Snemelding uge 5: Sne i nord, sne i syd og sol i midten

Snemelding uge 5: Sne i nord, sne i syd og sol i midten

For et par uger siden væltede sneen ustyrligt ned over Østrig, men nu hersker solen. Til gengæld kan Norge, Sverige og de sydlige alper glæde sig til et længe ventet snevejr.

Indtil videre har Østrig haft en overmåde fornuftig snesæson. I de første to uger af januar rumsterede et hidsigt snevejr rundt over Østrig, men andre alpelande blev i den omgang lidt snydt. De forskellige vejrudsigter er ret uenige om omfanget af det vejr, der er på vej, men nu ser det ud til, at også Italien og Frankrig kan få et læs sne at boltre sig i. Ligeledes kan vores nordiske naboer (og de danskere, der tager derop) glæde sig til et ikke så beskedent lag frisk pudder til at starte uge 5 på.

I denne snemelding:

  • Stabilt vejr i Østrig
  • Sne til Frankrig og Italien …
  • … og Skandinavien
  • Offpiste: endeligt stabile sneforhold i Østrig

Se hvor meget sne der er der hvor du skal hen

Se LIVE-Webcams her


Hør Rasmus fortælle om forholdene nu, samt hvordan det bliver i uge 5


Stabilt vejr i Østrig

Efter at have indkasseret utallige mængder sne i første halvdel af januar, ser det stabile vejr, der som en dyne har lagt sig over Østrig, ud til at blive liggende. Det betyder, at solen dovent kæmper om magten med et tyndt skydække, og at det sandsynligvis bliver ved med at være sådan i et stykke tid. Vind har der ikke været meget af den sidste uges tid, og der er heller ikke noget nævneværdigt i udsigten. Summa summarum er, at resten af uge 4 og starten af uge 5 med al sandsynlighed kommer til at byde på lidt sol og lidt skyer, men intet alt for vildt.

… men. For der er et men. Længere nede i den sydvestlige del af Alperne er der et lavtryk på vej op fra Middelhavet. Det giver sandsynligvis ikke helt vildt vejr i Østrig, men det betyder, at regionen Vorarlberg, hvor bl.a. St. Anton ligger, måske kan få en 10 - 20 centimeter sne hen mod sidste halvdel af uge 4.


Forholdene i Østrig er herlige - flere steder vil der ligge sne nok til langt efter påske (uge 16)


Thomas har været forbi Montafon (Østrig) i går - se de herlige forhold


Sne til Frankrig og Italien …

Som tidligere nævnt, er de forskellige vejrudsigter ikke helt enige om, hvad der skal ske nede på grænsen mellem Frankrig og Italien. De er alle enige om, at der er et lavtryk på vej op fra Middelhavet, men de kan ikke blive enige om, hvor stort det er, eller hvor meget sne det formodentligt læsser af.

Umiddelbart ser det ud til, at de skiområder i Piemonte-regionen, der bliver hårdest ramt, kan indkassere knap en meter sne over de næste seks dage. Et område som Alpe d’Huez i Frankrig ser ud til at få knap en halv meter, mens Val Thorens og italienske Sestriere får omtrent 25 centimeter sne.

Det er tiltrængt for især de sydligt beliggende skiområder på den italiensk/franske grænse, som ikke har fået specielt meget sne indtil videre i denne sæson. Som sagt er mængden af sne lidt usikker primært, fordi det ligger nogle dage ude i fremtiden, men det ser ud til, at der i det mindste kommer et eller andet, og det klapper de lokale nok i hænderne over.

Foto: Wepowder.com

Der er sne på vej til Frankrig, Italien samt en god del til Skandinavien

… og Skandinavien

Oppe nordpå er der også sne på vej. Både Norge og Sverige får frisk sne at holde biksen kørende på i løbet af sidste halvdel af uge 4. Det meste falder oppe omkring svenske Åre, som kan glæde sig til næsten en halv meter sne, mens norske Trysil og Hafjell kan se frem til 25 - 30 centimeter. Som snevejret bevæger sig længere øst på, tager det lidt af i styrke, men ikke desto mindre ser Idre Fjäll og Sälen ud til at få en 15 - 20 centimeter frisk sne.

Snevejret kommer med noget blæst, men det ser ikke ud til at blive noget vildt, der burde få skiområderne til at lukke de øvre lifter. Hvad der sker med vejret, når snevejret er passeret, er svært at sige lige nu, men stensikkert er det, at den nye sne kommer til at pynte på de skandinaviske fjeldlandskaber.

Foto: Trysil.com

Hvem drømmer ikke om at se en solopgang i Trysil?

Offpiste: endeligt stabile sneforhold i Østrig

For et par uger siden kappedes europæiske medier om at fortælle, hvor farligt det var at opholde sig i Østrig under det vilde snevejr, der huserede i de dage. Vi gav vores besyv med her, og kunne berette om fantastiske forhold, hvis bare man tog sig sine forholdsregler. For nøj, hvor kom der meget sne, og det gjorde snelaget uden for pisten meget ustabilt.

Nu har sneen fået lov til at ligge uden at blive forstyrret af vind eller ny sne, og det betyder, at snelagene har stabiliseret sig. Således er lavinefaren altså nu helt nede på 2 ud af 5 i store dele af Østrig (før lå den omkring 4 og 5), og det betyder, at der nu er helt fænomenale muligheder for at køre lækker puddersne i det meste af Østrig. Som altid skal man have sit udstyr i orden og vide, hvad man laver, for lavinefare 2 ud af 5 repræsenterer trods alt stadig en vis risiko. Men har man det, så er der virkeligt gode offpiste-forhold i Østrig lige i øjeblikket. Men husk nu at have hovedet med! Alt andet er tåbeligt! 


Det er sjovt at tage gode billeder af hinanden, men husk stadigvæk på risikoen i offpisten!

Se hvordan sneen er der hvor du skal hen på skiferie

Udgivet af: Rasmus Bragh Schulz

Fakta om Saalbach
Skiområdet: 1003-2100 m.o.h.
Byen: 1003 m.o.h.

270 pister i alt
140 km blå
110 km rød
20 km sort

Lifter: 70 stk. / 120.000 pers/time

Slæbelifter: 20
Stolelifter: 22
Kabinelifter: 28

Mere om skiferie i Saalbach

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen