Heli Skiing - På den russiske halvø, Kamchatka

Heli Skiing - På den russiske halvø, Kamchatka

En naturoplevelse & et adrenalin-fremkaldende eventyr langt væk fra den civiliserede verden…

Kamchatka, som ligger længst mod øst i Rusland, er især kendt for sine mange vulkaner, enestående natur, fiskeri og et rigt dyreliv. Derudover er Kamchatka også et attraktivt sted for skiløbere og snowboardere, der ønsker en ultimativ oplevelse med puddersne højt oppe over knæene langt ude i den sibiriske vildmark.

Skisport.dks udsendte var på heli-skiing på den russiske halvø, Kamchatka i starten af april 2015. Læs hendes beretning om den fantastiske tur

Heli Skiing: I stedet for at tage en lift op, eller gå op ad bjerget med skind under skiene, transporteres man op på toppen af bjerget i en helikopter.

Om vinteren underviser jeg på ski i det østrigske St. Anton am Arlberg, og sidste år var jeg så heldig at komme med min chef og tilhørende skiturister på Heli Ski Safari til Kamchatka. Hvor heldig har man lov til at være? Jeg fik først at vide, at jeg kunne komme med på turen 8 dage inden afrejse. Derfor jeg fik rigtig travlt med at skaffe visum, for uden det kommer man ikke langt i Rusland!

Om jeg ikke glædede mig?

Jeg glædede mig som et lille barn, men samtidig havde jeg angst, for jeg skulle flyve med en russisk militær helikopter, der var over 30 år gammel. Dernæst havde jeg hørt alt muligt om, at piloterne både røg og drak vodka under flyveturen. Og så var det heller ikke smart, at jeg inden afrejse googlede ”helicopter crash Kamchatka”. Ud fra søgeresultaterne kunne jeg læse, at en helikopter, fem dage tidligere, var styrtet ned med 5 snowboardere. Alle var døde… Puha… Forfærdeligt… Med denne nye information, steg spændingen indeni endnu mere, men jeg tænkte, at det samme uheld sker nok ikke pludselig igen…

Afsted mod øst

Vi fløj fra München i Tyskland til Ruslands hovedstad, Moskva, hvorefter turen gik videre med et andet fly til Kamchatka, nonstop i ca. 8 timer. Søndag morgen landede vi lidt uden for hovedbyen Petropavlovsk, hvorefter vi med bus blev kørt til vores hotel, hvor vi skulle bo de næste 7 dage. 

Flyveturen fra Moskva til kamchatka. Rusland er virkelig et stort land!

Der lever omkring 322.000 mennesker på Kamchatka, hvoraf størstedelen bor i hovedstaden Petropavlovsk. De taler russisk, og deres kultur er tæt forbundet med eskimoernes levemåde. De lever af jagt, fiskeri og turisme.

Petropalovsk lufthavn: Meget simpel og indhegnet med pigtråd! Kamchatka var i mange år et militært område. Først i 1990 blev det åbnet op for udlændinge. 

Søndag på hotellet

Vores hotel lå omkring 45 min. kørsel fra lufthavnen. Da vi ankom, blev vi indlogeret på vores værelser, og vi fik tid til at pakke kuffert og udstyr ud inden vi skulle til info møde. Jeg havde ikke sovet hele natten i flyet, for jeg var så spændt på det hele. Jeg var især spændt på at flyve i helikopter. Jeg havde prøvet det én gang før med en gæst fra USA, der ville have et helikopterløft i Østrig. Den oplevelse husker jeg stadig som en stor oplevelse, fordi det var den allerførste helikopter tur i mit liv, og nu venter der et par dage med mange flere løft om dagen! Hvor vildt!

Gennemgang af sikkerhedsudstyr

Når man dyrker helikopter skiløb, bliver man ført op på toppen af et bjerg, og man kører off-piste ned. Dvs., der er ingen præparerede pister, og sneen kan være blød eller hård afhængig af vejrforhold. At stå på ski her kræver derfor et vist færdighedsniveau på ski eller snowboard. Og lavinerisikoen er højere. Som følge deraf er sne- og terrænkendskab nødvendigt samt udstyr som lavinebipper, sonde og skovl og ABS rygsæk

Vores gruppe, der bestod af 15 personer (inklusiv min chef og jeg samt 2 lokale guider), fik alle en grundig opsummering og instruktion i, hvordan sikkerhedsudstyret anvendes i praksis. Hvis uheldet er ude, og der kommer en lavine, er det vigtigt, at vide hvad man gør, således at man kan redde sig selv og andre. 

Dertil skal det også lige siges, at selvom man har sikkerhedsudstyr og kan anvende det i praksis, giver det ingen garanti for at undgå laviner eller at folk overlever, men det er helt klart en fordel på vejen, hvis nu…

Ugens gang - med Heli Skiing

Jeg sov ikke i flyet på vej til Kamchatka, og jeg kunne ikke sove natten til mandag af bare spænding. Jeg glædede mig alt for meget. Så da jeg vågnede mandag morgen, var jeg overtræt, men alligevel var jeg vågen. Jeg var i hvert fald klar til at komme på tur. Jeg havde nemlig så meget adrenalin i kroppen allerede inden turen startede…. 

Mi-8T er et russisk/sovjetiske designet helikopter, som er et af verdens mest producerede helikoptere i verden. De er brugt i over 50 lande.

Helikopteren hentede os ca. 200 m fra hotellet. Det tog omkring 5 – 15 min. at flyve til toppen afhængig af, hvilket område vi skulle til. Første gang jeg satte mig ind i helikopteren, tror jeg, at jeg var den person i gruppen, der udstrålede mest begejstring. Jeg var godt nok fascineret af landskabet og den kæmpe helikopter. Den var stor, og der var plads til mange mennesker. Og den larmede.

De øvrige personer i gruppen har prøvet helikopter skiløb tidligere. Nogle havde været i Canada, og andre havde været på Kamchatka før, så det er åbenbart et sted, man vender tilbage til for oplevelsens skyld – og hvis man da har pengepungen i orden, for det er ikke billigt at tage på helikoptertur til Kamchatka.

En organiseret Heli-Skiing tur til Kamchatka koster omkring 7.000-8.000 EU - for én gæst med halvpension, helikopter og transfer fra lufthavnen. Hertil skal der lægges en flybillet med flyselskabet Aeroflot. Prisen afhænger af, hvilken pakkeløsning man vælger.

Det er rigtig mange penge men, personligt synes jeg, at det er værd at spare sammen til, hvis man virkelig vil noget ud over en normal alpetur.

Udsigten fra helikopter vinduet: Sne, øde veje og en masse birketræer.

Da vi kom op på toppen af et bjerg, skulle 2 af de lokale guider altid have en snak med hinanden om, hvor vi skulle køre ned. De kendte til sne – og terrænkendskab i området og havde det overordnede ansvar for gruppen. Min chef og jeg var således med som hjælpeguider til gruppen. Når de var færdige med at snakke, fik min chef og jeg en briefing, som vi så skulle fortælle videre til gæsterne. 

De lokale guider, min chef og jeg var desuden udstyret med walkie talkies, sådan at vi kunne kommunikere med hinanden undervejs. Derefter foregik det sådan, at den forreste guide (lederen) fyrede af sted på ski ned til bunden. Derefter blev gæsterne sendt af sted enkeltvis med nok afstand mellem hinanden. 

Min chef og jeg kørte mellem gæsterne, således de følte sig trygge. Aldersgrænsen i vores gruppe var fra 20 – 69 år, og derfor havde nogle brug for mere opsyn og pauser end andre. Og med 7-10 løft om dagen, var der også nogle, der engang imellem havde brug for at sidde en runde over. Det kan altså sagtens være hårdt for benene at stå så meget på ski med nedfarter mellem 800 – 1200 højdemeter pr. gang. Selvom vi var 15 mennesker, der skulle ned ad samme bjerg, var der altid nok plads til alle.

Ikke det værste sted at ende et langt run

De første 2 dage var super, selvom vi nok alle havde forventet en masse puddersne at lege i, men det kan man ikke altid selv bestemme. I stedet for pulversne, var sneen blevet til firnsne. Det vil sige sne, hvis struktur er blevet mere kompakt og hårdt. Dog var vi så fyldt med begejstring og glæde, for det hele var så enestående og smukt, at det ikke betød særlig meget… I hvert fald ikke i starten af turen.

Efter 4-5 løft var der tid til picnic i naturskønne omgivelser. Nogle havde brug for pausen mere end andre

På dag 4 og 5 kom en snestorm på besøg. Det betød, at vi ikke kunne flyve, og vi lavede aktiviteter sammen eller på egen hånd. Nogle tog på shopping til Petropalovsk og andre slappede af, dyrkede fitness eller fik massage og wellness på hotellet. Torsdag eftermiddag var vejret med ét blevet bedre, og vi fik mulighed for at prøve at køre hundeslædekørsel, hvilket ligeledes var en enestående oplevelse.

På tur med sibirisk husky-hunde

To dage uden helikopter skiløb gav selvfølgelig frustration til folket, men på den anden side, så havde vi noget godt i vente.
Pudderen er på vej!

Powder to the people!

Når der endelig faldt sne, så var det også rigtig puddersne i den fineste stil. Det var så fedt. Selvom jeg fungerede som hjælpeguide på turen, fik jeg også lov til at fyre den af på ski. Nedfarterne var så lange, at når man først var i gang og havde en fed følelse, var det virkelig svært at stoppe op. Derfor kørte jeg ofte som en af de sidste personer ned, således jeg kunne få styret mine lyster i den fantastiske pulversne. Fart og dyb sne kombineret, det er da det fedeste. Enkelte gange fik jeg endda lov til at køre som nummer to efter den lokale guide. Det var himmelsk! 


Høj sol og pudder-paradis i særklasse. Hvad mere kan man ønske sig?

En lavine

Lørdag, den sidste dag, inden hjemrejse, blev en af vores guider syg, og vi fik en ny guide som førende leder. Han kørte stejlere nedfarter end vores tidligere guide. En af gangene, fik jeg lov til at køre lige efter ham – med afstand selvfølgelig. Jeg kørte ned i et højt tempo og store sving. Det var skønt. Jeg husker nedkørslen, som var det i går. Jeg havde et stort smil på læberne og var meget begejstret. Det var den fedeste følelse. Da jeg nærmer mig bunden af "hanget" og det sted, hvor guiden står, hører jeg en ”wroom” lyd. Jeg drejer mit hoved og ser, at hele bjergsiden, som jeg lige har kørt ned ad, krakelerer og en stor, hvid snesky driver ned. Imens jeg står på ski hen til guiden, der var placeret et sikkert sted, kiggede jeg efter, om der var personer, der var blevet taget af lavinen. Jeg kunne ikke se nogen i den. Men hold da op… Det gik stærkt.

Der var heldigvis ikke nogen personer i lavinen. En mand kørte på ski ca. 10 meter over det sted, hvor lavinen udløste sig. Han må godt nok have fået et chok . Men ja…Jeg tror nok også, at jeg var heldig. Hvis jeg måske havde kørt bare en smule langsommere, var jeg havnet i lavinen…

Relativ risiko

Efter denne oplevelse havde ingen lyst til at stå på ski mere. En af deltagerne som var med på turen, gav mig en flaske vodka efter turen i helikopteren hjem til hotellet. Han sagde, at jeg skulle drikke den om aftenen, så jeg kunne slappe af. Han fortalte desuden, at han havde bedt til Gud hver dag om, at vi ville overleve denne uge – simpelthen fordi der er risici forbundet med at tage på heliski tur i vildmarken…

Dog vil jeg sige, at risikoen altid er relativ… 

Folk glemmer eksempelvis at tænke på, hvor stor risiko, der er for at dø i en bilulykke. Desuden er der større chance for at dø af rygning, alkohol og stoffer end at dyrke en ekstremsport. Ligeledes skal nævnes, at ekstremsportsudøvere ofte har selvtillid i forhold til egne kompetencer og udstyr, hvorved risikoen for fare ikke er så stor (Zuckerman, 2007).

That’s life!

Jeg så desværre ingen brun bjørne på Kamchatka, men piloterne lignede dem lidt. Jeg fik tillid til dem. De røg cigaretter – udenfor – og de drak ingen alkohol. Piloterne var super seriøse og dygtige, og jeg ville godt turde at flyve med dem igen.

Et tilbageblik

Alt i alt var det nogle fantastiske dage med mange heftige indtryk, som gav eftertanke til livet. Det er faktisk først et halvt år efter, at jeg var afsted, at det gik op for mig, hvor enestående en oplevelse, turen til Kamchatka egentlig var. Derfor er det heller ikke en oplevelse, som jeg kunne skrive om lige efter, at jeg havde været af sted…

Jeg er taknemmelig for, at jeg fik muligheden for denne oplevelse. TAK. 

Hvis chancen byder sig igen, er jeg helt sikkert klar… 

Udgivet af: Anne-Louise Saikkonen Jørgensen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen