Ultimativ guide til randonnée ski/skitouring

Ultimativ guide til randonnée ski/skitouring

Vi har lavet en ultimativ guide over alt du behøver at vide omkring randonnée / skitouring. En anden tilgang til skiløbet, som bliver mere og mere populært år efter år, og med god grund.

Kan du godt lide skiløb, frisk luft, fysisk aktivitet og urørt pudder? Så er skitouring eller randonnée ski noget for dig. Du vil få en introduktion til, hvad skitouring er og hvorfor det er en fantastisk form for skiløb. Du vil få tips til, hvad du skal kunne, og vide, inden du kaster dig ud i skitouring, hvilket gear du har brug for og hvor du kan gøre det.

Med andre ord, du bliver godt klædt på til at gå i gang med skitouring.

Hvad er skitouring?

Skitouring er offpiste skiløb helt eller delvist uden lifter. Skitouring handler om meget mere end bare at køre udenfor pisten. Når man går skitouring, går man op ad bjerget med sine ski under fødderne, når man har nået toppen vender man næsen nedad og kører urørt puddersne ned af bjerget.

Tip: Er du på skiferie i alperne eller i Skandinavien kan du også sagtens bruge lifterne til at komme længere ud i bjergene eller højere op i terrænet inden du begynder at gå.

Earn you turns - intet føles bedre end brede pudder sving, efter at man har brugt timer på at gå op 

Men hvorfor gå op når man bare kan bruge lifterne?

Det er der flere grunde til; opstigningen er en del af oplevelsen og den fysiske udmattelse er med til at sætte nedfarten i perspektiv og gør at man nyder sine sving endnu mere. Skiløb bliver mere end bare at drøne ned af bjerget. Du kommer ud i naturen, kan nyde stilheden, omgivelserne og den friske luft. Og så giver skitouring mulighed for altid at kunne finde frisk puddersne.

Obs.: Nogle steder er skitouring også den eneste mulighed, hvis man gerne vil stå på ski. I de fleste bjergrige nationalparker findes der ingen lifter, men masser af mulighed for skitouring. Og så skal man gå op, for at kunne køre ned.

Du ser naturen på en anden måde og oplever en udsigt, du måske ikke vil se, hvis du kun tog liften op

Splitboarding – Hvad er det for en størrelse?

Nu skal det hele selvfølgelig ikke handle om skiløberne. Snowboardere kan skam også sagtens gå randonne og touring. Det kaldes splitboarding, og fungerer praktisk talt på samme måde. Splitboardere bruger et snowboard, som kan deles på midten og bindinger som kan løsnes i hælen.

Skiftene mellem at gå op og køre ned er lidt mere omstændige end på ski. Men når processerne ligger på rygraden, bør det bestemt ikke være nogen stopklods. Splitboarding bringer et helt nyt element ind i snowboarding, så man kan nyde samme fede linier og pudder som skiløbere. Og det uden at skulle have et par ski eller snesko spændt på rygsækken.

Som det ses så "splitter" man bare snowboardet og kan så gå op, som normal skitouring

Hvad skal der til for at kaste sig ud i skitouring:


Fitness

Da man går op ved egne kræfter og kun hjulpet af sine egen rugbrødsmotor, kræver skitouring lidt af din kondition. Ikke forstået sådan at du skal være marathonløber for at kunne nyde en skitour. Bestemt ikke. En god grundkondi og muskler, som er vant til at løbe eller cykle er dog en kæmpe fordel. Dermed vil du komme til toppen hurtigere og med større overskud til at nyde nedfarten.

Skievner

Lidt ligesom ovenstående. Du behøver ikke være ekspert skiløber eller snowboarder for at kaste dig ud i skitouring. Der findes altid muligheder for at gå en skitour, som passer til niveauet i gruppen. Uanset om der er tale om begyndere eller eksperter. For virkeligt at kunne nyde en skitour, bør du dog kunne komme sikkert ned igennem offpisten i al slags sne og føre. Det er ikke altid man finder perfekt puddersne.

Sikkerhed

Dette er nok det punkt, som afholder de fleste fra at give sig i kast med skitouring, da det kræver erfaring at planlægge og udføre en skitour i offpisten på egen hånd.

Det findes der dog råd for: Man kan tage et introduktionskursus til skitouring, man kan få sig nogle venner som har erfaring med skitouring eller man kan hyre en bjergguide til at tage en med på skitouring. Som udgangspunkt bør du have et basic kendskab til lavinefare og snesikkerhed for bevæge dig væk fra det liftnære offpiste (hvilket vi sandelig håber du har, hvis du kører offpiste allerede).

Udstyret

Det kræver også lidt anderledes skiudstyr for at gå skitouring. Herunder vil du kunne læse mere, om hvad det kræver af dit udstyr for at kunne gå skitouring.

Da det handler meget om vægt, bruger man både ski, støvler og bindinger som vejer mindre, og andre funktioner. 

