Stor indendørs skihal i Oslo åbner i 2020

Stor indendørs skihal i Oslo åbner i 2020

I januar 2020 slår en ny indendørs skihal, lige uden for Oslo, dørene op – anlægget bliver et af verdens største indendørs vintersportsanlæg

Som vi tidligere har skrevet, opføres der i Oslo en ny skihal, der bliver en af verdens største indendørs vintersportsanlæg. Idéen med at få et indendørs skisportssted i Norge begyndte allerede i 2010, men først her i løbet af foråret og sommeren begyndte anlægsarbejderne til anlægget, der – hvis det går som planlagt – byder de første skiløber inden for til januar 2020. Prisen for anlægget anslås til at lande på omkring 500 millioner norske kroner.

Byggeriet er godt i gang, se timelapse fra byggeriet her.


Efter planen skal anlægget være åbent 265 dage om året og med en placering i Lørenskog lige øst for Oslo –rejsetid cirka 20 minutter med enten bil, bus eller tog – skal det nok tiltrække mange skihungrende, når den ”rigtige” sne mangler. 

Et af de største i verden

Skianlæggets piste bliver 505 meter lang og 100 meter bred med en maksimal hældning på 38 % (ca. 21 grader). Ud over pisten til de alpine skiløbere kommer anlægget også til at rumme en snowpark med hop og rails samt en 2 kilometer lang kuperet langrendsløjpe. For at komme op til toppen bliver der i anlægget installeret en stolelift, en slæbelift og et transportbånd, der samlet får en kapacitet på 5.000 skiløbere i timen.

Copyright: SNØ Winter Parks

Med en kapacitet på 5.000 skiløbere i timen bliver anlægget bygget til selv de mest travle dage

Hensyn til miljøet

SNØ Winter Parks, der skal drive anlægget, har en ambition om, at være den mest miljøvenlige indendørs facilitet af sin art. For at opnå det skal blandt andet den overskydende energi i form af varme, der opstår når temperaturen skal holdes på minus to grader, udnyttes til opvarmning af de øvrige faciliteter tilknyttet anlægget og/eller hoteller og boliger i nærområdet. 

Når anlægget slår dørene op i januar 2020 kræver det 250.000 årlige besøgende for at det løber rundt. Mon ikke det lykkes? – vi er i hvert fald klar til et besøg…

Læs mere om projektet her

Fakta om SNØ Lørenskog Vinterpark

Størrelse: 40.000 m2
Længde:505 meter
Bredde:100 meter
Nedfarter: 4, inklusiv park
Lifter:Stolelift, slæbelift og bånd
Liftkapacitet: 5.000 i timen
Langrendsløjpe:2,5 kilometer spor


Se 3D video af projektet her

Udgivet af: Jesper Varming

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen