« Til oversigten

Brandnertal - familietid på pisterne

Hvis du tror, at Østrigs skisportssteder kun ligger i Tirol og i Salzburger Land, så kan du godt tro om igen. Helt ovre i den vestlige del af Østrig ligger delstaten Vorarlberg.

Her er der en masse mindre skisportssteder som er perfekte for de familier, der først og fremmest søger pister, hvor alle kan hygge sig sammen. Et af stederne er Brandnertal. 

Hør Kims rejseberetning fra Brandnertal


Hør Skisport.dks yngste skieksperter fortælle om Brandnertal


Et udpræget familieskisportssted

Lad os bare slå det fast med det samme. Brandnertal er ikke stedet, hvis det er afterski til langt ud på natten, halsbrækkende pister og ekstrem offpiste, I søger. Brandnertal er først og fremmest en lille hyggelig dal, hvor netop ordet “hyggelig” går igen efterhånden som man kommer rundt i området. Her er 64 pistekilometer i et godt mix af røde og blå pister. Kun én piste i Brandnertal er sort, men det er egentlig ikke fordi du kommer til at savne de sorte pister på din skiferie. Flere af de røde pister i området er det man kan kalde for meget mørkerøde. 



Skiskolen tager børnene med ud på forskellige pister og sjove træløb

Børnene kan godt suse rundt alene

Det højeste punkt for pisterne i Brandnertal ligger i cirka 2.000 meters højde. Det er måske ikke videre højt, men til gengæld betyder det, at temperaturen ikke er så lav som den er så mange andre steder. Et andet plus ved Brandnertal er, at pisterne alle vender rigtigt i forhold til solen midt på dagen, så i godt vejr, er der rig mulighed for at få kulør på kinderne. Husk derfor altid solcreme, da solen i Alperne er ekstrem skarp. Generelt for Brandnertal er det sådan, at børnene sagtens kan suse rundt på pisterne alene, hvis de bare er let øvede på ski. Lynhurtigt lærer de, hvad pisterne hedder og hvilke lifter, der ligger her og der.  



Brandnertal består af 2 skiområder som er Brand og Bürserberg

2 skiområder

Brandnertal består af to skiområder; Brand og Bürserberg, som er forbundet af en svævebane som svæver hen over en dyb kløft. Når hele området er åbent, hvilket det stort set er i hele skisæonen, så er det muligt at står på ski hele vejen mellem de to skiområder uden at man skal ned i kløften på gåben. En blå piste forbinder Bürserberg og Brand, men tjek lige ved lifterne om “den blå 25 er in Betrieb” inden I bevæger jer ud på den. Ellers kan I altid tage svævebanen retur i åbningstiden.



Der findes også en god funpark til dem, som vil ud at hoppe lidt

Gode priser til rimelige penge

Brand er området, hvor funparken og børneområdet ligger, og her kan børnene, hvis de ellers synes det er fedt at drøne af sted på udfordrende flyvehop og andre sjove tiltag, bruge en hel skidag på bare at øve sig på at blive endnu bedre til at klare forhindringerne med mere og mere fart under fødderne. Går I efter det autentiske spisested for frokost, så er et rigtig godt sted at spise restauranten Melkboden, hvor kromutter serverer noget af det bedste mad fra det østrigske køkken. Priserne i Brandnertal er generelt meget rimelige i forhold til de mere kendte skisportsteder i Østrig. 



Nogle restauranter sætter skåle med vand frem til hunden

Hunde er velkomne

Bürserberg er det mindste af de to områder målt på antallet af pistekilometer. Dog er det på Bürserberg at Brandnertals eneste sorte piste ligger. Det er også på Bürserberg, at områdets måske i særklasse bedste restaurant har til huse, hvor menukortet måske er til den mere alternative side, dog stadig i samspil med det mere traditionelle køkken. Frööd hedder restauranten, og selv hunde er mere end velkomne her - de får for eksempel straks en skål vand ved ankomst - så er det ikke sådan, at restauranten lugter af våd hund. Hygiejnen er i top, og maden smager himmelsk, hvilket jo også er værd at tage med i overvejelserne, når næste skiferie-destination skal vælges.  


Næste »« Forrige

Se alle nyheder