Gæstfrihed og skiløb i Ayatolollahens land

Foran mig ventede 10 dage, hvor de velkendte østrigske alper ville være skiftet ud med det iranske skiområde Dizin.

Gæstfrihed og skiløb i Ayatolollahens land
Så var jeg landet! Efter 12 timers flyrejse med Turkish Airlines og mellemlanding i Istanbul stod jeg nu i Imam Khomeini Airport i Teheran tidligt om morgenen denne smukke vinterdag i februar. Foran mig ventede 10 dage, hvor de velkendte østrigske alper ville være skiftet ud med det iranske skiområde Dizin. Dizin var blevet anlagt under det gamle shah-styre i slutningen af 60'erne og havde sin storhedstid i 70'erne. Efter revolutionen i 1979 gik udviklingen af området i stå, og Dizin skulle i dag efter sigende fremstå som en tidslomme fra en svunden tid, hvor ski ikke kunne fås lange nok, og hvor hoteller og chalet'er blev opført med kedelige betongrå facader, som vi også kender dem fra franske skiområder som Val Thorens.

Skiområdet Dizin

Men det var et eventyr, som jeg længe havde ønsket at drage af sted på. For selvom området måske ikke kunne fremvise de nyeste lifte og et væld af pister, så er det mere end velkendt at Dizin ligger i et område, der har ry for helt fantastiske sneforhold. Kombinationen af mange nordvendte bjergsider, en høj beliggenhed og en fantastisk geografisk placering sikrer en lang skisæson med store mængder af nysne hvert år. Faktisk rækker den højeste lift op i 3.600 meter og placerer Dizin blandt de 40 højst beliggende skiområder i verden.

Planlægning af skirejsen til Iran

Venner og familie derhjemme havde mødt mine planer med blandede reaktioner. Nogle var begejstrede for idéen, mens andre syntes, at det var et vovet projekt at begive sig ud i. Der skulle gøres mange forberedelser, visum var en nødvendighed og spørgsmålet var, om det ikke ville blive et uoverkommeligt arbejde på egen hånd at stable turen på benene.

Den altoverskyggende indvending var dog, at det kunne blive farligt som vesterlænding at skulle rejse til Ayatollahens land, hvor det er velkendt, at det officielle Iran måske ikke altid ser mest positivt på folk fra Vesten. Som jeg stod der udenfor "Arrivals" skal jeg heller ikke benægte, at tanken strejfede mig en enkelt gang, om jeg overhovedet ville føle mig velkommen.

Morgenmad med Mousavi

Den tanke skulle dog hurtigt blive gjort til skamme. Jeg havde på forhånd skrevet til et hotel i byen og fået dem til at arrangere min transport, og udenfor lufthavnen blev jeg mødt af en smilende mand, som skulle vise sig at være min chauffør: ".Hello, I am Mousavi - your name?".

Hans engelske var begrænset men hans velkomst varm og imødekommende. Vi fik bugseret bagagen og skiene ind i den gamle Paykan, som er en finurlig lille bil produceret i Iran. Herefter begyndte den normalt 3 timer lange køretur op til skiområdet. Men det skulle ende med at blive en lidt længere tur pga. et mindre stop:

"You' hungry????" Spurgte Mousavi på gebrokkent engelsk. Efter en lang flyvetur kunne jeg godt spise lidt morgenmad, og et kort stop hos et lokalt spisested ville absolut ikke gøre noget, og desuden var tørsten også ved at melde sig i den tørre bjergluft.

Straks efter min accept af tilbuddet greb Mousavi mobilen og ringede en kvinde op. Og med et gammelt 80'er-nummer bragende ud af højtalerne ankom vi et kvarter senere til noget, der mindede mere om et privat hjem end et spisested. Ud af døren trådte en kvinde iført en lang traditionel klædedragt og med to generte drenge på 6-7 år efter sig.

Kvinden viste sig at være Mousavis hustru. Hun bød os hjerteligt indenfor i spisestuen, hvor der var dækket op til to personer med brød, smør, oliven og mælk. Dette var ikke ligefrem, hvad jeg havde forventet, men manden smilede over hele ansigtet, og med fagter og begrænset engelsk gjorde han det klart, at jeg bare skulle tage for mig af maden.





Mousavi var ivrig efter at høre, hvad jeg skulle i Iran, og hvad mine planer var - og han tilbød mig prompte sin hjælp. Så hvis jeg på noget tidspunkt havde spørgsmål eller brug for en chauffør, så skulle jeg bare ringe, og han griflede sit telefonnummer ned på en lap papir, som jeg fik stukket i hånden. Efter maden vinkede vi farvel til familien og kørte op mod skiområdet langs flotte søer, imponerende bjergkæder og billedskønne moskéer.

Drømmeskiferien og den iranske varme gæstfrihed

Skiløbet og især offpisten i Iran skulle vise sig at være en drøm og noget af det bedste, jeg har oplevet i mine snart 20 år på ski. Men det, der især satte sine spor i hukommelsen, var de utallige samtaler med nysgerrige iranere og deres oprigtige imødekommenhed og hjælpsomhed, som jeg aldrig har oplevet andetsteds.

Iran, historien og især dets folk er uden tvivl et besøg værd, som samtidig vil være med til at flytte fordomme. Oplevelsen med Mousavi var ikke enestående. Jeg hørte om flere rejsende, der havde oplevet samme hjælpsomhed. Nu er spørgsmålet: Kan du forestille dig at blive inviteret på morgenmad af en taxichauffør i Københavns Lufthavn - og så oven i købet i hans eget hjem?

Praktisk info om skiferien i Iran:

Visum:

Skal søges 14 dage før afrejse på den Iranske ambassade i København. Formular kan findes på
www.visumformular.dk.
Prisen er 450 kr.
Hvis du har israelsk stempel i passet, kan du ikke søge visum til Iran.

Fly:

Turkish Airlines via Istanbul til Tehran koster ca. 4.000 kr. inkl. skatter.
Det er tilladt at medbringe 32 kg.

Overnatninger:

Dizin hotel - Prisen pr. nat for et dobbeltværelse uden morgenmad er ca. 60 USD = 300 DKK

Liftkort:

Dagskort til Dizin Skiresort er ca. 6 USD = 30 DKK.

Telefoni:

Danske mobiler virker oftest ikke i Iran pga. netværket.

Valuta:

Den iranske møntfod hedder Rials.
1 USD = ca. 9000 Rials.
For at gøre priserne mere overskuelige fjerner iranerne ofte et nul og giver priserne i Toman. Dvs. 10 Rials = 1 Toman.
Der kan IKKE hæves penge i Iran med kreditkort, så al valuta skal medbringes i kontanter.

Rejsebureauer:

Langley Travel