Juryen redder Olsens Tour de Ski

Juryen redder Olsens Tour de Ski

I næsten fire timer gik Jonas Olsen fra Københavns Skiklub rundt med tyndslidte nerver i den italienske sne. Hans videre skæbne i Tour de Ski lå i jurymedlemmernes hænder, og de havde ikke tid til

Online: 05/01 2008

I næsten fire timer gik Jonas Olsen fra Københavns Skiklub rundt med tyndslidte nerver i den italienske sne. Hans videre skæbne i Tour de Ski lå i jurymedlemmernes hænder, og de havde ikke tid til at drøfte ”sagen Olsen” før finalerne var slut i dagens etape.

”Sagen Olsen” handlede om, at Jonas Olsen i dagens sprint-kvalifikation kom 0,7 sek. for sent i mål i forhold til den 20 % regel, som juryen offentliggjorde i aftes. Derfor frygtede Jonas at juryen ville tage ham ud af løbet og på den måde slukke hans Tour-drøm blot to dage før afslutningen. Men sagen endte lykkeligt, og det var derfor en højrøstet Jonas Olsen, der ringede hjem fra Italien:

- Jeg får lov til at fortsætte. Ulrich Ghisler har lige fortalt mig, at juryen ikke vil stoppe mig.

Ulrich Ghisler er en af Jonas Olsens nærmeste sparringspartnere i forbindelse med trænings- og karriereplanlægningen, og han kender alle i det internationale langrendsmiljø. Ulrich var derfor manden, der tog direkte kontakt til løbsdirektøren, Jörg Capol, da det stod klart, at Jonas Olsen lå 0,1 % på den forkerte side af tidsgrænsen. Og det var en positiv samtale:

- Juryen sad i møde, da jeg ringede. Men 10 minutter senere vendte Jörg Capol tilbage til mig og fortalte, at Jonas får lov at fortsætte, siger Ulrich Ghisler. Juryen anerkender hans samlede Tour-præstation, og vil ikke bremse ham. 20 % reglen i sprint er lagt ind for at undgå, at klassement-løberne vælger at lunte sig igennem for at spare på kræfterne til de sidste to hårde etaper. I sprint kan man nemlig ikke tabe ret mange sekunder, så juryens frygt var i virkeligheden velbegrundet. Reglen handlede altså ikke om at bremse en løber som Jonas Olsen.

Ulrich Ghisler roser den internationale løbsdirektør, Jörg Capol:

- Det er simpelthen høj klasse, når løbsdirektøren midt under et kæmpe arrangement som Tour de Ski, giver sig tid til at sætte sig ind i en sag, som den Jonas Olsen stod i, da sprint kvalifikationen var slut, slutter Ulrich Ghisler.

Tour de Ski fortsætter lørdag med 20 km klassisk.


Juryen redder Olsens Tour de Ski - Billede 113

Udgivet af:

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen