Singles' Weekend: Spar op til 20% på ski og støvler 🎿
Den store guide: Sådan vælger du skistøvler

Den store guide: Sådan vælger du skistøvler

Mange ting skal gå op i en højere enhed, når du skal vælge skistøvler. Her får du en guide, der hjælper dig til at vælge rigtig flex, bredde og model.

Der er en del ting at tænke over, når du skal finde de bedste skistøvler til netop din fod og din ski-stil. 

Vi har skåret det overflødige væk og går i dybden med de 4 vigtigste ting:

  1. Den rigtige længde
  2. Den rigtige bredde
  3. Det rette flextal
  4. Den rette støvletype

Herunder kan du se vores video-guide:

#1 Find den rigtige længde (mondopoint)

Skal du have størst mulig skiglæde ud af dine skistøvler, skal du starte med at finde den rigtige længde. 

Mål længden på din fod

Hvis du vil have et præcist svar, så skal du have fat i målebånden:

1) Placer din hæl op i mod en væg
2) Mål fra væg til tåspids
3) Læg 0,5 - 1 oveni 

Så hvis din fod måler 26,4 centimeter, så er du en størrelse 27 i mondopoint..

#2 Bredde på skistøvlen 

Det er vigtigt at finde en skistøvle, som har den rigtige bredde.

Mange vælger en bred skistøvle, for at få den bedst muligt komfort. Men skistøvler skal sidde tæt. Ellers har du mindre kontrol over skien.

Bredden på skistøvler måler du i millimeter (mm). Det er muligt at få skistøvler fra 90 - 110 mm, og langt de fleste har en fod på 98 - 104 mm.

Husk, alle skistøvler er forskellige. En skistøvle fra Salomon på 100 mm og en skistøvle fra Head på 100mm kan godt have forskellige pasforme. 

Se her hvilken bredde du skal have:

  • Smal fod: 96 - 98 mm
  • Meidum fod: 99 - 101mm
  • Bred fod: 102 - 106 mm

Du skal også være opmærksom på at finde en støvle, som passer omkring din vrist samt om læggen.

Tip: Husk, at en skistøvle skal sidde stramt. Men den må ikke klemme.

Læs også: Sådan vælger du den rigtige type ski

#3 Flex – lås dig ikke fast på et tal

De fleste skiløbere ved godt, at skistøvlens flextal er et udtryk for, hvor hård eller stiv, den er. Problemet er, at mange køber støvler med et flextal, der ikke passer dem.

Så hvilken flex skal du have i din  skistøvle?

Stivhedsskalaen går fra 30 - 150.

Groft sagt, så bruger de fleste kvinder et flextal på 60 - 90, mens mænd bruger et flextal på 80 - 110.

 Men det er kun en rettesnor, der handler om, at kvinder ikke vejer så meget som mænd.

Når støvleeksperten har målt dine fødder og eventuelt set, hvordan du står på dem – skal han eller hun også vide, hvad du vejer, og hvordan du kører på ski.

Er du for eksempel en meget aggressiv løber der elsker høj fart? Er du en mere teknisk løber osv. Og så skal støvleeksperten vide, om du kører mest pistefræs, mest offpiste, mest i funparks osv.

TIP: Du kan evt. udskifte velcrobåndet i toppen af støvlen med en såkaldt booster-strap. I modsætning til velcrobåndet er den elastisk, så du får et bedre og mere jævnt flex og en bedre kraftoverførsel mellem skinneben og støvler

Du skal ikke gå efter designet, men en støvle der sidder godt og passer til dit behov ;)

#4 Støvletype – to eller tre skaller

Der er groft sagt to typer skistøvler at vælge imellem – den todelte og den tredelte støvle.

Den todelte støvle er sikket den, du kender bedst, og det er støvlen, du typisk ser hos skiudlejerne på skisportsstedet.

Den tredelte støvle har – lidt enkelt sagt – et ”låg”, der går på oversiden af støvlen og godt op ad skinnebenet. En af fordelene ved denne støvletyper er, at den giver et meget jævnt fleks, der passer godt til freeride og park. 

Vælg dog ikke skistøvler KUN ud fra dette. Langt vigtigere er det, at støvlen har den rigtige pasform.

Inderstøvler

Mange støvleproducenter opererer i dag med formbare inderstøvler, som varmes op og stivner, mens du står i dem. Det er en god feature, men det skal ikke være afgørende for dit valg af støvle.

Du kan også købe særlige, formstøbte inderstøvler. Her køber du en tom skal, der passer dig. I skallen puttes en ”tom” inderstøvle, som du så træder op i. Skistøvlerne lukkes og derefter sprøjtes der flydende skum igennem nogle slanger ned i inderstøvlen. Det størkner hurtigt og du får den ultimative skistøvle, som er hundrede procent skræddersyet til din fod.

Køb en god sål 

Bunden i en alpin skistøvle er flad som en pandekage. Den sål, som producenten har lagt i støvlen fra fabrikken, er ofte billig og utrolig dårlig. Hér bør du helt klart købe en sål med svangstøtte og smide fabrikssålerne ud (eller bruge dem i en anden sammenhæng).

En god sål med svangstøtte er meget behageligere at stå i. Den modvirker krampe i fødderne. Og du får en bedre kraftoverførsel ned i skiene, så du simpelthen performer bedre. Du kan også flytte sålerne over i vandrestøvler eller vandresko.

En god sål koster nogle hundrede kroner, men er alle pengene værd. I de fleste skibutikker kan du få støbt en sål, der passer nøjagtigt til din fod. Det koster lidt ekstra, men det kan anbefales til voksne, hvis fødder ikke ændrer sig fra år til år.

Hvad er Grip Walk?

Kort fortalt så er Grip Walk såler på dine skistøvler, som giver en mere naturlig gang, når man går i skistøvlerne, og samtidigt har et bedre greb end klassiske skistøvler, så du står bedre fast når du går.

Går du i en skistøvle med GripWalk såler, vil du derfor få en naturlig gang, og ikke gå som en klovn, hvilket skyldes, at sålen har en mere buet profil. Samtidigt falder du ikke lige så let på is, grundet sålernes materiale. 

GripWalk såler skal selvfølgelig passe i skibindinger, derfor har man også lavet GripWalk bindinger. Alle de bindinger har et GripWalk logo, så du kan se at de passer sammen.

De fleste ski sælges i dag med GripWalk bindinger. 

I dag bliver GripWalk brugt af stort set alle brands. Eksempelvis: Nordica, K2, Head, Atomic, Salomon, Lange, Fischer, Dynastar, Rossignol, Blizzard.


Andre features – gåknap og huller til touringbindinger

Du kan overveje, om dine støvler skal indeholde nogle af de features, der gør, at du kan bruge dem til skitouring/randonné også. Her skal du særligt kigge efter, om støvlerne har en ”gå-indstillings-knap”, der løsner flekset ganske meget, og som gør støvlerne lettere at bøje forover – både når du går på touringski, og når du går i byen med skistøvlerne på.

En anden touring-feature er de små huller, der sidder som to små øjne på hver side forrest på støvlens sål. Disse huller er beregnet til de særlige og meget lette touring-topbindinger.


Her ses et par specielle touring/randonneé-skistøvler, som er lavet til at gå op af bjerget

Hvornår er det bedst at købe skistøvler

Hvis du vil være sikker på at få det største udvalg af støvler – og have den største chance for at finde de helt rigtige til dig – skal du begynde at kigge allerede i oktober og november måned.

Er du derimod på jagt efter billige skistøvler, skal du vente til februar eller marts måned, hvor butikkerne sælger ud af lageret for at gøre plads til sæsonens nye modeller.

Sidste skistøvletip

Skulle dine støvler klemme eller sidde forkert, kan du i gode skibutikker få ganske meget hjælp til at få støvlerne justeret, tilpasset eller udblokket, så du kan beholde dem. Derfor gælder det alligevel, at jo bedre de sidder fra starten, jo gladere skiløber bliver du fra dag ét med dine nye støvler.

Her kan du finde et stort udvalg af skistøvler:
- Skistøvler til herrer
- Skistøvler til damer
- Skistøvler til børn

Sådan får du varme skistøvler hver morgen på skiferien.


Få gratis hjælp og vejledning 


Vi er klar til at hjælpe dig/din familie eller en gruppe venner i vores ski/skistøvle Showroom 15 km vest for Aarhus i Sabro. 

Vi holder åbent, når du har brug for hjælp. Læs mere om hvordan du booker en tid med en af vores skieksperter her

Udgivet af: Jesper Svennum

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen