Hvem sagde danskerne ikke kan stå på ski...

To danske skiløbere i Top 10 i World CupJulie Duedahl fra Ebeltoft Skiklub blev nr. 6, og Troels Tore Larsen fra Københavns Skiklub blev nr. 9, da telemark World Cuppen i dag fortsatte i Rjukan

Online: 27/01 2008

To danske skiløbere i Top 10 i World Cup
Julie Duedahl fra Ebeltoft Skiklub blev nr. 6, og Troels Tore Larsen fra Københavns Skiklub blev nr. 9, da telemark World Cuppen i dag fortsatte i Rjukan i Norge.

For Julie Duedahls vedkommende var det en helt speciel oplevelse, fordi det netop var i Rjukan at hun for 12 måneder siden kom så alvorligt til skade, at det først er nu, at hun er klar til World Cuppen igen. Hun forventede ellers at være langt efter de bedste, men i virkeligheden er hun lige i hælene på nr. 4 og 5. Der er ikke så langt til toppen for hende!

- Jeg kan mærke, at timingen i banen ikke er helt på plads. Til gengæld er jeg godt tilfreds med selve skøjteelementet, fortæller Julie Duedahl.

Troels Tore Larsen har kæmpet om podieplaceringer i alle World Cup afdelinger i denne sæson, og derfor kan 9. pladsen umiddelbart ligne et dårligt resultat. Men Troels er egentlig godt tilfreds, for han har aldrig kørt godt i Rjukan:

- Bakken i Rjukan passer mig ikke særlig godt. Den er simpelt hen for stejl til min kørestil. Jeg er god til selv at skabe fart på de fladere bakker, men her handler det om mere om at undgå at lave fejl, forklarer Troels Tore Larsen.

Men Troels’ resultater i World Cuppen igennem de seneste 14 dage har givet genlyd i det internationale telemarkmiljø. Således ligger der i øjeblikket en historie på Det internationale Skiforbunds hjemmeside, hvor Troels’ succes er nævnt, og i dag lavede norsk TV et stort interview med ham.

De var interesserede i at vide, hvordan det kan være, at myten om danskernes begrænsede skievner nu for alvor er blevet modbevist. I morgen søndag kl. 10.40 bringer NRK 1 således et indslag fra dagens World Cup i Rjukan, hvor interviewet med Troels også forventes bragt.


Udgivet af:

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen