Johnny Albertsen stopper karrieren

Johnny Albertsen stopper karrieren

Et stort kapitel i dansk skisportshistorie afsluttes i dag, når Danmarks bedste alpine skiløber gennem tiderne, Johnny Albertsen fra Roskilde Skiklub, stopper karrieren og lægger skiene på hylden.

Online: 30/10 2007

Et stort kapitel i dansk skisportshistorie afsluttes i dag, når Danmarks bedste alpine skiløber gennem tiderne, Johnny Albertsen fra Roskilde Skiklub, stopper karrieren og lægger skiene på hylden.

Det er hverken skader, alder eller manglende resultater, der får Johnny Albertsen til at indstille karrieren. Derimod er det økonomien, der ikke hænger sammen for ham.

Økonomien hænger ikke sammen
Alpin skisport er dyrt – og især når man som Johnny har nået et niveau, hvor man kæmper mod verdens bedste. Johnny har klaret sig for et væsentlig lavere budget end konkurrenterne, men hvert år skal han alligevel finde et meget stort beløb gennem sponsoraftaler, for at få budgettet til at hænge sammen.

Den nu 30-årige alpinist fortæller:
- Pengene og tiden modarbejder hinanden. For at få råd til at dyrke min sport på topplan og gå efter medaljer i de store mesterskaber, så skal jeg bruge masser af tid på at finde sponsorer. Men den tid jeg bruger på sponsorarbejde, burde jeg have brugt på ski.

Har tegnet alpinsporten i mange år – og kunne have fortsat længe endnu
Johnny Albertsen har siden midten af halvfemserne været frontfigur og isbryder for dansk alpin skisport. Johnny har de seneste 15 år været fast mand på landsholdet, og er helt uden sammenligning den dansker, der har vundet flest internationale skikonkurrencer.

Johnny Albertsen siger:
- Det er trist, at løbe 40 km af en maraton for så at stoppe. Og det er ekstra ærgerligt, at det skal slutte på grund af økonomi, når alle andre forudsætninger ellers er på plads – motivation, udvikling og resultater.

- Jeg har været med i rigtig mange år, og hvert år er jeg kommet tættere på den absolutte verdenselite. Jeg kunne i virkeligheden fortsætte 6-10 år endnu, for specielt som fartløber er erfaring en stor fordel.

Siger farvel ved NISSAN Ski Event
Johnny Albertsens sidste officielle optræden i den danske landsholdsdragt bliver på lørdag, hvor han er med på NISSAN Ski Event på Rådhuspladsen i København.

- Nu hvor jeg har taget konsekvensen og vælger at stoppe, så er NISSAN Ski Event det rigtige sted. Det er på ’hjemmebane’, og samtidig har jeg Lasse Kjus ved min side, fortæller Johnny Albertsen.

- Lasse er et af mine helt store forbilleder, og jeg har ofte trænet sammen med ham på Hafjell. At det så lige præcis er i år, at han besøger skieventen er jo et pudsigt sammentræf.

Fremtiden
Når man spørger Johnny Albertsen, hvad han skal lave fremover, svarer han med spørgsmålet:

- Har du et godt tilbud?

- Nu skal jeg først være med til at lave et godt show på fredag og lørdag på Rådhuspladsen. Derefter begynder jeg at kigge nærmere på de tilbud, jeg allerede har liggende.

- Jeg er åben og vil ikke udelukke noget. Men jeg regner da med, at jeg kommer til at fortsætte indenfor skiverdenen. Skisport har været mit liv, og det er fortsat her mit hjerte ligger og en stor del af min vennekreds findes.



Johnny Albertsen stopper karrieren - Billede 66
Johnny Albertsen stopper karrieren - Billede 67
Johnny Albertsen stopper karrieren - Billede 68

Udgivet af:

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen