« Til oversigten

Aldrig for sent at prøve det der ski i Østrig?

I flere år har jeg haft et mere eller mindre skjult ønske om at suse ned ad de snedækkede pister. Jeg har forsøgt at få venner og bekendte med på den idé - desværre uden held.

Men i år lykkedes det mig at forene mig med min iboende nordbo, der hellere vil boltre sig i sneens hvide landskab end i bølgen blå. Du kan komme med på mine første oplevelser med glatte brædder og ukomfortable stive støvler på fødderne her:

Mit længe ventede skieventyr starter i Warth. En helt fantastisk lille by i Østrig i den vestlige delstat Vorarlberg. Her kan man faktisk opleve sne indtil maj. Så der er ikke nogen undskyldning for ikke at komme af sted og få lidt fart under fødderne og se lidt dødsangst i øjnene og vigtigst af alt – at opdage, at man faktisk kan lære at stå på ski, selv om man nærmer sig de 40, også helt Iuden at komme hjem iført den nyeste mode inden for gips.

Sådan en udsigt bliver man lyn hurtig afhængig af! :)

Skistøvlen er et mysterium i sig selv?

Man kan selvfølgelig ikke stå på ski uden det rette udstyr. Så jeg lejer støvler, hjelm og ski på stedet. Den del er nem nok. Man går ind i en skiudlejningsbiks, der ofte befinder sig i nærheden af en lift, og så oplyser man bare sin højde, vægt samt skostørrelse og vupti, så kommer der en sød ansat og sætter en bunke sager foran en. Det er straks værre, når man for allerførste gang skal have udstyret på – specielt støvlen er et stort mysterium. Og at bruge min egen kropsvægt er ikke nok til at få kantet min fod ned i støvlen, som viser sig at have en noget anderledes vinkel end en vanlig støvle. Jeg kopierer de utallige andre omkring mig og kommer mirakuløst i støvlerne, hvorefter jeg i bedste ”månegang” (for det ligner det, når man går), med skiene på nakken, bevæger mig ned i skiskolen, hvor jeg har en aftale med en der hedder Luis, som i fire dage skal være min skiinstruktør.

Det vigtigste er nok ploven?

Pizza. Plov. Kært barn har mange navne. Men jeg ved, at jeg skal have styr på denne teknik som noget af det første, hvis jeg vil kunne dreje og bremse. Derfor øver vi forskellige nedkørsler på skiskolens trygge træningsbane. Vi kører lidt slalom og øver sving. Vi træner at få fart på samt at mestre at bremse helt op. Imens vi træner og øver, er jeg dybt fokuseret på at få de lange brædder på mine nu sovende fødder til at reagere præcis, som jeg ønsker det. Der går et par gange, hvor mine ski ryger ind under hinanden, og en lettere panik angriber mig, men jeg oplever heldigvis flest succeser, så Luis synes, at jeg skal udfordres. Balancen er jo god (åbenbart?!?!?), og derfra hvor han står ser teknikken fin ud. Jeg føler mig ikke så sikker, men jeg er utålmodig. Jeg vil suse ned ad pisterne. Så af sted det går til den blå piste. 

Nu går det løs for første gang

Inde i mit hoved ser jeg præcis så ubesværet og elegant ud, som de lynhurtige og øvede friske skientusiaster, der suser ned ad pisten i høj fart. Svish! Svish! Men jeg ved godt, at realiteten er en anden. Luis og jeg tager liften op og kører ned i først store langsomme og blide sving. Så i mindre og hurtigere – hele tiden med fokus på teknikken og forskellige øvelser undervejs, der minder mig om at læne mig frem på skiene og huske at vende skuldre og bryst ned mod dalen - for ikke at tale om armenes placering. 

Det er NO GO at være en slapsvans ?

Luis er en fantastisk instruktør, der læser mig og mine signaler, og selvom vi har et fælles mål om at køre hele vejen ned i et stræk uden pauser, så vil mine slappe muskler ikke, som vi vil. Men Luis er opbakkende, og selvom jeg er utilfreds med min præstation, så minder han mig om, at jeg på bare et par timer har en udmærket teknik, som forfines for hver dag, og at han har planer om at tage mig med hele vejen op til toppen på vores sidste dag, hvis jeg fortsætter min udvikling. Jeg vil det SÅ gerne – men dagen inden ”den store dag”, rammer jeg en mur. Vi har aftalt, at når der ikke er mere power, så skal vi stoppe, for det skal være sjovt, ellers giver det ikke mening. Vi beslutter at tage tre ture til, hvor den sidste tur vil ende ved hotellet. De to første ture går an. Og jeg er sikker på, den sidste tur vil være en perfekt afslutning – træt og øm, men med røde kinder og store smil. Men da vi næsten er ved pistens ende, er det slut. Lyset slukker – musklerne brænder, og jeg kan knap bremse. Og jeg er så bange for, at jeg ikke kan komme op på toppen.

Teknikken bliver lige vendt og finpudset, med gode råd fra Luis

Oh ve, oh dødsangst

Dagen efter er jeg stadig lidt slidt, men en tur ned ad vores sædvanlige piste, og jeg er varmet op. Glad og spændt, og selvfølgelig nervøs. Nu skal vi op. HELT op. Og selvom jeg stadig ikke har fuld styrke i benene, så ved jeg, Luis nok skal få mig hel ned. Alligevel synes jeg, der er langt ned i siderne, og nogle steder er pisten ikke så bred, og der er lidt iset – og det er jeg ikke så god til at køre i endnu. Så jeg er lidt nervøs ved svingene, men andre steder beder Luis mig om at få masser af fart på – det ved han, jeg godt kan li’, og han morer sig ved at se dødsangsten malet på mit ansigt. Jeg ved slet ikke, hvor jeg er henne, så jeg er meget fokuseret og glemmer lidt at nyde det ekstremt smukke landskab, mens jeg kører. Men pludselig er vi nede på ”vores” piste, og på hele denne skiturs køren ned ad lige præcis denne piste, så er det denne tur, jeg nyder allermest. Det føles trygt – som at komme hjem. Luis giver en highfive for enden og siger ”NU står du på ski!”

Her igang med en klassisk bolognese, maden er generelt super god i Warth-Schröcken

Jeg er kommet hjem med så meget mere end bare oplevelsen

Jeg er træt men ekstremt glad. De her fire dage har været fantastiske. Jeg har endelig fået mulighed for at påbegynde min store drøm om at lære at stå på ski – jeg er ikke professionel, men Luis siger, jeg sagtens ville kunne klare mig uden ham – det tror jeg nu ikke på. Udover at Warth er et fantastisk sted, hvor man virkelig føler sig hjemme, så er jeg rig på oplevelser – og nye relationer. Jeg har lyst til at tage ALLE jeg kender med tilbage dertil. Og har du endnu ikke fundet ud af, hvor du skal tage hen på din næste skitur, så overvej Warth.


Er det for meget med en uge?

Synes du at 6-8 dage er lige i overkanten som begynder, så bare rolig. Vinterly Skirejser tilbyder faktisk en 4-dages All-Inclusive skiferie, hvor du kun skal tænke på at holde ferie. Der er styr på alt som skiskole, mad, liftkort, skileje, ja sågar aktivitetsprogram til de mindste. Samtidig så foregår det i Lofer, et skiområde der egner sig perfekt til begynderen.

Læs meget mere om den perfekte All-Inclusive begynder skiferie her. 

Her er 3 andre gode tips til skiområder for begyndere:

- Lofter

- Maria Alm

- Hopfgarten

Se andre gode bud her, på hvor i skal tage hen som begyndere

Læs også: Skiløber bliver det nogensinde for sent?

Artikel er skrevet af Tanja Anita Vesterskov