Sølling til VM i Skier Cross

Sophie Sølling fra Københavns Skiklub deltager i morgen tirsdag i VM Skier Cross. Konkurrencen finder sted i Madonna di Campiglio i Italien. Skier Cross indgår som den ene af disciplinerne i Freest

Online: 05/03 2007

Sophie Sølling fra Københavns Skiklub deltager i morgen tirsdag i VM Skier Cross. Konkurrencen finder sted i Madonna di Campiglio i Italien. Skier Cross indgår som den ene af disciplinerne i Freestyle VM.

For få måneder siden valgte IOC at gøre Skier Cross til olympisk disciplin. Det betyder, at der allerede i Canada i 2010 kæmpes om olympiske medaljer i Skier Cross.

Den nye olympiske status har fået mange skiløbere til at satse på Skier Cross. Rekrutteringen sker typisk fra den alpine skisport, fordi det vigtigste element i Skier Cross er evnen til at køre stærkt.

Sophie Sølling flirtede allerede for 2 år siden med den nye disciplin. Hun deltog i 3 konkurrencer – VM, en afdeling i World Cup og en afdeling i Europa Cup. Sophie opnåede en sejr i Europa Cuppen og en 13.plads i World Cuppen. VM gik knap så godt ganske enkelt fordi, Sophie stillede op med en håndledsskade. Men resultaterne i Europa Cuppen og World Cuppen fortæller deres egen historie.

Sophie har kvaliteterne til at blive virkelig god i Skier Cross. Og når hun stiller op ved VM i morgen er det i høj grad for at finde ud af, om det er Skier Cross, at hun vil bruge de næste 3 år på i skimæssig forstand. OL er et attraktivt mål.


Half pipe aflyst
Sophie Sølling bliver eneste dansker i aktion ved VM i freestyle. 6 andre danskere skiløbere blev ellers udtaget allerede i november måned. Men i mandags besluttede arrangørerne og FIS i fællesskab at aflyse konkurrencen i half pipe. Og det var netop i half pipe at alle andre danskere skulle have deltaget. Pokkers ærgerligt for de danske løbere, der i flere måneder havde forberedt sig til VM – og ærgerligt for freestylesporten, fordi half pipe konkurrencen plejer at være stedet, hvor der skabes god underholdning og stemning.

Udgivet af:

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen