Serfaus-Fiss-Ladis får Europas højeste og mest moderne metrosystem

Serfaus-Fiss-Ladis får Europas højeste og mest moderne metrosystem

I mere end 30 år har en såkaldt U-Bahn gjort livet meget nemmere for besøgende i den østrigske skisportsby Serfaus - nu bliver den udbygget og renoveret.

Den østrigske skisportsby Serfaus, som udgør en tredjedel af skisportsområdet Serfaus-Fiss-Ladis, er en gammel landsby, der ligger i 1.400 meters højde. Bygningerne er gamle og hyggelige, og så ligger de tæt sammen, hvilket gør det svært at komme rundt i byen med bil. De sidste 30 år har byen haft Europas højest beliggende metro (på tysk: U-Bahn), som har transporteret byens gæster fra forskellige steder i byen og op til liften.

Især de seneste år har Europas skisportsudøvere (inklusiv flere på vores eget kontor) fået øjnene op for det fantastiske skiområde. De tre byer, hvoraf Serfaus er den største, skal pludselig håndtere langt flere mennesker, og det samme skal den tre årtier gamle U-Bahn.

Men nu bliver den gamle U-Bahn renoveret og udbygget i stor stil. Tre af de fire nuværende stationer bliver renoveret og udvidet, og den sidste station bliver fjernet og en helt ny station bygges. Således udvides rækkevidden på systemet, og færre gæster skal gå langt for at komme med undergrundsbanen til liften. Desuden bliver banen udstyret med helt nye vogne, og mængden af afgange øges. Resultatet af alt dette er, at kapaciteten udvides fra de nuværende 1.600 mennesker i timen til i fremtiden at kunne transportere 3.000 skiløbere i timen.

Byggeriet er sat til at kunne afsluttes i 2019, men arbejdet gennemføres i 3 faser, hvilket betyder, at undergrundsbanen formentligt kommer til at køre gennem den kommende vinter, om end det til tider muligvis bliver med en lidt amputeret service. Når hele byggeriet er færdiggjort bliver det Europas højest beliggende og måske mest moderne undergrundsbane, og Serfaus-Fiss-Ladis kan yde en endnu bedre service, og fortsætte med at cementere sig som værende et af Østrigs suverænt bedste skiområder.

> Læs mere om skiferie i Serfaus-Fiss-Ladis her.




Udgivet af: Rasmus Bragh Schulz

Rejsebureauer til Serfaus-Fiss-Ladis
Fakta om Serfaus-Fiss-Ladis
Skiområdet: 1200-2820 m.o.h.
Byen: 1427 m.o.h.

214 pister i alt
47 km blå
123 km rød
44 km sort

Lifter: 68 stk. / 90.000 pers/time

Slæbelifter: 11
Tog/baner: 1
Stolelifter: 16
Kabinelifter: 11

Mere om skiferie i Serfaus-Fiss-Ladis

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen