I foråret var Skisport.dk’s udsendte taget til Les 2 Alpes for at opleve DM i Freeride. Ud over at overvære selve konkurrencen, blev der også mulighed for at opleve områdets mangfoldighed.
Frankrig er som ski destination kendt for at have store områder med masser af udfordringer til øvede skiløbere. Skisport.dk var taget til Les 2 Alpes for at finde ud af, om det også var tilfældet her. Samtidig blev der afholdt DM i Freeride, hvilket også gav os mulighed for at se hvordan niveauet er blandt danske freeridere.
Selve Les 2 Alpes by ligger i 1.650 meters højde, hvilket er højt og normalt betyder en god snesikkerhed. Byen er aflang og ligger klemt inde blandt de to bjerge Pied Moutet på den ene side, og en større sammenhængende bjergside med blandt andet Le Diable på den anden side. Byen er med andre ord klemt godt og grundigt inde. Der er pister på begge bjerge og områderne hænger faktisk sammen med en blå piste, der ender med at gå over vejen via en træbro og en lift, som fragter skiløbere fra det store bjerg over på det lille.
Som by er Les 2 Alpes lidt af en smeltedigel. Her er både hyggelige træhytter, der giver et indtryk af bjergidyl. Men her er også store betonblokke, som overhovedet ikke har charme. Her er kun én ting i fokus - og det er funktionalitet.
Det gode ved Les 2 Alpes aflange facon er, at der aldrig er ret langt til en lift. Langs bjergsiden mod det store bjergområde, er der en masse små lifte og pister som alle er grønne, blå eller røde. Grønne pister i så stort et antal, er lidt af et særsyn i Frankrig. Det giver et stort område at lege på for specielt begyndere - især fordi 7 af lifterne ikke kræver liftkort, men kan benyttes gratis.
Les 2 Alpes er ikke for begyndere
På trods af det høje antal grønne pister, vil det være misvisende at kalde Les 2 Alpes et begynderområde. Alle pister over 2.100 meter kan man som begynder godt komme op på med lifterne, men ned igen er en anden snak.
Fra de 2.100 meter og ned er der kun sorte pister eller en lang smal grøn transportløjpe hvilket ikke just er optimalt for begyndere. Over de 2.100 meter er den grønne transportløjpe faktisk den mindst brugte - netop fordi den er så smal og sneen ofte er rigtig dårlig på den.
At Les 2 Alpes består af to bjerge viste sig at være meget heldigt under vores besøg. Vejret gjorde det nemlig umuligt at køre på det store bjerg – i hvert fald over de 2.100 meter. Her var det rart at have det mindre Pied Moutet at stå på.
At det oven i købet havde sneet om natten, og at alt bare var perfekt gjorde hele oplevelsen bedre. Bjergsiden ned mod Les 2 Alpes på Pied Moutet ligger dog i solsiden, hvilket gør sneen ret tung sidst på dagen – specielt sidst på sæsonen.
La Fée syner ikke af meget på pistekortet, men området er et sandt guldkorn på en dag med nyfalden sne. Kommer du fra morgenstunden af, skal du ikke stoppe med at kaste dig ud i pudderen, før sulten melder sig, eller lårene er én stor syresamling. For du er stensikkert ikke den eneste, der kender til stedet. Efter middagspausen vil der være stor sandsynlighed for, at alt sneen vil være kørt op, men smilet efter formiddagens bedrifter, vil være at se på dit ansigt resten af dagen.
Mulighederne i Les 2 Alpes er mange, og er du heldig at komme i en periode hvor der falder sne, kan du se frem til en fantastisk offpiste tur.
En tur til La Grave og La Meije bør også være på din liste over "ting du skal prøve", hvis altså vejret tillader det. Turen over toppen kan ofte være lukket, men kommer du derover, vil du opleve, at der udelukkende er mulighed for offpiste.