« Til oversigten

Fokuser ikke på skrækhistorierne – men tag sneen alvorligt

Lavinehistorier sælger aviser, og vi åbner alle sammen øjnene op, når vi hører om mennesker, der har mistet livet. Men vi må ikke glemme omstændighederne.

Det har væltet ned med sne i Alperne i løbet af de sidste mange dage. Især Østrig har modtaget enorme mængder nedbør, hvor der visse steder er faldet 100-150 cm på 24 timer! Og der er mere på vej. 

Hør den seneste snemelding fra Rasmus i Saalbach

Optaget tirsdag d. 8 januar.


Myndighederne tager situationen alvorligt

Med så store nedbørsmængder bliver alle alarmberedskaber sat i gang, og lavinefaren er nogle steder på det maksimale. Flere steder i Østrig er der erklæret katastrofeområder grundet den kritiske vejrstation, som er mere voldsom, end hvad man har set i mange år. Derfor bliver veje, skoler og skiområder visse steder lukket. Selv München lufthavn har aflyst over 100 afgange. 

Herhjemme har vi blandt hørt om en dansk efterskole, der var sneen inde i Zillertal (hvilket på de sociale medier så meget sjovt ud, da de bare brugte ventetiden på at lege i sneen i de ”ufarlige” områder på bjerget), samt flere danskere som har været strandet i Obertauern, da vejene ned har været lukket af sikkerhedsmæssige årsager.

Desværre hører vi også om flere personer som har mistet livet i laviner. (pt. mindst 6.), hvilket kommer til at tage meget fokus i medierne. Men de uheld er sket i offpisten og ikke på pister, som skiområderne har sagt er sikre at køre på. Man skal derfor ikke være nervøs, hvis man skal på skiferie. Sneen på pisterne er fantastisk. 

- Se hvordan vejret er der hvor du skal hen her

Hør Thomas fortælle om det er sikkert at tage på ski:

Optaget onsdag d. 9. januar



Sådan så det ud i Bad Gastein tirsdag, hvor sneen bare er blevet ved med at falde

Fokuser på det positive

Vi negligerer ikke, hvor voldsom det store snefald er, men vi ønsker stadigvæk at holde fokus på det, som man skal tage med fra sådan et enormt snefald. 

1. Sæsonen bliver længere

Alt den sne som falder i Østrig pt. er ud over det sædvanlige. Det har gjort at visse bjergtoppe lige nu har et snelag på 4 meter! Samtidig er snebasen i dalen på mange skiområder over 1 meter, hvilket betyder, at Østrig højst sandsynligt vil få en rigtig lang sæson. Før alt denne sne når at smelte, er vi langt inde i foråret - især på de højtliggende skiområder. 

Det positive ved så meget sne på en gang er, at sneen sætter sig bedre i forhold til, hvis der kommer mange små snefald, og det vil gøre, at sneen over tid bliver bedre forenet/lagt sammen med den base, som var der i forvejen. Derfor vil vi ikke opleve samme problem/udfordring, som man har set i Østrig gennem sæsonerne 14/15, 15/16 og 16/17, hvor snebasen var minimal, og sæsonen blev forholdsvis kort. I år tegner den nemlig til at blive meget lang, hvilket giver mulighed for en masse godt forårsskiløb.


Med så stort et snefald på en gang, bliver der lagt en god base til resten af sæsonen


2. Just don’t do it!

Skiområderne er blevet klog af skade og har årevis af erfaring, hvilket vil sige, at de i dag ikke tager nogle chancer, hvis ikke forholdene er til det. Alle destinationer/byer knokler for at rydde veje og gøre det sikkert at befærde sig rundt i landskabet.

Det samme gør sig gældende på skiområderne, hvor intet bliver åbent medmindre, det er ansvarligt. Som skiområde har man ikke råd til, at en person mister livet på ”dit” bjerg. Derfor bliver der sprunget laviner i massevis for at øge sikkerheden. Så når en destination åbner op for en piste, så er det fordi, at det er sikkert, at stå på ski på pisten. Og hvis der skulle komme det mindste tegn på laviner, som kan krydse pister, så bliver hele området lukket ned, som vi så i Tignes for 2 år siden.

Der bliver frarådet af bevæge sig udenfor pisterne, og der er utallige af skilte, der signalerer at lavinefaren er på 4 ud af 5 eller 5 ud af 5. Enhver person med bare lidt forstand under kasketten/hjelmen må kunne indse, at det betyder, at så skal man holde sig væk! Det er idiotisk at køre offpiste lige nu i de skiområder hvor lavinefaren er 4/5 eller 5/5, og hvor det kraftigst frabedes. 
Medmindre...

- Læs Rasmus' beretning om dengang en lavine begravede en person i Riksgränsen


Her uddybes hvad de forskellige grader af lavinefare betyder


Medmindre du er ude med en uddannet offpiste guide, der kan sige god for, at det er sikkert at køre udenfor pisterne, så skal man lade være eller vente. Så når aviserne skriver løs om, at folk dør i laviner, så skal vi ikke kun fokusere på det negative. De personer har bevæget sig ud på områder, hvor det ikke er/har været forsvarligt at køre på ski og hvor risikoen har været høj.

Selvom man har det ”nødvendige” lavineudstyr som lavinebipper, sonde og skovl (som man SKAL have med i offpisten) samt måske en ABS rygsæk, så betyder det ikke, at man kan overleve alt – og slet ikke hvis man ikke er trænet i at bruge sit grej rigtigt. Det er dumt/livsfarligt/uansvarligt at bevæge sig ud i terræn, som man ikke har forstand på, bare fordi at det ser sjovt ud.

- Det her skal du have med i rygsækken, når du kører offpiste

- Lavinerygsæk - Sikkerhed eller falsk tryghed?

- Læs gode råd hvis du vil køre offpiste her (i bunden på siden)


Rigtig mange som bevæger sig rundt i offpisten, ved ikke hvordan deres udstyr fungerer

”Men det frister jo at køre uden for pisterne.”

Hvis man følger Skisport.dk på Facebook og Instagram, vil man se, at vores udsendte også pt. kører offpiste. For lad os være ærlige: Det er super skægt at drøne rundt i uberørt pudder. Vi skal ikke gøre dem hellige, men de personer er instruktører, der har taget et hav af lavinekurser og er trænet i at bruge lavineudstyr, som de alle kører med.

De kører ikke steder, hvor lavinefaren er 4/5 - 5/5, eller hvor hældningen er over 25-28 grader, hvilket øger lavinefaren. Samtidig er noget af deres video er optaget på pisten, som flere steder er fyldt med frisk sne. Men der bliver ikke taget nogen chancer. Det handler om at tage sine forholdsregler, da laviner er farlige. 

Som den kommunikationsansvarlige ved delstaten Salzburg udtaler, så er det livsfarligt for alle at bevæge sig væk fra de sikrede pister - både nu og i de kommende dage. Der er ikke noget som hedder ”her ruller aldrig laviner”!

- Læs mere om laviner her


Bare fordi at du ser andres spor i offpisten betyder det ikke at det er sikkert - brug hovedet

Så hvad kan man tage med fra det store snefald?

Det positive ved hele situationen er, at skiområderne har fået en større base, som giver en længere sæson. 

Der er samtidig stort fokus på at holde sig fra offpiste skiløb, hvis det ikke er forsvarligt. 2 af de personer, som døde i Østrig kørte, med ABS-rygsæk, men det er ikke en livsforsikring. Det forbedrer dine odds men redder ikke dit liv med garanti. Så vær’ smart og spørg de lokale, book en guide eller kig på advarselsskiltene, inden du bevæger dig udenfor pisterne. Du kan roligt køre på de åbne pister.


Det er ikke farligt på pisterne, hvis skiområdet er åbent og du får sjældent lov til at se et landskab så sneklædt som nu

Hvad betyder det for mig, som skal på skiferie om lidt - er det sikkert?

For dig herhjemme betyder, at du ikke skal være nervøs for at stå på ski, så længe du bare kører på de afmærkede pister, der er åbnet op for. Husk at lytte til pistetjenestens anbefalinger. Sikkerheden kommer altid først for skiområderne, så du skal derfor ikke være urolig for at køre pisterne. Vi får rigtig mange henvendelser pt. fra danskere, der er nervøse for sikkerheden, men bliv på pisterne og lyt til hvad de ansatte i området siger - så får du en god skiferie. 

Du kan derfor godt glæde dig til at komme på ski, hvis du skal til Østrig, da det ikke er sne, som mangler. 

Endnu mere sne på vej

Der er mere sne på vej til Alperne. Det bliver ved med at sne de næste 4-5 dage, dog ikke i lige så store mængder. Men som det ser ud til på vejrudsigten, så skal der fra i dag og frem til søndag falde ca. 110 cm i Wagrain, 144 cm i Saalbach, 119 i Wagrain, 140 i Schladming og 170 i Loser.

- Se mere om vejr og webcams her 


Således ser vejrudsigten ud frem til fredag

Er du sulten efter sne? - Så findes der masser af gode restpladser til uge 3 her. 


Næste »« Forrige

Se alle nyheder