Val Thorens - en skibums dagbog

Læs om hvordan livet som skibums i Val Thorens kan forløbe sig.

Der er stadig stjerner på himlen. Klokken må være omkring syv om morgenen. Det bliver en flot dag. Sneen er faldet de sidste ni dage, først i det små, men sidenhen tog fnuggene til og har dalet ivrigt. Der har været en rastløs stemning, hvor trangen til at komme ud og op har overskygget alt. Alle har ventet på denne dag, hvor muligheden for den bedste sne og dermed det bedste skiløb, skal mindes, måske i resten af vores liv.
De andre i lejligheden sover. Der hviler en rolig stemning over dem alle. De ved endnu ikke, hvad der venter dem. Jeg står ud af sengen og mærker straks kulden om fødderne. Tager hurtigt tøj på og lister stille ud af døren. Tænker at alle vil sætte pris på, at der for en gangs skyld er købt lidt lækkert ind til morgenmad. Bestiller på mit relativt elendige fransk, nogle chokolade croissanter og fem baguettes; så er der også lidt til madpakken.
Solen står langsomt op og på vejen hjem slår det mig igen; hvor vild denne dag bliver. Der ligger et tykt tæppe af nyfalden sne, over alle de omkransende bjerge. Det summer i mine ben og jeg småløber tilbage.

Kørsel i den uberørte sne

Alle griner og intet kan få smilene til at blegne, da vi endelig sidder i liften på vej op over den første bjergtop. Der bliver talt ivrigt om lavinefare, det nye udstyr der skal afprøves, og om hvem der skal køre først ned igennem den smalleste couloir. Vi skal mødes med tre ældre jyder, vi var stødt på i byen et par dage forinden. De sagde, at de kender et ukendt sted, med nogle vilde lines. Jeg ved ikke om jeg tror på dem, men tanken om, at køre i uberørt sne, overvinder min skepsis.
Sneen er som fløjl under skiene og adrenalinen sidder stadig i blodet og får mit hjerte til at pumpe som en dårlig technosang. Efter et par timer med høj sol, bliver vi dog enige om at tage ned i parken. Der var kommet for mange mennesker og sneen var efterhånden blevet kørt sådan op, at følelsen af at være den første og dermed konge af bjerget, er lidt efter lidt forduftet.

Hoften føles som smadret med en kødhammer

Parken har aldrig været min bedste ven, hvis jeg endelig skal indrømme det. At få kroppen til at hoppe og dreje, er svært nok i forvejen, men at få skiene med også, er stadigt et mysterium, der volder mig en del problemer at få løst. De andre driller mig. De siger, at jeg ligner en retarderet olding, når jeg prøver at få løftet mit korpus fra kickeren. Jeg skyder skylden på Alpservice Camp, som jeg, til min egen store ærgrelse, desværre ikke nåede at tilmelde mig til. De andre som var på campen sætter nemt en 540, og ja, mig går det tydeligvis anderledes med.
Jeg har fået lavet en 360, så nu er jeg i fuldt sving med at øve en 540. Det er enormt svært og dagligt slår det mig, at dette ikke duer for mig. De andre presser mig vedvarende, til at blive ved med at prøve. Kan de ikke forstå, at det ikke er normalt at ens ene hofte føles, som om den er blevet smadret med en kødhammer?
Endelig lykkes det dog og jeg får alle overtalt til at vende snuden hjemad og direkte ned i en stor kold fadøl. Vi blæser ned af bjerget, og jeg kan mærke, at alle tænker den samme tanke: Det her, har været den bedste dag nogensinde.

Højt humør på den lokale

Der er højt humør og larm på den lokale, eller "De Tørstiges Tidsrøver", som baren i folkemunde bliver kaldt. Jeg kan med god samvittighed blive siddende, mens de andre, halvt vraltende, begiver sig ud for at handle ind til aftensmad.
Jeg glæder mig over at have været den første oppe i morges og gjort indkøbene til morgenmaden. Jeg bestiller en øl mere. Vejrudsigten vidner om at vejret bliver identisk med i dag. Jeg lover mig selv at jeg under ingen omstændigheder må krydse grænsen til fuldemands-land. Får bartenderen til at prikke mig på skulderen, når det er tid. Synes bare at kunne mindes, at han aldrig helt lever op til jobbet som en nævneværdig hjemsender. Må vist hellere tage sagen i egen hånd. Jeg går hjem. I morgen er endnu en dag, der sikkert bliver ligeså dejlig som denne.
At tage til alperne, er den bedste bedrift jeg har gjort mig og vil stå som en milepæl for fremtiden. Da jeg kommer hjem, sætter jeg mig træt ved bordet, og falder i staver.
Husker tilbage til i sommer og begyndelsen på sæsonen.

I

Væk fra Danmark i 5 måneder

Valget var egentlig lidt svært. Du skal være væk i 5 måneder, og du har sparret penge op i flere måneder til denne rejse. Du har set frem til denne tid i et år nærmest. Men hvor skal man tage hen?
Først havde jeg tænkt at jeg ville til Canada; jeg skulle langt væk og der skule være masser af pudder.
Jeg ringede til Alpservice. Talte frem og tilbage. De spurgte til mine ønsker til sæsonen, og hvad jeg så mest frem til.
Fernie i Canada, et lækkert hus, med en håndfuld andre danskere. En relativ lille canadisk by, men med rigt skiløb.
Mammoth i USA, hvor parkerne er rigtig gode og solen altid skinner. Så talte vi længe om de franske alper. Og dér blev det svært. For kunne med det samme høre, at jeg slet ikke skulle over-seas, men snarere til alperne hvor bumsemiljøet er udpræget, især alpservicebumserne imellem, og hver og én by; Avoriaz, Val d'Isere og Val Thorens, alle er byer, der kan efterkomme alle krav til UG. Vi talte os i fællesskab frem til at Val Thorens nok ville passe bedst til mig, og næste skridt var sådan set, blot at på at bumsebussen skulle afgå i slutningen af november.

Med bumsebussen mod syd

Jeg var et barn, ugerne op til. Mine forældre fortalte mig adskillige gange, at hvis jeg blot havde været i sådan et humør hver eneste dag, ville mine teenageår have været en smal sag.
Bumsebussen skulle køre fra København kl. 9 om morgenen, og jeg kom selvfølgelig al for tidligt. Stod som en gæv julegris, med smil om til nakken, i min nye skijakke og følte mig klar. Klar til en 22 timers bustur, med alle de andre glade spirende skibumser og klar til en sæson, væk fra forældrene og jobbet i Super Best. Mere klar bliver man ikke.

Første møde med sneen

Det var koldt. Det var så mega koldt, at stå ud af den bus og vælte direkte ned i en snedrive med snotten ned i sneen. Ikke mindst var det også pinligt. Men intet, og slet ikke lidt kold sne og dumme grin, kunne egentlig skyde mig ned på det tidspunkt. Det husker jeg tydeligt. Rejste mig kæk, og stirrede ud på pisterne der lå uberørt hen og ventede på mig og de andre. Sejt!
De havde sagt i bussen, at når vi ankom, skulle vi hvile os, for derefter at skulle mødes til lidt info, og fest om aftenen. Jeg tog min nye sidekammerat fra bussen, under armen, lagde al vores gear i lejligheden, og gik ud i byen. Den var faktisk meget større end jeg lige have troet, men fandt dog en lille café og drak en kaffe. Så slog trætheden mig pludselig og vi gik sammen tilbage og faldt i søvn med det samme.

Festen var lige det vi alle havde brug for! Vi fik slået os løs, og fik noget af al den indestængte nervøsitet og halsbrækkende nysgerrighed for at tale med de andre bumser ud i en god atmosfære - for fuld udblæsning - under middagen på den franske restaurant, jeg i siddende stund, har glemt hvad hedder.
Vi lærte hinanden at kende den første aften. Sådan føltes det i hvert fald.

Busturen og den første aften, virker pludselig som lysår væk til trods for, at jeg blot har været væk fra Danmark i 3 måneder. Jeg sidder nu her, blandt mine bedste venner, og tænker tilbage.. Jeg skal ringe til min mor, minder al denne tankevirksomhed mig om. De andre har brugt AlpMobile en del. Jeg har ikke et stort kendskab til det, da jeg ikke har ringet så meget hjem, hvilket mine forældre et par gange, i opstødssure mails, har påpeget. Man kan åbenbart ringe hjem her fra Frankrig til Danmark, virkeligt billigt. Op til 90% billigere. Jeg må vist til at komme i gang. Skal alligevel finde noget internet, så jeg kan tilmelde mig Wakeboardcampen. Det glæder jeg mig helt vildt til.
Efter sæsonen er slut, og byen er ved at lukke ned, tager vi i samlet trop ned til Annecy-søen og wakeboarder. Så er det som om at sæsonen ikke slutter så hurtigt, og at vi sammen kommer væk fra Val Thorens, men ikke helt hjem. Jubiiii!

Jeg har siddet for længe og kigget ud i luften. Går i seng, efter en dag jeg sent vil glemme...

Artiklen er venligst udlånt af AlpeService.