« Til oversigten

Valloire - meget fransk - på godt og ondt

Valloiore alt det interessante ved frankrig.

I sidste sæson havde skisport.dk en udsendt medarbejder på ski i franske Valloire. Det var en uge, som bød på al slags vejr lige fra regnvejr over snevejr til blå himmel i hård frost. Vejret var ikke Valloires skyld - det var cirka det samme vejr i hele alperegionen i den uge. Selv de allerhøjest beliggende steder i Europa havde regnvejr i løbet af den uge. Det var dog stadig muligt at prøve pisterne i området af, så rejsen var heldigvis ikke helt spildt.

Valg af fly, bil eller bus til Valloire

Vi var fløjet til Chambery og havde derfra godt 1,5 times transfer til Valloire. Det er således tæt på at være en perfekt fly-destination. Chambery er dog endnu ikke gearet til tusindvis af samtidige skiturister i de store uger. Rejser man derfor i absolut højsæson, må man indstille sig på en smule fransk kaos i lufthavnen.

Man kan selvfølgelig også vælge at køre i bil eller tage bussen til Valloire. Fra Kolding til Valloire er det en tur på knap 1.500 km. Kun det sidste stykke op af bjerget forbi Col de Telegraph bydes der på decideret bjergkørsel. Men det er så til gengæld også med de hårnålesving, man har set under Tour de France på etaperne over Col de Galibier.

Valloire er en hygsom by med ægte indbyggere

Valloire er ikke en såkaldt satellitby som så mange andre kendte franske skisportssteder med store moderne bygninger og højtragende maskiner. Valloire er derimod en både gammel og meget hyggelig by. Muligvis er det ikke alle, men vi sætter i hvert fald stor pris på skisportssteder, som lever deres eget liv, og hvor man kan møde rigtige indbyggere af kød og blod. Og det kan man i Valloire

Byen er bygget op omkring en smuk gammel kirke, som giver en autentisk stemning. Her er et rigt restaurantionsliv i alle prislejer. Ligesom der oppe på bjerget er placeret beværtninger, er der også mulighed for at nyde afterski-stemningen nede i byen.


 Foto: Bernard Grange

Fra en af barerne i Valmeinier kan man i eftermiddagssolen nyde en stor kold øl og udsigten over de sneklædte bjergtoppe, der omringer hele området.

Søger man en by, som skal være egnet til både skiløbere og ikke-skiløbere, vil Valloire være et godt bud på en fransk en af slagsen. Her er andet at lave end ’bare’ at stå på ski.

På bjerget: on-piste og off-piste

Men vi var der nu som skiløbere, og det er nok som sådan de fleste danskere vil stifte bekendtskab med Valloire. På trods af at byen ikke er anlagt med skiløb som eneste formål, er der fra langt de fleste indkvarteringsmuligheder i byen nem adgang til nærmeste lift og piste.

Skiløbet i Valloire løbes i primært to forskellige delområder. De kan nås fra hver sin side af byen. Den ene side er Sétaz, mens den anden hedder Crey du Quartz. Fra Crey du Quartz kan man stå på ski over til den nærliggende satellitby Valmeinier.

Byen ligger i 1.400 meters højde, med det meste af skiløbet over 2.000 meter. Det højeste skiløb starter i knap 2.600 meter. Og der er på de tre bjergmassiver godt 150 kilometer piste.

Gennemgående er pisterne i den lette ende - selv en relativt uøvet skiløber vil kunne bevæge sig rundt i hele terrænet.

Fra toppen af hver lift er der typisk flere veje nede. Det gør at grupper med lidt spredt niveau fint kan følges rundt og møde hver deres udfordringer. Hvis forholdende er til det, er det muligt for de mere øvede at slå en lille off-piste-sløjfe ned langs pisterne næsten overalt. Det er især brugbart, fordi det mange steder ikke er på pisterne, at de allerbedste skiløbere vil møde store forhindringer.

I tilfælde af dårligt vejr og skidt sigte er der lidt skov at køre i ly af på Sétaz-bjerget. Ellers er hovedparten af skiløbet - både på Crey du Quartz og ved byen Valmeinier - over trægrænsen. Det giver fantastiske scenarier på flotte dage og "big whiteouts" på dage med fladt lys.

Det typiske klientel i Valloire er familier, så vi har en formodning om at off-pisten vil have en lidt bedre holdbarhed end ved så mange andre franske destinationer, som er fyldt af skibumser på brede ski. I Valloire vil man typisk have off-pisten for sig selv, og det er et stort plus.

Der er relativt få hytter i terrænet, men de der er, er hyggelige med træ i brændeovnen og den solbrune bjergfamilie bag disken.

Får man lyst til at besøge et større område, er der ikke mere end godt en halv times kørsel til Orelle, hvorfra man kan tage en kabine op til Val Thorens. Liftkortet i Valloire gælder desværre ikke i De Tre Dale, men man kan opnå lidt rabat på dagskort, såfremt man fremviser gyldigt Valloire-liftkort.

Turen op med lifterne

Lifterne i Valloire er et kapitel for sig. Ligeså oprindelig og historisk som dele af byen er, af ligeså historisk karakter føler man til tider, at enkelte lifter er. Man finder således fortsat her i 2011/2012 hele 15 tallerken-lifter og flere langsomme stolelifte. Helt moderne lifte med varme i sæderne og kuppel findes desværre ikke.

 Foto: Pascal Delannoy

Retfærdigvis skal det siges, at de to kabinebaner giver fint effektivt skiløb, og at man da også finder en hurtig stol på Crey du Quartz og flere ved Valmeinier. Men overordnet set har liftselskabet i Valloire ikke været så investeringslyste som andre destinationer.

Moderne skiløbere kan til tider være en smule kræsne og forvænte. De forskellige skisportssteder deltager så at sige i et kapløb om at kunne tilbyde det bedste og mest effektive liftsystem. Et kapløb som Valloire indtil videre ikke ligger i førerfeltet af. Men så kan man trøste sig med, at der er flot udsigt over både pister og uberørte bjergtoppe på vejen op i en trods alt sikker lift.

Havde der nu været mere sne og bedre forhold, er det ikke sikkert, at vi overhovedet havde bemærket, at lifterne ikke er fra i år.

For det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvor mange muligheder her vil være i uger med bedre sneforhold, end vi havde. Der er mange gode bjergsider med fin hældning og ganske mange sammenhængende højdemeter. Idet skiløbet foregår på tre forskellige bjergmassiver, vil man kunne finde både nord, syd, øst og vest-sider, så man kan tilpasse sine ture lidt afhængigt af sol- og vindforhold (og lavineforhold).

Park for pipe-elskere

Som alle skisportssteder med respekt for sig selv har Valloire også en lille park. Den serviceres af en enkelt slæbelift. Parken har, hvad en park skal have - alt lige fra små til endog meget store kickers. En lille håndfuld boxe og andre kreative forhindringer. Parken skiller sig primært ud ved at have en anstændig half-pipe. Dem ser man ikke mange af rundt omkring.
Er der familiemedlemmer hvis garderobe udelukkende består af alt for stort tøj og ditto store hørebøffer, for hvem almindeligt piste-skiløb ikke siger dem så meget, er det muligt at købe et liftkort, som udelukkende gælder til parken. Man kan således få sig et ganske billigt liftkort.

Forhåbninger om forbedringer

Selvom Valloires liftsystem ikke hører til de mest moderne, er området værd at udforske. De gode skiløb med mange muligheder for at trække ud i løs sne og den hyggelige atmosfære i den franske alpeby opvejer skuffelsen over liftsystemet.

Og nu da finanskrisen også er ved at have lagt sig for mange skisportssteder, kan det ikke vare længe, før vi ser forbedringer i transporten for Valloires mange skiløbere.


 Foto: Bernard Grange

Skiferie forslag i Valloire

Chalet Alpen Roc Chalet Alpen Roc Bil fra 2.627,-/pers.
Résidence Le Hameau d... Résidence Le Hameau d... Bil fra 1.930,-/pers.
Chalet Les Clots Chalet Les Clots Bil fra 3.247,-/pers.
Chalet Le Mas des Neig... Chalet Le Mas des Neig... Bil fra 3.945,-/pers.
Nulstil   Udvidet søgning