene med mange gode råd f.eks. det klassiske: "Spis aldrig gul sne". Foto: Ola Matsson.

Hoteller i Trysil

Der er nu 2 flotte hoteller, som kan byde på rigtigt mange oplevelser, også selv om man ikke bor der. På Højfjeld hotellet er der desuden lejligheder med køkken, så man selv kan lave mad. Her kan en familie bo til stort set samme pris som i en familiehytte. På hotellerne er der rigtig meget underholdning for alle aldre.

Spa og luksus forkælelse, svømme inde og ude. Det er stort at sidde udendørs i frost og få masseret sin ømme krop af de varme bobler, der er bowling og bølge bassin med surf brædder. Alt kan benyttes selv om man ikke bor på hotellerne.

Surf simulatoren flowrider på Radisson Blu Resort Trysils Surfing på Radisson Blu Resort Trysils flowrider. Ret god underholdning for hele familien. Foto: Ola Matsson

Tip: Højfjeldshotellet har fået en lækker bager til at flytte ind i egen butik. Her kan købes lækkert og frisk brød både morgen, middag og aften.

Hotel i Trysil med spa og udendørs poolHøjfjeldshotellet med udendørsspa og svømmebassin hvor der er direkte adgang til indendørsanlægget. Foto: Ola Mattson

Trysil by og indkøbsmuligheder, ikke alt koster en bondegård i Norge

Trysil by er et besøg værd. Der kan handles ind til nogenlunde fornuftige priser i både Coop og Kiwi. Især er friske skaldyr og laks usædvanligt billig. Andre varer som f.eks. mandler koster det halve af DK pris (50,- norske ”Pesetas” pr. kilo). Der er gratis skøjtebane, spisesteder og skibussen som liftkortet giver adgang til, kører frem + tilbage til sent om natten. Prøv f.eks. ”go` fredag” hvor Trysil by holder åbent til kl. 20 med gratis events og kulturelle indslag.

Sparkstøtten, tag på aftentur i byenLån en sparkstøtting i Trysil by (som en citycykel i Danmark er den gratis) og kør en tur med familien eller kæresten. Foto: Martin Nysæter

Af andre spændende oplevelser i området kan nævnes: Kanetur med fakler, bjældeklang og lyden af Nordbakkernes vrinsken, mens de kører dig ind i skoven til et ”samaområde” med Sveins kæmpe ”Lavo” (samernes tipi lignende telt). Her serverer konerne elsdyrgryde fra de elsdyr som Svein nedlægger. Der er pølse, pind og bål i midten til børnene og delikat elsdyrgryde med ret kold rødvin til os andre. Husk varmt tøj.

Hygge i Sveins samerteltSvein (med ryggen til) underholder gerne med hvor og hvordan han skød aftensmaden.

Desuden kan en hundeslædetur anbefales, når der er brug for lidt adspredelse.

Mad og priser - Folkesporten at medbringe mad til Norge...

Der er grund til at selv vi danskere undrer os over prisniveauet i Norge. Derfor er det normalt en dansk folkesport at medbringe øl/vin/sodavand fra Tyskland, og vakuum pakket oksekød hjemmefra og så supplere med brød, grønt, frugt. Men nordmændene har lyttet til kritikken. Samarbejdet med de mange lokale aktører, har resulteret i billigere madtilbud på spisestederne med familiebuffet og madpakker til fornuftige priser, eksempelvis kan du nu få kakao til for en rund ti-krone.
Prisen for en kop kakao 10,-Ja, det er altså fra Trysil 2014.

Men der er andre kulinariske oplevelser i Trysil, selv om bogen om norsk kogekunst er en af de tyndeste bøger i verden. Prøv f.eks. suppe serveret i ½ franskbrød på Skihytta eller en anden uforlignelig oplevelse: Fondue på Restaurant Laaven.

Suppe spises af franskbrødDeres udsendte nyder ½ franskbrød med suppe på Skihytta sammen med den danske OL-deltager Sophie Fjellvang-Sølling (til venstre)

Skisport.dk var inviteret til Trysil af Skistar og Innovasjon Norge. 

Vil du læse andre reportager fra Norge, så kig på:

Skiferie forslag i Trysil

Trysilfjell Apartment ... Trysilfjell Apartment ... Bil fra 3.683,-/pers.
Trysiltoppen Trysiltoppen Bus fra 2.849,-/pers.
Nebyvegen Ttfh885, Fæ... Nebyvegen Ttfh885, Fæ... Bil fra 6.087,-/pers.
Nulstil   Udvidet søgning