« Til oversigten

Hedeland Skicenter bygger ny skilift

Efter flere års tilløb er Roskilde Skiklub Hedeland, som driver Hedeland Skicenter, nu så langt med planerne for en ny skilift at byggeansøgning er sendt til Høje Tåstrup kommune.

"Det er en milepæl for os.", siger skiklubbens formand Kim Truesen, "Efter 6 års arbejde og undersøgelser af mange forskellige muligheder er det pludseligt gået stærk i år, og vi har nu endeligt alt på plads for at kunne opsætte en fabriksny skilift til afløsning for den ene meget gamle skilift vi har på Hedeland Skicenter. Vi har fået mundligt OK fra I/S Hedeland der ejer området skibakken ligger på, og vi mangler i praksis nu kun byggetilladelse fra Høje Tåstrup kommune for at kunne gå i gang."

Den lift der skiftes på Hedeland er den ene af de to der går til toppen, som idag er en næsten 40 år gammel slæbelift der er præget af tidens tand og som især begyndere finder svær at brug. Liften "rykker" meget når man stiger på, og har tendens til at svinge op og ned, på vej op, hvilket har været et problem for mange brugere. Den nye lift levereres af den Tjekkiske liftproducent B+J MIKESKA og er en slæbelift med teleskopstænger som kendt fra mange skianlæg i udlandet. 

Således ser den nye skilift ud der hvor man stiger på. Her fra en installation i Tjekkiet.

"Vi ved fra skiløberne at mange, især børn og nybegyndere, synes det er svært at tage den gamle lift, hvor der er et stort træk når man stiger på, og hvor komforten på vej op ikke er i top. Den nye lift har teleskopstænger og er langt lettere at stige på, ligesom den har meget større komfort på vej op. Samtidig er den mere driftsikker end den lift den erstatter.", siger Kim Truesen

Komforten er langt højere på den nye lift end på den eksisterende, hvilket klubben forventer at især begyndere og børn vil få glæde af.

Liften klar til vinter

Skiklubben har en forventning om at brugerne vil tage rigtigt godt imod den nye skilift, som de forventer står klar til den kommende vinter. Det er dog ikke "bare lige" når man skal bygge en skilift. Der er mange tekniske forhindringer der skal overvindes, men det mener klubben at man har styr på: "Selvom det måske ikke har været så synligt for udenforstående, har klubben arbejdet med mange forskellige løsninger i løbet af de sidste 6 år. Den løsning vi har fundet nu passer utroligt godt til vores bakke, og selve den tekniske udformning af liften betyder faktisk at skiliften bliver lettere at opføre end vi oprindeligt havde forventet. Vi tror faktisk på at vi kan være klar til vinteren, hvis ellers vi kan få vores tilladelser igennem inden sommerferien."

Netop tilladelelserne kan vise sig at være det sværeste i opførelsen af skiliften: Hvis klubben ikke kan få tilladelserne inden sommerferien, kan projektet i værste fald risikere at blive forsinket til næste sæson: "Problemet er at sådan en liftfabrikant kun kan producere et vist antal lifte om året, og hvis ikke vi kan underskrive kontrakten inden udgangen af juni, kan vi risikere at misse et 'produktionsslot' hos producenten", forklarer næstformand i klubben, Mads Bondo Dydensborg, "Det ville jo være rigtigt ærgerligt, så vi håber på en smidig sagsbehandling hos Høje Tåstrup kommune."

At bygge en skilift er iøvrigt ikke helt ukompliceret, forklarer klubbens næstformand: "Først og fremmest skal den gamle lift nedtages. Det er i sig selv et større projekt, da f.eks. motorstationen i bunden vejer på den forkerte side af et ton. Samtidig har vi wiren, der er omkring 540 meter lang, samt dele af toptårnet der skal afmonteres. Derefter skal vi gøre området klar til den nye lift, herunder skal vi udgrave en 270 meter lang rende til elektriske kabler, samt rydde en del bevoksning imellem bakken og den nye lift. Først når det er klart kan leverandøren og vi gå igang med at opføre den nye lift.".

Den eksisterende lift er gammel og en udskiftning er tiltrængt.

Den nye lift består af en dal- og topstation, en lang stålwire påmonteret 43 teleskopstænger, og 8 master hvorpå wiren kører. Selve opsætningen forventes at overstås i løbet af sommeren. "Den nye lift er konstrueret uden fundamenter, så i princippet går det meget hurtigt med at sætte den op. Leverandøren opfører den, med hjælp fra vores frivillige, i løbet af en uges tid." siger Mads Bondo Dydensborg. "Vi forventer at det bliver i midten af august. Derefter har vi omkring en måned til at få liften endeligt godkendt, og så er vi sådan set klar. Vi glæder os meget!".

Om Hedeland Skicenter

Hedeland Skicenter er Danmarks største alpine skianlæg og har alle de faciliteter man forbinder med alpint skiløb.

Hedeland Skicenter er beliggende i Hedeland natur- og fritidsområde, syd for Hedehusene.

Selve skibakken er kunstigt anlagt i midten af 1980'erne, og betjenes af 3 lifte, to tallerkenlifte i venstre side, og en børnelift i højre. Lifternes samlede kapacitet er ca. 1800 personer i timen.

Faldhøjden på bakken er 45 meter, og den er 282 meter lang. På den første tredjedel har bakken en hældning på 27,42%, hvilket svarer til en rød piste. Den midterste tredjedel hælder 15,85%, der lige akkurat kan angive blå. Nederste tredjedel er hælder 2,85%, så det er en ekstremt svag grøn.

I venstre side af bakken findes Danmarks største permanente snowpark, med forskellige rails og bokse.

Hedeland Skicenter har Danmarks nok største skistald med over 300 par ski til udlejning, mere end 400 par støvler, samt ca. 100 hjelme:

Bakken er belyst og Hedeland Skicenter råder over 4 snekanoner så bakken kan dækkes af kunstsne. Hedeland Skicenter har desuden en pistemaskine, som bruges til at præparere sneen.

Læs mere om Hedeland Skicenter her.

Næste »« Forrige

Se alle nyheder