Det essentielle gear


Det du har på fødderne

Dine ski, bindinger, støvler og klatreskind er det vigtigste gear til at gå skitouring. For at kunne gå skitouring kræver det at man har en binding, som kan ændre funktion til at gå op. Det bedste er at have en tech-binding, som er en letvægtsbinding, der gør opstigningen så let som mulig. Det kræver dog at dine skistøvler er kompatible med tech-bindinger. Der findes dog også alpinbindinger, som også har funktionalitet til at fungere som skitouring binding. Disse bindinger er dog tungere og mere klodsede til opstigningen.

Da man sjældent går skitouring mens sneen dumper ned og pudderen er dybest, foretrækker de fleste at bruge et par mellembrede all-mountain ski til skitouring. Det er typisk ski med en bredde på 90-105 mm, lidt rocker i tippen og en stivere tail. Som tilbehør skal du have et par klatreskind, der klistres fast på undersiden af skiene. På siden som er i kontakt med sneen er skindene beklædt med tætsiddende hår, som vender bagud. Det betyder at skindene kan glide fremad, men ikke kan glide bagud. Dermed kan du bevæge dig op af bjerget.

Lavineudstyret

Når du går skitouring vil du per definition bevæge dig uden for pisten og i offpisten. Derfor er det alfa-omega at du har styr på dit lavineudstyr. Du skal ikke bare eje et sæt lavineudstyr. Det er endnu vigtigere at du ved, hvordan du skal bruge det og har trænet med lavineudstyret. Et komplet sæt af lavineudstyr består som minimum af en bipper, en skovl og en sonde.

- Se det store udvalg i lavineudstyr her


Det er vigtigt at du kender dit lavineudstyr og ved hvordan det fungerer, samt hvordan det skal bruges

Hvor kan man gå skitouring?

Det simple svar er at du kan gå skitouring overalt. Et bedre svar er at der er nogle skiområder, hvor det er bedre at gå skitouring end andre. Typisk vil der være gode skitouring muligheder tæt på de fleste skiområder. Det handler om at kende dem, og vide hvad man skal kigge efter når man begynder at gå ad bjerget. Både i forhold til sikkerheden, men også i forhold til fornøjelsen ved at køre ned. Det kræver træning og erfaring at vælge en god bjergside til skitouring.

Tip: Et godt sted at starte vil være at få fast i en guidebog med skitouring-ruter til det område, hvor du skal hen. Det giver et godt overblik over, hvilke mulige ruter der findes i nærområdet.

Man ved aldrig hvor turen ender, så det er en god ide med en guide, bog, eller en ven der kender området

Hvordan kommer jeg i gang med skitouring?

Afhængigt af din selvsikkerhed og din erfaring er der flere muligheder for at komme i gang med skitouring. Den simple løsning er at tage til bjergene, købe en guidebog til skitouring og et kort til området, og planlægge din egen tur. Men det er måske ikke den bedste løsning.

Vil du lære håndværket korrekt, være sikker på at der styr på sikkerheden og få de bedste muligheder for at få en god nedfart, anbefaler vi at tage dine første skitouring oplevelser sammen med en erfaren guide, der kender området, bjergene og sneen.

Det simpelt at komme i gang, det er bare det ene ben foran det andet


Denne artikel er skrevet i samarbejde med rejseselskabet De Brede Planker, som har erfaring med skitouring over hele verden. De har gået skitouring med skiløbere, som bare har stået på ski i samlet et par uger. Man behøver ikke være ekspert. 

Skitouring i Makedonien

I forlængelse af deres populære catskiing rejser til Makedonien er der også muligt at komme på en skitouring tur. Her vil du få mulighed for at komme længere væk, og op til andre bjerge, end de bjerge som cat’en kan køre op ad. Bjergene har en glimrende størrelse til begyndere og let-øvede indenfor skitouring. Det betyder at du ikke skal gå hele dagen før du kan gå ned. Det er et fantastisk område til at blive introduceret til skitouring, lære hvordan man praktisk griber planlægningen an og med høj sikkerhed for friske spor og god sne.

Skitouring i La Grave
Dette er en skirejse med det liftbaserede offpiste i fokus, men med mulighed for at gå skitouring. Her kan du gå skitouring med start direkte fra gletscheren og toppen af liften, så du kan få masser af ”bang for your buck”. Det vil sige: Du behøver ikke gå mange højdemetre for at kunne køre vanvittigt lange nedfarter helt til bunden af dalen.

Skitouring i Sogndal

Skitouring på Vestlandet i Norge. Det er skitouring i sin reneste form. Du går hele vejen fra bunden til toppen – og kører typisk samme vej ned. Der er ingen luksus i form af lifter, cat eller ekstern hjælp. Det hele er op til dig. Til gengæld bliver du også belønnet med ekstraordinære oplevelser i nogle af verdens flotteste omgivelser. De høje bjerge starter direkte fra fjorden. Du har havudsigt fra toppen, store åbne vidder og garanti for urørte bjergsider.

> Læs om de forskellige skitouring ture her.


Læs også:

Derfor er skitouring spild af tid og det bedste i verden

- Ting du skal have i rygsække når du kører offpiste

- ABS-rygsække, sikkerhed eller falsk tryghed?

Udgivet af: Martin S

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen