Norge bygger kæmpe skihal i Oslo

Norge bygger kæmpe skihal i Oslo

Med vanlig sans for storhed kalder nordmændene det for verdens største indendørs skianlæg. Her kommer både alpint skiløb, freestyle bakke og langrend.

For nylig blev der givet endelig grønt lys for at bygge en kæmpemæssig indendørs skihal i den østlige udkant af Oslo. Skihallen skal stå klar i 2018 og kommer til at rumme en alpinbakke på 505 meter med en bredde på over hundrede meter.
Alpinbakken får tre forskellige nedfarter, så der bliver noget for alle niveauer af skiløbere. Den stejleste bakke får en hældning på op til 40 procent. Her kommer fem skilifter med både stolelifter, T-lifter og rullebånd til de små.

2,5 kilometer langrend og bakke med jumps

Skihallen får også en 2,5 kilometer langrendsløjpe, der efter planen skal løbe rundt i hele hallen – både på “svævende” balkoner såvel som under og på alpinpisterne. Løjpen får en højdeforskel på 50 meter, hvilket regnes som en ideel løjpeprofil for både træning og konkurrence.
Freestylerne får også deres egen park i anlægget. Den øverste del bliver en railpark med flere middelstore hop. I den nederste del kommer et Big Jump med en hældning på 38 % i landingszonen.

Vil lave en permant gletscher som underlag

Skihallen, der har været på tegnebrædtet i fire år, er tegnet af det norske arkitektfirma, Snøhetta. Planen er at skabe en permanent “gletscher” på grundfjellet under Skihallen. Det skulle ifølge projektets beskrivelse give de bedste skiforhold såvel som et lavt energiforbrug.
Rundt omkring Skihallen vil der blive bygget en helt ny bydel, der får navnet Lørenskog Vinterpark. Ud over restauranter og butikker bliver der også bygget et hotel og lejligheder i denne bydel.

Verdens største på lånt tid

Skihallen bliver et anlæg på knap 50.000 kvm, og det kommer til at ligge godt ti minutters kørsel fra Oslo Centrum. Æren af at have verdens største skianlæg får nordmændene kun lov at beholde, indtil Dubai bliver færdig med sit projekt Meydan, der får verdens længste skibakke på 1.200 meter.

Du kan læse mere projekt Skihallen her.

Udgivet af: Jesper Svennum

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen