Hurtigt visit i Bad Gastein – nogle forhold slipper man aldrig helt
Det var rygtedes, at vi skisport.dk havde en mand i Østrig. Og når det sker i Bad Gastein, så tager tingene ofte fart.
Invitationen til et kort visit tikkede ind, og vi takkede ja uden større betænkningstid.
For sagen er den, at vores udsendte har et særligt forhold til Gastein. Det er ikke bare et feriemål – det er Thomas’ tidligere hjemmebane idet han i 16 år havde en lejlighed der.
Derfor var gensynet ikke bare et hurtigt håndtryk, men mere som at møde en gammel ven, der stadig ser overraskende godt ud i skiundertøj.
Sneen kom tidligt – og blev hængende
Som så mange andre steder i Alperne fik Gastein et solidt snefald allerede i november.
Den tidlige natursne lagde fundamentet for sæsonen, og herfra har man gjort det, Gastein er blevet rigtig god til: at blande natursne og kunstsne med kirurgisk præcision.
Resultatet er hårde, regulære pister, der holder – også når solen kigger frem.
Under vores besøg var det muligt at køre helt i bund på fine pister i både Bad Gastein, Bad Hofgastein og Dorfgastein/Großarl. Med andre ord: ingen undskyldninger for at springe sidste nedfart over.
Lang sæson og store højder
Gastein åbnede allerede sidst i november og holder sæsonen kørende helt frem til 1. maj.
Det skyldes ikke mindst Sportgastein, som er Ski amadés højeste skiløb, med top i 2.650 meters højde. Heroppe er sne ikke noget, man håber på – det er noget, man kan stole på.
Det er også i Gastein, man finder Salzburgerlands længste piste: Die Nord – fra Hohe Scharte til Bad Hofgastein. Vi kørte selv turen - men måtte stoppe flere gange. Over 10 kilometer skiløb og en faldhøjde på imponerende 1.450 meter. Det er ikke bare en piste, det er en lille rejse.
Vi har endnu ikke præsteret at køre turen i eet hug. Men vi overvejer da kraftigt, at prøve at tilmelde os deres ræs “Die Nord” som hvert år køres i marts måned. Turister er velkomne og du kan læse mere på gastein.com hvis du er ligeså nysgerrig som os.
Ingen nye lifte – og heldigvis for det
Der er ikke kommet nye lifte til denne sæson. Til gengæld er der bygget en ny og virkelig lækker restaurant for enden af Schlossalm-liften. Et kærkomment stop – både for sultne ben og tørstige sjæle.
At Gastein ikke hvert år plastres til med nye lifte og pister er faktisk en af hovedårsagerne til, at vores udsendte holder så meget af området.
Her er ikke 800 km sammenhængende motorvejsskiløb – men til gengæld noget, der for mange er langt vigtigere: Eventyr.

Offpiste, muligheder og ægte alpestemning
Vi kender ærligt talt ikke mange steder i Alperne, der kan matche Gastein, når det gælder offpiste, variation og muligheder for at gå på opdagelse. Terrænet er stort, vildt og legende – og belønner dem, der tør kigge lidt ud over pistekortets farver.
Bad Gastein er måske ikke stedet for dem, der kun tæller kilometer og antal lifte. Men for dem, der tæller oplevelser, er det svært ikke at blive hængende lidt længere, end man havde planlagt.
Her er så rigeligt pister og lifte til flere ugers skiferie. Men det bemærkelsesværdige er i vores optik, at her er muligheder og terræn til, at komme igen og igen - år efter år. Nogle steder slipper man bare aldrig helt. Også selvom det ikke blev til noget off-piste i denne ombæring.
Elsker Gastein - og vil altid gøre det.